Filmanmeldelse : Zero Dark Thirty

Vores gæsteanmelder,  Lars Møller (Jæger 200), har en fortid i jægerkorpset der tæller 25 år, og har været med i et utal af operationer … også i jagten på Osama Bin Laden. Læs her hans detaljerede anmeldelse af filmen:  Zero Dark Thirty.

Zero Dark Thirty er endnu en film i rækken om USAs krig imod terror. Filmen lægger selv op til at være en del af sandheden omkring jagten på Osama Bin Laden og det afsluttende angreb på et større bygningskompleks i Abbottabad i Pakistan. Et angreb hvor USA med eliteoperatører fra SEAL team 6 i Maj 2011 endelig efter ti års tungt efterretningsarbejde fik ramt på Osama Bin Laden. Han blev dræbt i sit safehouse tæt på det Pakistanske militær akademi.
Angrebet har uden tvivl været nedværdigende overfor Pakistans efterretningstjeneste der efter sigende ikke vidste at Osama i år havde gemt sig i egen baghave.

Filmen er instrueret af Kathryn Bigelow (The Hurtlocker) og har Jessica Chastain i hovedrollen som den nyudnævnte og dedikerede CIA officer Maya der i starten af filmen  oplever sin første afhøring af en fange. Megan Ellison er med producer sammen med Bigelow.

Filmen starter med hvad der lyder som autentiske lyde fra 911 opkald til den amerikanske alarmcentral, hvor man hører paniske stemmer der er fanget i World Trade Center under angrebet 9/11 2001 efter at tårnene er brudt i brand. Det er gribende stemmer der panisk fortæller at de føler de brænder op i heden, hvorefter der bliver stille. Den tragiske situation med de uhyggelige opkald understreges af en helt sort skærm der giver panikken udelt opmærksomhed. Dette er et virkelig godt knep der allerede fra start tryllebinder og placerer motivet for filmen.

At det overhovedet var muligt at gennemføre et angreb i denne kaliber på blandt andet WTC i hjertet af “guds eget land” USA kom bag på alle. Den ansvarlige for dette angreb på USA og dermed den vestlige verden, Osama bin Laden skulle findes og stilles til ansvar. Osama bin Laden blev med et slag verdens mest eftersøgte mand. Jeg deltog selv i jagten på ham, hans Al Qaeda netværk og taleban i 2001-2002 i Afghanistan og gennemførte i denne periode mange operationer med Jægerkorpset for at ødelægge muligheden for at træne og udbygge lignende terror der havde skræmt den halve verden.

Zero dark Thirty bevæger sig herefter ind i scener hvor man ser CIA officerer der igen og igen forsøger at presse oplysninger ud af tilbageholdte fanger ved tortur på “Black sites”. Hemmelige afhøringsområder på hemmelige baser. En erfaren CIA Officer er leder af indhentningerne og Maya er som ny CIA officer med på en kigger for at lære hvordan det hårde feltarbejde udføres.
Maya viser dog hurtigt at hun har nye ideer og vinkler til opklaringen af Osama bin Ladens færden og udfordrer de ældre og mere garvede efterretningsofficerer på andre områder.

Maya er en fiktiv figur der fra virkeligheden repræsenterer flere forskellige CIA officerer, men faktisk beskriver den tidligere SEAL team 6 operatør Matt Bissonnette under pseudonymet Mark Owen i sin bog “No Easy Day”, en kvindelig CIA officer der var involveret i forberedelserne og gennemførelsen af angrebet for at få ram på Osama bin Laden i Pakistan.
Bigelow og Co-producer Megan Ellison har i filmen lagt vægt på at kvinder i CIA har en stor andel i resultaterne af de ti års jagt på Osama bin Laden. Maya er et symbol på, at kvindelige agenter ikke i samme grad som mandlige kollegaer, kan udfolde vold som løsning i forhørslokalerne. Kvinder må bruge smartere metoder. Det virker og man kan sige at de kvindelige agenter i den grad har lagt rygrad og form til filmen som “den kloge vinkel” selvom vi også ser Maya i forhørslokalet med en anden fange. Maya har her medbragt en bredskuldret “øretæve” der ordner det beskidte arbejde for hende og langer lussinger ud på hendes ordre. Det er også en tredie kvindelig agent der kommer med en vigtig opdagelse til Maya senere i filmen. En opdagelse der fører til Osama bin Ladens gemmested. Det har sikkert været både realistisk og rimeligt at lægge så meget vægt på den feminine side i hele efterretningsarbejdet.

Har USA virkelig brugt så hårde metoder som vi ser her i filmen? Jeg har aldrig set det, men er ikke i tvivl.

Som pludselig kontrast til tortur og de mange hårde forhør ser vi pludselig en scene hvor den nyvalgte præsident Barrack Obama på TV proklamerer at USA ikke går ind for tortur og derfor ikke tolerer dette under amerikansk hånd. Detentionsområdet på Guantanamo lukkes som bekendt og CIA officererne der de sidste mange år ikke har skabt resultater på denne hårde måde må tænke nyt for at skabe resultater.
Her kommer filmen med et tydeligt “skjult” politisk budskab der skal vise at med tortur går det ikke, men ved hårdt og intelligent CIA-detektivarbejde kan alle findes uanset hvor de gemmer sig på kloden. Det er bare om at komme i gang.
Måske et lidt for tyktflydende budskab…  Jeg står desværre tilbage med en overbevisning om at hårde forhørs metoder stadig anvendes til at skaffe oplysninger fra fanger mange steder i verden og at de i dette tilfælde faktisk var med til at afsløre Osama bin Ladens Safe House i Abottabad.

Filmen er derfor også af bladet “Rolling Stone”  blevet kaldt Osama Bin Ladens sidste sejr over USA og har været genstand for intens debat af netop samme årsag. Har USA virkelig brugt så hårde metoder som vi ser her i filmen? Jeg har aldrig set det, men er ikke i tvivl.

Jagten på Osama bin Laden fortsætter og selvom der er forviklinger og forvirringer og mange løse ender som CIA officererne selv hele tiden må udfordre og gennemprøve så samles filmen i en troværdig handling og et plausibelt billede på hvordan det hele kunne være gået til. Et enkelt spor peger på at Osama bin Ladens tætteste og mest hemmelige kurer kan have afsløret hans gemmested og en intensiveret overvågning startes i Abbottabad i Pakistan.

Her gør filmen sig rigtig godt. Selvom de mange års efterretningsarbejde komprimeres til et par timer oplever man blindgyder og forvirring og alle de større terroraktioner som er sket i USA, Pakistan, London, Spanien og andre steder i Europa indlemmes i historien.

Trods USAs teknologiske overlegenhed og dygtigt og vedholdende agentarbejde lykkes det aldrig at få bekræftet 100% at Osama bin Laden faktisk er i det store hus i Abbottabad.
Præsidenter kan falde på operationer som denne hvis de går galt. Jimmy Carters fald som præsident i 1980 var delvis forårsaget af en mislykket gidselredningsaktion i Teheran hvor 52 ambassade medarbejdere i mere over et år blev holdt fanget af en radikal islamistisk studentergruppe.
I Zero Dark Thirty er præsidentens sikkerhedsrådgiver også tilbageholdende. Med god grund. Der er ikke mere end 60-80% sandsynlighed for at Osama bin Laden findes i huset. Han tænker selvfølgelig og i sagens natur mest på muligheden for politisk fiasko.
Men Mayas overordnede CIA officer overbeviser presidentens rådgiver ved at spille på konsekvensen og risikoen ved IKKE at gøre noget. Der findes trods alt efterretninger der peger i den rigtige retning og hvad er risikoen egentlig for at Osama bin Laden så forsvinder helt igen. En militær operation begynder at tage form og der er kun en måde at finde ud af om Osama findes i huset.

USA sender nogle af sine “skarpeste knive” fra SEAL team 6 afsted i en tophemmelig mission der i øvrigt også afslørede nye stealth helikoptere beregnet til akkurat denne type operationer langt bag fjendens linjer og selvom vi alle kender resultatet af SEAL team 6 angrebet dybt inde i Pakistan, så er den afsluttende del af historien stadig spændende, intens og super realistisk.

Denne indsats viser noget af det mest spændende man kan arbejde med som specialstyrke operatør. Et angreb på fremmed grund på et High Value Target (HVT) der har absolut prioritet. Og så i øvrigt en mand hele den vestlige verden har jagtet i 10 år.

De afsluttende 20 minutter af filmen er nok den bedste gengivelse jeg har set af et angreb udført af specialstyrker. Begivenhederne under angrebet skildres enormt realistisk og detaljerne er i den grad på plads. Jeg har før anmeldt “Act of Valor” der også her glimrede ved korrekte procedurer gennemført materiel og troværdige kampscener. Men Act of Valor var også fyldt med overdreven action. I Zero dark Thirty er der en virkelig god balance imellem den konsekvente brutalitet der er nødvendig  i målet og en rolig, fattet og kontrolleret gennemførelse af alle procedurerne. Vi ser i denne film et angreb endnu mere realistisk og naturtro ned til de mindste detaljer.
Det øger realismen at mange scener er filmet som man ville se det igennem Night Vision Goggles. Det var for mig som at være der selv.

Selv for garvede gutter som operatørerne i SEAL team 6 må dette have været unormalt spændende og intenst at skulle gennemføre angrebet på verdens mest eftersøgte mand.

Filmen springer hen over den intense træning der er blevet gennemført før en så vigtig operation som denne, men det er et element der fint kan undværes. Jeg fik i hvert fald en klump i maven da jeg så operatørerne i samlet flok kampklar gå til helikopterne for at iværksætte operationen. Selv for garvede gutter som operatørerne i SEAL team 6 må dette have været unormalt spændende og intenst at skulle gennemføre angrebet på verdens mest eftersøgte mand. Og selvom SEAL team 6 har taget mange HVT må dette siges at være et prestigeprojekt ud over det sædvanlige. Dette forhold skildres godt i filmen. Vi ser mænd der ikke taler så meget om det de skal i gang med, men som i rolig og afslappet stil har fuldkommen styr på sig selv og det de skal i gang med.

 
Herefter følger vi helikopterindsættelsen, landsætningen der ikke går efter planen og selve angrebet. Det hele vises meget naturtro og realistisk og der er ikke rullefald og cirkelspark og hundredevis af magasinskift. Filmen viser operatørerne som måske lidt for stille og roligt trænger ind igennem objektet og håndterer de situationer de kommer ud for. Blokerede døre der må sprænges og brækkes op (dette virker ikke altid), modstandere der skyder igen og udramatisk nedkæmpes som om det var det mest naturlige i verden (hvad det jo også er i deres situation), langsom og sikker fremrykning igennem målet med laserlys i alle farlige retninger og arbejdet op imod den øverste etage hvor Osama bin Laden befinder sig. Selv lyden af de lyd dæmpede våben er helt rigtig gengivet som de høje skarpe “klik” i stedet for de dumpe “puf” man altid hører i film. Selvom angrebet ruller lige lovligt langsomt frem, rammer filmen præcist og korrekt.

Der er i filmen de sædvanlige små filmbrølere. Men de er næsten ikke værd at nævne fordi  de ikke vejer ret tungt i forhold til resten. Men blandt andet ser vi et sted hvor operatørerne midt under angrebet pludselig siddende op af en mur slår deres Night Vision Goggles op og lige evaluerer på det der er sket (Dette ville aldrig ske under et angreb hvor man holder fokus og koncentration fremad). Vi ser også en operatør der synligt viser at han faktisk er lidt chokeret over resultatet af et angreb. Flere døde modstandere (Dette er urealistisk og ville aldrig forekomme i blandt top trænede elitesoldater). Men som sagt brølerne er små og helt acceptable når de holdes op imod resten.

Filmen er i top på det militærtekniske og på det taktiske. Den er i top på realisme og den er virkelig god underholdning når man tænker på at den skildrer efterretningsarbejde over så mange år. Den viser at det kan betale sig at være dedikeret og vedholdende, at man aldrig må give op og den holder i den grad liv i myterne om SEAL team 6.
Hvad er dette for nogle mænd? Hvordan kan man have et sådan job? Hvad driver dem og hvad tænker de når de uden tøven for en sikkerheds skyld, skyder to ekstra skud i brystet på en modstander der ligger livløs på gulvet medens en makker underholder de grædende børn i lokalet ved siden af?

Det er efter min mening noget af en bedrift at lave en så super underholdende, nervepirrende, realistisk og meget spændende film, hvor man i forvejen kender den egentlige slutning.

Sådan!!!

5 stjerner ud af 5 stjerner fra en tidligere Jægersoldat.

Se Lars Møllers hjemmeside her