Forsvaret sender sine første el-fly på vingerne

Flyvevåbnet har haft to nye el-fly på vingerne, og erfaringerne viser perspektiver i teknologien, lyder det.

Her er Danmarks første el-fly på sin første tur på Flyvestation Karup. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret

Flyvevåbnet har sendt sine første to el-fly på vingerne, og erfaringerne er indtil videre positive.

Forsvaret omtaler sig selv som det første forsvar i verden til at anskaffe elektriske fly. Det sker som led i en grøn handleplan.

Efter at have modtaget de to el-fly fra producenten Pipistrel har Flyvevåbnet gennemført en række testflyvninger, og det tegner godt.

– Flyene er 100 procent emissionsfri, meget støjsvage og i øvrigt billige i drift.

– Vi kan se, at der kan være perspektiver i at anvende elektriske fly, når teknologien bliver moden, udtaler oberstløjtnant Casper Børge Nielsen i meddelelsen.

Han har været ansvarlig for anskaffelsen for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

LÆS OGSÅ :  Dansk Challenger fly skal stoppe menneskesmuglere i Den Engelske Kanal

Ifølge en testpilot er flyene velbyggede. Afprøvningen vil “give os et solidt indblik i både flyets og teknologiens muligheder, nuværende begrænsninger og udfordringer”, lyder det.

Forsvaret har leaset de to enmotors fly. De kan hver have to personer om bord og skal bruges til træning af piloter.

Det tager omkring 45 minutter at lade dem helt op. Derefter kan de flyve i 30-50 minutter.

Flyene skal være en del af Flyvevåbnet de næste to år, og de skal gennemgå en række afprøvninger.

At lease dem er ifølge Casper Børge Nielsen en god løsning, fordi teknologien endnu er på et indledende stadie.

LÆS OGSÅ :  Dansk Challenger fly skal stoppe menneskesmuglere i Den Engelske Kanal

– Vi får mulighed for at gå i dybden og undersøge potentialet i kapaciteten uden risiko for at ende med materiel, vi reelt ikke kan bruge, lyder det.

Da indkøbet af flyene blev præsenteret tidligere på året, forklarede Casper Børge Nielsen, at udbredelsen af el-fly er længere bagud end el-biler, da batterier til el-fly typisk er for tunge.

– Vægten betyder meget for de elektriske fly i forhold til elektriske biler, der vinder mere og mere indpas, lød det.

Det oplyses ikke, hvad flyene koster.

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  1. Men tanken om at emission ikke forekommer, er helt hul ihovedet. Der skal et kraftværk til for at producere strømmen, og vindmøller og solceller er heller ikke det perfekte alternativ, da de jo skal bygges og konstant have nye forurenende dele påsat.
    Grundlæggende føler jeg det stadig er lidt overdrevent lige foreløbig, at have et bemandet el-fly. Flyvetiden kunne måske være 4-5 gange længere, hvis der blev snakket om en drone drevet af en elmotor.