Af Anne Lillelund og Jimmy Solgaard
Danny Knudsen sidder til en jobsamtale hos en ejendomsmægler i Vestjylland. Forinden har han sendt sit cv og udtalelser fra Hæren. Han har blandt andet undervist på Kampskolen i Oksbøl, læst finansøkonomi, og han var i Afghanistan som gruppefører på Hold 6.
Ti minutter inde i samtalen vil ejendomsmægleren gerne vide, hvad Danny Knudsen lavede, da han var udsendt. Den tidligere sergent fortæller, at han var kampsoldat og gik patruljer i Helmandprovinsen. Ejendomsmægleren spørger:
”Er du så blevet bims af det?”
Veteran betyder syg
Over en fjerdedel af veteranerne i en ny spørgeundersøgelse oplever, at de bliver sygeliggjort, når de fortæller, at de har været udsendt som soldater. 406 veteraner har deltaget i undersøgelsen.
25 procent af dem føler, at deres omgivelser ser på dem som syge eller mistænker dem for at have taget psykisk skade af deres udsendelser.
”Det er frustrerende at blive fremmedgjort og set på som en stakkel, når nu jeg ikke har en diagnose eller føler mig syg.”
Christian Thøger Legaard Jensen, 28 år, tidligere overkonstabel, udsendt til Libanon.
En tidligere premiereløjtnant fortæller, at kvinder har afvist at date ham, fordi han har været udsendt som soldat og derfor må være psykisk syg. En tidligere overkonstabel fortæller, at han er blevet mistænkt for at have PTSD af sin studiegruppe, fordi han havde et par dårlige dage.
En tidligere oversergent skriver: ”Folk synes næsten, man er unormal, hvis ikke man har taget skade.”
Flere fortæller, at de slet ikke bruger ordet veteran, fordi det for dem er belastet og har en negativ klang; veteran er lig med syg. De beskriver i stedet sig selv som tidligere soldater, eller de taler kun med soldaterkammerater om deres oplevelser for at undgå akavede samtaler om deres psykiske helbred.
”I 90’erne hørte man ikke på os veteraner. I dag er der måske lidt for meget fokus på de psykiske problemer, der kan være forbundet ved at være udsendt. Lidt firkantet sagt: Før blev vi ignoreret. Nu er vi nogle syge stakler.”
Morten Avsum, 44 år, tidligere overkonstabel, udsendt til Kroatien og to gange til Bosnien
En akavet samtale
Tilbage hos ejendomsmægleren skal Danny Knudsen nu svare på, hvorvidt han er psykisk syg overfor et menneske, han lige har mødt, og som måske er hans kommende arbejdsgiver.
”Er du så blevet bims af det?”
”Nej, det mener jeg bestemt ikke,” svarer han.
Den tidligere sergent forklarer ejendomsmægleren, hvordan han har håndteret at komme hjem fra Helmandprovinsen. At han åbent har fortalt sin kone om alle sine oplevelser. At han har givet sin familie et løfte om at søge psykologhjælp, hvis de oplever nogle ændringer hos ham eller bliver bekymret. Og han fortæller ejendomsmægleren, at familien aldrig har fundet det nødvendigt at holde ham op på netop det løfte.
Det er fem år siden nu.
”Først bagefter har jeg tænkt, at det kan man ikke være bekendt at spørge om til en jobsamtale.
Det er alt for personligt. Hvad nu, hvis jeg havde sagt ja? Så var det blevet en rimelig akavet samtale,” siger den 34-årige Danny Knudsen, som aldrig blev ejendomsmægler.
Han arbejder i dag som politibetjent.
Har du slået nogen ihjel?
Tendensen til at sygeliggøre tidligere soldater og fokusere på de negative sider af en udsendelse ses også i de spørgsmål, veteranerne får af deres nye kolleger, studiekammerater eller venner i det civile samfund.
Ifølge de 406 veteraner i undersøgelsen bliver de oftest spurgt om:
1. Har du slået nogen ihjel?
2. Var det hårdt at være udsendt?
3. Hvordan har du det psykisk?
Spørgsmålene går på det voldsomme, det dramatiske og det negative.
En 29-årig tidligere overkonstabel har endnu til gode at få et spørgsmål, der leder efter noget positivt ved hans to udsendelser til Afghanistan:
”Det er altid det samme og altid lige belastende. Spørgsmålene er personlige og med en meget negativ vinkel. Der er aldrig nogen, der spørger, om det var fedt at se, man gjorde en forskel for de mennesker, man hjalp.”
Læs mere om spørgeundersøgelsen her
Anne Lillelund er tidligere militærpsykolog. Hun er i dag selvstændig psykolog og konsulent samt formand for Soldatens Hus. Jimmy Solgaard er tidligere kampsoldat og finskytte. Han arbejder i dag som freelancejournalist.
Til dem der har læst statistik på en videregående uddannelse vil vide, at når der udtages undersøgelse der skal være dækkende for den Danske befolkning udtages der almindeligvis ca. 1000 personer. Dette kan så med 95% sandsynlighed ramme et korrekt visende billede. De statistiske beregningsmodeller kan vise hvor mange deltagere der er nødvendig for opnåelse af en 95% sandsynlighed. Dette er statistik — så Jimmy har umiddelbart ret i sin konklusion. Jeg vil umiddelbart sige at en udtaget gruppe på 406 er et overkill, derfor er min konklusion undersøgelsen er repræsentativ. Og antallet er 30.000 eller 60.000 gør ikke den store forskel. Antal udtagne er stadig dækkende.
Præcis, Anders. Det har jeg prøvet at forklare hele dagen. Tak for det!
Og Claus, dine eksempler består af gode forskningsmetoder, og jeg er ikke forsker – jeg er journalist. Så hvad ved jeg :-)
Jeg bliver mere og mere bekymret hver gang du forklarer mig at der er en forskel på en videnskabelig sandhed, og en journalistisk sandhed.
I har lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt 406 ud af 60.000 veteraner, på de sociale medier (hvilke?), hjemmesiderne soldatenshus.dk, krigeren.dk og andre veterannetværk (hvilke?).
Det svarer for mig til at Ekstra Bladet spørger Nationen om noget, og på denne baggrund konkluderer at befolkningen mener dette og hint.
Der er forskel på en videnskabelig metode og en journalistisk metode. Det er bare det, jeg har prøvet at sige.
Jeg er journalist. Vores metode bygger på en survey sendt ud af mange omgange over et år til forskellige sites, netværk og sociale medier. Som så mange andre undersøgelser er det i dag nemmest at få svar fra en bestemt målgruppe via internettet. Og som så mange andre journalistiske artikler bliver de tal beskrevet i artiklen, så folk har mulighed for selv at tage stilling til konklusionerne – og hade overskriften fx.
Det har du gjort. Det er noteret, og det er fair nok.
Statistisk har vi vores på det rene – hvilket jeg ikke er den eneste i denne tråd, der har prøvet at fortælle dig.
Du vil hellere have forskning. Fair nok. Det er der masser af andre steder, som du så venligt har linket til.
Og den med Ekstra Bladet, den er fin, Claus.
Møs lige på munden, du
Den bedste måde at undgå stigmatisering af veteraner er, at stå sammen om at få løst de problemer som gør, at der stadig er veteraner som falder igennem, og gør desperate ting. For det er disse veteraner som resulterer i de trælse historier, som vi alle dømmes ud fra. Her er nogle eksempler: https://www.jv.dk/indland/Eksemplerne-staar-i-koe/artikel/2543136
Disse eksempler er slet ikke dækkende for problemernes omfang, men hver gang en veteran kommer i mediernes søgelys, fordi han har slået sig selv eller andre ihjel, eller nogle journalister bringer historier om veteraner som lever kummerlige liv isoleret fra samfundet, så rammes vi alle af stigmaet.
Kan vi forhindre journalisterne i at bringe historierne? Nej.
Kan vi benægte at der findes veteraner som lever kummerlige liv? Nej.
Men vi kan stå sammen om at sikre, at de ikke lever så kummerlige liv, at de gør desperate ting i afmagt og desperation.
Vi kan stå sammen – lige som vi gjorde på missionerne -, og kræve at vi som samfund lever op til de samme motto vi havde på missionerne: vi efterlader ingen.
Den dag alle veteraner får den hjælp og støtte de har brug for, uanset hvor dyrt det måtte være, og hvor lang tid det skal tage, så vil vi se et dramatisk fald i de trælse sager, som stigmatiserer os alle.
Men ikke før. Journalister er ikke særligt interesserede i historierne om Jokum, som kommer hjem fra Afghanistan, børster ørkenstøvet af sig, finder et job, starter en familie, og lever lykkeligt til sine dages ende. De vil meget hellere bringe historierne om systemsvigt, trælse menneskelige skæbner og krimistof. Det er bare et livsvilkår vi må leve med. Men vi kan stå sammen og sørge for at de får færre af disse historier, ved at hjælpe de syge og udsatte veteraner FØR det går galt.
Der skal blot èn Lars Kragh-historie til at overdøve 500 succeshistorier baseret på spin om hvor fantastisk alle veteraner klarer sig.
Taget din iver for at punke artiklens generaliseringer, så bliver jeg nødt til at kommentere på, at jeg selv er journalist, og selvom jeg da har brugt energi på at tale om systemsvigt, PTSD og “trælse menneskeskæbner”, så har langt det meste af min journalistik handlet om kammeratskab, militære færdigheder, det fede ved at være udsendt, hvad soldater er dygtige til, og hvad veteraner kan. Jeg har bestemt været interesseret i Jokum. I flere artikler og i stort set alle mine radioprogrammer.
Men ellers er jeg enig i resten. Soldater skal have hjælp, hvis de har brug for det. Jeg ved bare ikke, hvordan “vi kan stå sammen” om det.
Ja, det ved jeg. Jeg har med stor interesse læst dine værker, og hørt dine udsendelser. Og du plejer både at være sober og saglig, hvilket jeg har nydt.
Men denne gang synes jeg du generaliserer for meget, baseret på et alt for tyndbenet datagrundlag. 406 ud af 60.000 er ikke nok til at konkludere at en fjerdedel af veteraner føler sig stigmatiseret.
Med hensyn til hvordan vi kan stå sammen om at hjælpe de syge og udsatte veteraner, så har I jo en unik mulighed for at støtte op om vores arbejde. I har jo taletid hos magthaverne, som elsker at møde overskudsramte veteraner. Næste gang de kommer forbi for at høre hvor fantastisk veteraner klarer sig, og hvor lidt der skal til for at få dem ud på arbejdsmarkedet, så fortæl dem også om bagsiden af medaljen.
Fortæl dem at det stadig er Balkanveteranerne som fylder i de kedelige statistikker over hjemløshed, misbrug, psykisk sygdom og selvmord blandt veteraner. Men de unge veteraner ER begyndt at være synlige i statistikkerne.
Fortæl dem at at 13,7 % af Afghanistanveteranerne fra hold 7 oplever svære symptomer på PTSD, mens 14 % oplever moderate eller svære depressionssymptomer. Det er en signifikant stigning fra sidste gang, holdet blev undersøgt 2 ½ år efter dets hjemkomst. Her var andelen med svære PTSD-symptomer på 9,6 procent og andelen med moderate eller svære depressionssymptomer 9 procent.
Fortæl dem at veteranhjemmene og de to § 110-botilbud for veteraner er fyldt til bristepunktet.
Fortæl dem at vi stadig kæmper med anerkendelsen i arbejdsskadesystemet, og at regeringens second opinion-løsning kun er en halv løsning, sådan som vi har gjort beskæftigelsesministeren opmærksom på. Derfor afvises syge veteraner stadig, og det er ikke acceptabelt.
Politikerne trænger til at høre disse ting, hver gang de bevæger sig ud blandt veteraner. Det er fint at fortælle om sine kæpheste og projekter. Men den anden historie hører med. Og de trænger til at høre det fra et samlet veteranmiljø.
406 respondenter er nok til at konkludere noget journalistisk på den her måde. At du ikke bryder dig om det, er en anden sag, men helt fair.
Jeg ville have spurgt dig, hvor mange du syntes, vi skulle have spurgt. Dem alle? Eller halvdelen – 30.000? Men så faldt jeg over en artikel, som også generaliserer på veteraner – hvorfor mange får pykiske eftervirkninger efter udsendelse. Du er endda med i den. Så 749 responter ville være fint. Det husker jeg til en anden gang.
Mange tak.
https://www.b.dk/politiko/derfor-faar-mange-soldater-foerst-ptsd-flere-aar-efter-udsendelsen
I artiklen du linker til forholder jeg mig slet ikke til undersøgelsens datagrundlag eller metode. Det gjorde jeg til gengæld da VETC offentliggjorde selvmordsrapporten, og forsøgte at tale problemernes omfang ned.
Generelt foretrækker jeg SFI/VIVE-undersøgelserne, som dels laves af en uvildig institution, og dels er metodisk grundigere (kombination af spørgeskemaer, personlige interviews og registersamkøringer).
SFI-undersøgelsen fra 2014 er f.eks. baseret på adgang til en lang række data om veteranerne, deres familier, en kontrolgruppe og befolkningen generelt for at udføre analyserne. Data omfatter bl.a.:
• Oplysninger fra forsvaret om de 26.028 personer, der har været udsendt mellem 1992 og 2009. Bl.a. om antal udsendelser, datoer, missionsområder, missionsnavn og personelgruppe.
• Data fra Hærens Operative Kommando om sårede og døde i perioden 1992-2009.
• Forsvarets rekrutteringsoplysninger for egnede og begrænset egnede i perioden 1994-2010 – i alt ca. 320.000 personer. Er anvendt til at etablere en kontrolgruppe.
• Oplysninger fra Danmarks Statistik om de udsendte og kontrolgruppen, samt deres forældre (herunder pleje- og stedforældre), søskende, partnere, børn og partneres børn. Dertil visse data om hele befolkningen
til brug for sammenligning, fx om økonomi, sociale forhold, uddannelse mv.
• Oplysninger fra Sundhedsstyrelsen om de udsendte og kontrolgruppen, fx kontakter til sundhedsvæsnet,
køb af medicin, diagnoser og behandling for stofmisbrug.
• Telefoninterviews med 3.198 repræsentativt udtrukne veteraner om bl.a. familieforhold, arbejde, missionserfaringer og selvoplevede mén af udsendelsen.
• Spørgeskemaundersøgelse i to omgange til 447 soldater, der blev udsendt til enten Libanon (UNIFIL 4) eller Afghanistan (ISAF 11) i foråret 2001. Om motivation før og efter udsendelsen.
• 44 personlige, semistrukturerede interviews med veteraner, pårørende, repræsentanter for forsvaret og støttefunktioner.
Med den slags datagrundlag og metode kan man bedre tillade sig at konkludere noget om veteraner.
Men hvad ved jeg. Jeg er jo ikke journalist ;)
406 er statistisk set en rigtig god stikprøve ud af en population på 30.000 individer, såfremt de er tilfældigt udvalgt og man ønsker at sige noget med 95% sikkerhed. Derfor mener jeg ikke, at overskriften er misvisende.
Dertil sagt vil jeg dog som altid gerne se undersøgelsens metodiske design, før at jeg blåstempler metoden.
Mht. anekdotisk bevisførelse kan jeg tilføje, at jeg ved jobsamtaler selv har oplevet lignende episoder, og det var ved jobs der krævede akademisk uddannelse, og desuden var samtalelederen Ph. d.
Så fordommene lever i bedste velgående, også blandt højtuddannede, så jeg kunne næsten ikke forestille mig, at det samme billede ikke er gældende i andre ansættelsessituationer.
Til Jimmy og Anne, keep up the good work! Det er godt, at der bliver sat fokus på den stigma, som veteraner der ikke er syge oplever.
406 veteraner ud af godt 30.000 danske veteraner er statistisk set et meget godt grundlag for at sige noget generelt. Hvis vi ville sige noget generelt om hele den danske befolkning, skulle vi bruge 1100 repræsentative deltagere – hvilket i bund og grund vil sige, at de ikke alle skal bo i Vejle og være 50 år.
406 veteraner er mere end rigeligt i denne sammenhæng. Desuden er de bestemt ikke “tilfældige”. Vi har brugt et år på at indhente data, og veteranerne er både raske som syge, unge som gamle, mænd og kvinder, konstabler som kaptajner – fra hele landet.
Det har naturligvis altid sine usikkerheder. Ligesom alle andre undersøgelser. Og det er netop, derfor vores tal og metode ligger frit fremme. Men statistisk står vi med tørre fødder.
Hvor stammer tallet 30.000 fra?
Alene siden 1991 har der været flere end 45.000 unikke udsendte i regi af Forsvaret (Kilde: http://forpers.dk/hr/Pages/Udsendte.aspx)
Men de udsendte før 1991 er også veteraner. Alene på Cypern havde vi 23.000 danske soldater udsendt i perioden 1964-1994. I Gaza havde vi 12.000 soldater i perioden 1956-1967. Og nogle af disse lever stadig i bedste velgående.
Disse tal dækker alene veteraner fra Forsvaret. Så der skal tilføjes nogle tusinde, hvis vi skal have de civile veteraner med i regnestykket (nødhjælpschauffører, politifolk, UM’s krise- og katastrofeberedskab, Civilforsvaret før de blev underlagt FMN osv.).
Det stammer fra Veterancenteret:
“Der har i perioden fra 1992-2016 været udsendt 31.852 soldater, der tilsammen har haft 63.541 udsendelser. Hvis man tæller veteraner med fra før 1992, er der i runde tal 60.000 danske veteraner.”
Men vi kan sagtens sige 45.000 veteraner. 406 respondenter til denne undersøgelse er stadig statistisk fint at bedrive journalistik på i forhold til det, jeg skrev i min første kommentar.
Hvis du kun accepterer de 45.000 militære veteraner som har været udsendt siden 1991 er overskriften stadig misvisende, da den tager alle veteraner til indtægt.
Lidt hurtig hovedregning fortæller mig at der statistisk set er nogenlunde lige så mange veteraner som føler sig stigmatiseret, som der er årsag til stimatiseringen, idet de offentlige registre viser, at knap 17 % af veteranerne
enten har fået en psykiatrisk diagnose, har købt medicin mod psykiske sygdomme, eller har været i behandling for stofmisbrug efter hjemkomsten.
Fælles for dem er, at de ikke har været registreret for nogen af delene, før de tog på deres første mission.
Det er ikke forskning det her, Claus. Det er journalistik. 406 veteraner er virkelig mange, og tallet bliver netop skrevet flere steder, så man selv kan tage stilling – som du har gjort.
Fint.
Hvad synes du så om indholdet? Eller skal vi tæske flere tal?
Stærkt misvisende overskrift, hvis data-grundlaget kun er 406 respondenter.
En mere korrekt overskrift havde været “100 tilfældige veteraner føler sig stigmatiseret”, eller “100 veteraner som følger med på sociale medier, hjemmesiderne soldatenshus.dk, krigeren.dk og andre veterannetværk (dog ikke dem for syge/sårede veteraner) føler sig stigmatiseret”