Demokratier kan selv gå ufriheden i møde, hvis de overser advarselsskiltene på vejen. Det er det, som Timothy Snyder vil advare imod. Han er historikerprofessor på Yale og skriver med stort vid. Men han kommer også med en masse synsninger, som bliver en irritationsfaktor igennem store dele af bogen.
Af Jeanette Serritzlev, militæranalytiker på Forsvarsakademiet
“Vejen til ufrihed” er titlen på historieprofessor Timothy Snyders bog fra 2018, som bærer undertitlen “Rusland – Europa – Amerika”. Bogen indleder med en grundig gennemgang af den russiske, fascistiske tænker Ivan Iljin, som Snyder tilskriver stor betydning for Putin. Om betydningen er stærk nok til at kalde Iljin for Putins ’vejviser’, som Snyder gør, ved jeg ikke, men han er ikke den første til at skrive om Iljins præg på Putins tænkning.
Iljin (1883-1954) modarbejdede bolsjevikkerne under revolutionen. Derfor endte han, som mange ligesindede, som eksileret russer med nationale drømme kombineret med kristendom og villighed til voldsanvendelse, hvis folket ikke vil lytte.
Den historiske og idémæssige gennemgang virker grundig og overbevisende. Snyder skriver også interessant om den russiske opfattelse af Ukraine som en konstruktion og altså ikke en retmæssig selvstændig stat eller et eget folk, og han danner paralleller mellem Iljins tanker og det moderne Ruslands handlinger på Krim og i Østukraine.
Bogen bruger en del plads på Ukraine, både om det historiske forhold til Rusland og nyere tid som Maidan-opstanden, annekteringen af Krim og krigen i Østukraine. Det slipper forfatteren fornuftigt fra. Der er gode observationer og mange gode nedslag i konkrete begivenheder.
Så langt, så godt. Nu kommer men’et: Snyder blander genrerne undervejs, fra historisk gennemgang og analyse over det politiske essay med et meget eksplicit og meget menende forfatter-jeg. Som læser mister jeg tiltro til forfatteren, og tager mig flere gange i at kontrollere referencerne.
Et sted skriver han, at ukrainerne kaldte de russiske soldater for ’små grønne mænd’ som ”en vittig hentydning til, at soldaterne i deres uniformer uden kendemærker måtte være kommet fra det ydre rum.” Hverken forklaring eller reference virker voldsomt overbevisende – og står i modsætning til en anden forklaring i Marcel H. Van Herpens bog ’Putin’s Propaganda Machine’ (2016). Herpen skriver, at begrebet om de grønne mænd hører til tiden for den russiske revolution som en henvisning til oprørere, der hverken støttede de røde eller de hvide, henholdsvis bolsjevikker eller zaren.
Bogen er flere steder tendentiøs skrevet og synes at ville belære læseren om noget, den ikke giver belæg for. Som når den skriver, at Brexit var ”en triumf for russisk udenrigspolitik og et tegn på, at en cyberkampagne dirigeret fra Moskva var i stand til at forandre virkeligheden.” Det er selvfølgelig legitimt at have den antagelse, at russisk påvirkning var afgørende for udfaldet af Brexit-afstemningen. Men det er ikke det samme som at dokumentere det. Den britiske modstand mod EU har levet godt og solidt i Storbritannien i årtier, og blev jo ikke skabt på kort tid via troldefabrikker i Rusland.
Sidste del af bogen angår fænomenet Trump og 2016-valget i USA. Den del fungerer ganske fint som en genopfriskning af, hvad der egentlig skete under og efter valgkampen. Det er også her, at bogens titel for alvor udfoldes: Forfatterens frygt for, at vestlige demokratier accepterer eller ligefrem selv overtager autoritære regimers spilleregler.
Hvis man er enig og køber forfatterens præmisser, vil man sikkert give bogen topkarakter. Jeg har haft lyst til at dumpe den, fordi jeg blev decideret sur flere gange under læsningen. Men jeg lærte også noget af den. Den gode professor skulle have adskilt skidt fra kanel. Noget af bogen er fagligt baseret gennemgang og analyse. Andet er synsninger, som han skulle have gemt til et læserbrev.
Kommentare