Kongeriget Danmark og Canada har indgået en ny samarbejdsaftale om forsvar. Aftalen skal styrke det operative samarbejde mellem Danmark, Færøerne, Grønland og Canada.
Fokus er blandt andet på øget operationelt samarbejde, overvågning i områder af fælles interesse samt uddannelse, træning og øvelser. Målet er at skabe håndgribelige resultater på kort og mellemlangt sigt.
Aftalen blev underskrevet i München af forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Canadas forsvarsminister David J. McGuinty samt repræsentanter fra Færøerne og Grønland.
Færøernes landsstyrekvinde for udenrigs- og kulturanliggender, Sirið Stenberg, peger på, at Nordatlanten og Det Høje Nord har fået øget strategisk betydning. Med aftalen styrkes samarbejdet mellem nære allierede, og Færøerne er ifølge hende klar til at tage et større ansvar med afsæt i den nationale sikkerhedspolitik vedtaget af Lagtinget.
Grønlands Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og forskning, Vivian Motzfeldt, fremhæver Canada som Grønlands nærmeste nabo og en tæt NATO-allieret. Hun ser særligt frem til samarbejdet om Greenland Ranger-initiativet, der udspringer af Delaftale 1 om Arktis og Nordatlanten under forsvarsforliget. Her ønsker Grønland at trække på canadiske erfaringer med at inddrage lokalbefolkningen i forsvarets opgaveløsning.
Aftalen bygger videre på et eksisterende tæt samarbejde mellem Kongeriget Danmark og Canada, herunder inden for NATO og det maritime partnerskab for sikkerhed i Nordatlanten sammen med Norge og Tyskland.
Danmark indtrådte i partnerskabet ved NATO-topmødet den 25. juni 2025. Derudover udstationerede Danmark i 2025 en forsvarsattaché til Canada.