FE: Rusland fører hybrid krig mod Vesten

Thomas Ahrenkiel - chef for Forsvarets Efterretningstjeneste

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har i dag offentliggjort en ny vurdering af den hybride trussel mod Danmark.

Vurderingen slår fast, at Rusland allerede nu fører en hybrid krig mod NATO og Vesten, hvor virkemidlerne holdes under niveauet for væbnet konflikt.

Ifølge FE er formålet at svække alliancens politiske sammenhold og skabe usikkerhed, snarere end at opnå hurtige resultater. Rusland vurderes samtidig at være villig til at skrue op for angrebene, hvis NATO ikke reagerer.

Samlet vurdering af truslerne*)

FE placerer de aktuelle trusler på følgende niveauer:

  • Sabotage mod Forsvaret: HØJ
  • Destruktive cyberangreb mod Danmark: MIDDEL
  • Militære provokationer mod NATO-lande: HØJ
  • Påvirkningsoperationer mod Danmark: LAV
  • Regulære militære angreb mod Danmark: INGEN
LÆS OGSÅ :  Russisk fregat affyrede flares mod dansk Fennec-helikopter

Hybride metoder

De hybride virkemidler spænder fra politiske og økonomiske til militære og informationsmæssige metoder. Rusland anvender disse i kombination for at skabe størst mulig effekt, uden at overskride tærsklen til en væbnet konflikt.

Eksempler på nylige hændelser er russiske luftrumskrænkelser mod Polen, Estland, Finland og Rumænien samt cyberangreb mod vestlig kritisk infrastruktur. Danmark oplevede i december 2024, at pro-russiske hackere fik et vandværksrør til at sprænge.

Sabotage og cybertrusler

Truslen fra sabotage vurderes som høj. Rusland har siden 2023 stået bag en række sabotageaktioner i Europa, udført af personer uden direkte tilknytning til russiske tjenester.
Cybertruslen ligger på et middelniveau. FE peger på, at pro-russiske hackergrupper fortsat angriber danske mål, men at der i øjeblikket ikke er indikationer på angreb med alvorlige konsekvenser mod samfundskritiske funktioner.

LÆS OGSÅ :  Russisk fregat affyrede flares mod dansk Fennec-helikopter

Ingen direkte militær trussel mod Danmark

FE vurderer, at risikoen for et regulært militært angreb mod Danmark er fraværende. Rusland opruster, men søger at undgå handlinger, der kan udløse NATO’s artikel 5. Dog forsøger Rusland gennem sine hybride virkemidler at udvide grænsen for, hvad der kan tolkes som en artikel 5-situation.

FE – Vurdering af den hybride trussel mod Danmark. PDF.

Abonnér
Giv besked om

0 Comments
Ældste
Nyeste Flest stemte