Promille på 2,62 udløser betinget fængsel til flyveleder

En tårnhøj promille koster flyveleder 60 dages betinget fængsel. Han må ikke arbejde som flyveleder i tre år.

Flyvestation Skrydstrup Arkivfoto: Forsvaret.

En flyveleder ved Flyvestation Skrydstrup er idømt 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

Dommen er afsagt fredag ved Retten i Sønderborg.
Flyvelederen er desuden frakendt retten til at arbejde som flyveleder i tre år

Manden havde en promille på 2,62 under tjeneste 2. april på flyvestationen, der er base for danske F-16-kampfly.
Den 60-årige flyveleder erkendte, at han før og under tjeneste havde drukket tre flasker øl af typen Masterbrew med en styrke på 10,5 procent.

F-16 piloter troede, han var syg

Under tjenesten kommunikerede han med to F-16-piloter.

De fandt flyvelederen snøvlende og troede, at han var syg.

Piloterne tog kontakt til bevogtningen på flyvestationen. Herefter blev der taget en blodprøve, og flyvelederen blev anholdt.

Den tiltalte stillede sig uforstående over for den høje promille.
– Det overraskede mig meget, at der blev målt så høj promille. Jeg følte umiddelbart, jeg kunne varetage tjenesten.

Manden sagde, at han havde indtaget en øl, mens han iførte sig uniform i omklædningsrummet på flyvestationen.
Derudover drak han yderligere to øl i tidsrummet fra klokken 8 og frem til klokken 11.15, da han blev anholdt.
Manden var også tiltalt for spirituskørsel på vej fra sin bopæl til arbejdet.

Det var baseret på en beregning foretaget af Retslægerådet – landets højeste lægefaglige instans.

Det nægtede han sig skyldig i.

Havde delt to flasker vin med sin kone
Aftenen forinden havde han delt to flasker vin med sin kone. Men alkoholen var ude af kroppen, da han satte sig i bilen, forklarede han.
Mandens advokat afviste Retslægerådets beregning som teoretisk.

Dommeren og de to domsmænd lagde vægt på flyvelederens store ansvar og fandt ham skyldig i alle anklagepunkter.

Spirituskørslen koster ham en bøde på 20.000 kroner og en betinget frakendelse af retten til at føre bil.

Flyvelederen har været hjemsendt siden 2. april. Forsvarsministeriets Personalestyrelse har indledt en afskedigelsessag mod ham, fortalte han i retten.

Sagen er ført af Forsvarsministeriets Auditørkorps, da flyvelederen er militært ansat.

Den dømte har bedt om betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *