Regeringen og forsvarsforligskredsen har indgået en ny aftale, der markerer en markant styrkelse af både Danmarks kampflykapacitet og tilstedeværelsen i Arktis og Nordatlanten.
Aftalen indebærer indkøb af yderligere 16 F-35-kampfly og investeringer på 27,4 milliarder kroner i Arktis og Nordatlanten.
Med de nye fly kommer den samlede danske beholdning af F-35 kampfly op på 43 F-35, hvilket cementerer F-35 som rygraden i Flyvevåbnets kampflykapacitet mange år frem. Ifølge aftalen afsættes der 29 milliarder kroner til anskaffelsen, som skal ske over de kommende år.
Nyt hovedkvarter i Nuuk
Samtidig bliver Arktisk Kommando styrket markant. Der etableres et nyt hovedkvarter i Nuuk, og Danmark investerer i et nordatlantisk søkabel mellem Grønland og Danmark. Sølkablet skal sikre stabil og sikker kommunikation mellem rigsfællesskabets nordlige områder og resten af Forsvaret.
Aftalen indeholder desuden indkøb af to nye arktiske skibe, samt flere droner og maritime patruljefly, som skal øge overvågningen og tilstedeværelsen i regionen. Dermed bliver både sø- og luftdimensionen styrket i et område, hvor stormagtsinteresser og sikkerhedspolitiske spændinger er voksende.
Aftalen er den anden delaftale under forsvarsforliget, der dækker indsatsen i Arktis og Nordatlanten. Den er udarbejdet i tæt samarbejde med Grønlands regering (Naalakkersuisut) og det færøske landsstyre, som dermed også får en central rolle i udmøntningen.
De samlede investeringer peger på et forsvar, der skal kunne operere og kommunikere effektivt i Nordatlanten, hvor klimaændringer og geopolitik i stigende grad udfordrer stabiliteten.
Den nye aftale rejser dog også spørgsmål om personel og drift. Flere fly og en større arktisk tilstedeværelse kræver både menneskelige og tekniske ressourcer, som i forvejen er pressede.