De unævnelige faldne

Så er det flagdag igen, og rundt omkring i landet afholdes arrangementer der hylder alle mænd og kvinder som har været udsendt til de brændpunkter, konfliktzoner og krige, som Danmark har deltaget i siden 1948.

Der serveres kaffe i kommunerne, spilles koncerter, afholdes gudstjenester, politiske taler og parade på Christiansborg Slotsplads.

På Kastellet vil der være kransenedlægning ved ”Monumentet for Danmarks Internationale indsats”, med deltagelse af Kongehuset og repræsentanter fra regering og Folketing, Forsvarets, Politiets og Beredskabsstyrelsens ledelser samt pårørende og efterladte.

“Deres pårørende fortjener at deres navne bliver synligt og tydeligt hyldet”…

På monumentet på Kastellet er indprentet navnene på alle de faldne fra de forskellige indsatser. Navne som til nogle arrangementer vil blive læst højt, således at vi efterladte holder mindet om deres offer i hævd.

Men monumentet på Kastellet er mangelfuldt og listen med navnene på vores faldne er ufuldstændig.

Der mangler nogen.

Da jeg var udsendt til Afghanistan i første halvdel af 2010, på det der blev kaldt ISAF, hold 9, mistede vi fem danske soldater.

Sophia, Martin, Jonas, Erik og Jimmy blev alle dræbt af vejsidebomber i krigen i Afghanistan. Deres navne er retteligt at finde på monumentet, og deres offer bliver synligt og tydeligt hyldet.
Da hold 9, i august 2010, overdrog ansvaret for området omkring Gereshk i Afghanistans Helmand-provins havde vi altså fem dræbte soldater.

I dag, 11 år senere, er det tal otte.

Mikael var som konstabel en del af B-COY (Bravo Kompagniet). I april måned lå hans deling i Armadillo-lejren hvor jeg var CIMIC-officer. Jeg havde en DVD-boks indeholdende de 10 største danske landskampe. Lige fra sejren på Wembley i 1983 over EM-finalen i 1992 og til 3-2 sejren over Portugal i 2008. Dem var vi nogle stykker, inkl. Mikael, som hyggede os gevaldigt med at se om aftenen.

Efter vi kom hjem udviklede Mikael en voldsom PTSD og en september-morgen i 2014 blev han fundet bevidstløs på toiletterne på Hovedbanegården, ramt af en uheldig bivirkning forårsaget af en ordentlig tur i byen og den medicin han tog for at håndtere sin PTSD. Mikael kom ikke til bevidsthed igen, og afgik ved døden den 29. september. En uge før talte jeg i telefon med ham, hvor han fortalte om hvor glad han var fordi han nu følte at det gik frem ad, og han fik den hjælp han havde behov for.

Kim, (Valby”) var konstabel, sygehjælper og en del af C-COY (Charlie Kompagniet) som opererede ud fra Armadillo-lejren, og som jeg var tilknyttet som CIMIC-officer. Jeg var næsten 16 år ældre end Kim, så jeg kendte ham kun af navn og udseende fra de patruljer vi gik sammen. Efter vi kom hjem udviklede Kim også PTSD og den 11. marts 2019 tabte han den ultimative kamp og endte sit liv.

”Rob” var overkonstabel og tilknyttet Ildstøttedetachementet – dem som sørgede for artilleri og flystøtte når vi var i kamp. Han var en festlig fyr, som altid havde en frisk bemærkning klar. Vi spillede poker sammen og han arrangerede tve-kampe mellem Camel Spiders og skorpioner. ”Rob” blev hårdt såret på hold 12, men det var den PTSD som han udviklede efter hold 9, som endte med at koste ham livet den 18. august 2020.

Fælles for os alle var at vi gik patruljer og deltog i kampe i den grønne zone omkring Helmand-floden i Upper Gereshk Valley.

Fælles for Mikael, Kim og ”Rob” var at de udviklede PTSD på baggrund af den kamp som vi kæmpede sammen. Årsagen til deres død er krigen i Afghanistan.

Men deres navne figurerer ikke på noget monument eller liste. Deres offer bliver ikke hyldet – tydeligt og synligt. Selvom det er lige så stort som Sophias, Martins, Jonas, Eriks og Jimmys.

De fortjener alle sammen at blive hyldet og få æret deres minde

Kriterierne for at få sit navn på monumentet er tilsyneladende, at man er død i et missionsområde. Den rummer således navn på folk som er døde af kamphandlinger, selvmord og mere naturlige årsager.

Og misforstå mig ikke – de fortjener alle sammen at blive hyldet og få æret deres minde.
Men det gør Mikael, Kim og ”Rob” også.

Deres pårørende fortjener at deres navne bliver synligt og tydeligt hyldet.

Og det er endda ”kun” de tre som jeg kender til fra min udsendelse på ISAF, hold 9. Der er mange flere. Fra flere missioner. En rapport fra 2014 viste at 56 veteraner havde begået selvmord i perioden 1992 – 2014.

Så i dag vil jeg sende tanker til Sophia, Martin, Jonas, Erik og Jimmy.

Men jeg vil især tænke på Mikael, Kim og ”Rob”, og deres familier – og så håber jeg af hele mit hjerte, at antallet af faldne på ISAF, hold 9, stadig er på otte, når vi afholder flagdag i 2022.

Indlæg af Mads Silberg, Tidl. kaptajn i Hæren.