30 soldater fra Slesvigske Fodregiment modtog i dag Forsvarets nye kampuniform på Haderslev Kaserne.
Dermed er implementeringen af det nye uniformssystem Nordic Combat Uniform (NCU) langt om længe officielt i gang.
Det nye uniformssystem, der bliver produceret i Grækenland, skal erstatte det tidligere M/11 og er en del af en fælles nordisk løsning under NORDEFCO-samarbejdet.
Krigeren.dk var de første i Norden til at omtale planerne om en ny uniform allerede i september 2015. Det skabte så stor interesse fra flere af de berørte lande, at vores server gik ned. Flere gange.
Siden har der været en række opdateringer, og i februar 2022 fulgte vi op med et video-interview med FMI, hvor systemet blev gennemgået i detaljer – ‘lige inden det skulle udleveres’.
Det har altså været en lang proces – men nu er skiftet altså sat i gang.

NCU-systemet omfatter både underbeklædning, termotøj, regntøj og yderbeklædning, som kan kombineres alt efter vejr og opgave. Uniformen har justerbare elementer, aftagelige lommer og faste albue- og knæbeskyttere. Den er udviklet med henblik på at opfylde operative krav i det nordiske klima og er blevet testet i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) står bag anskaffelsen, som blev indgået i 2022 med den norske leverandør Oskar Pedersen A/S.
I forsvarskommandoen er der truffet beslutning om, at det nye uniformssystem bliver produceret i farven blå til Søværnet og Marinehjemmeværnet.
Udrulningen sker i samarbejde med Forsvarskommandoen, Hjemmeværnskommandoen og Beredskabsstyrelsen og forventes gennemført frem mod 2027.