”Jeg ville ikke have, at han skulle forlade mig, men jeg var nødt til at lade ham gøre det, han ville. Gud elsker dem, som dør unge og han var klar til at dø.”
Ordene er Doris Temples, og de falder prompte. Over den seneste uge har Doris og Jens Geilstrup, som er biografiens hovedperson, spenderet hvert et øjeblik sammen på den skotske ø, Isle of Arran.
Refleksionen over deres intense kærlighedsaffære tvinger ordene frem. Doris fornemmer, at hun ikke kommer til at se Jens Gielstrup igen, da hun lader ham slippe med de profetiske ord.
Jens Geilstrup var 26 år gammel, da han døde. Indtil for få år siden troede man, at han blev skudt ned i luftkamp over den Engelske Kanal under Anden Verdenskrig, men biografien, der ligger så tungt ved siden af mig nu, afslører både den reelle dødsårsag og en række andre interessante perspektiver på hans liv. Hvis ikke Geilstrup var blevet skudt ned, kunne dansk litteraturhistorie se meget anderledes ud, og dén historie kaster biografien læseren hovedkulds ud i.
Gud elsker dem, der dør unge
”Man skal dø ung” er et vellykket forsøg på at gribe og præsentere en ung mands skæbne, der starter som en håbefuld forfatter, og som følge af krigens tunge åg ender i Royal Air Force som enhver drengs største ønske, Spitfire-pilot. Over 267 letlæste og spændende sider redegør forfatteren Martin Sundstrøm for et liv, der var alt for ungt, da det gik bort, og som havde så meget potentiale.
Historien om Jens Gielstrup er skildringen af en persons liv midt i hans livs opbrud. Gielstrup starter sit forfatterskab som 21-årig med den anmelderroste debutroman ”Kys til højre og venstre”. Romanen er skrevet under sin uddannelse ved formiddagsbladet B.T., men den håbefulde journalist får senere en stilling ved Politiken, hvor han føler sig langt mere til rette og får plads til at drømme store drømme.
Drømmene fører Gielstrup til London, da Anden Verdenskrig sætter ild til det europæiske kontinent. Nyhedsstrømmen fra det hårdt pressede Storbritannien er nærmest uendelig, hvorfor Gielstrup udpeges som krigskorrespondent i storbyen, måneder inden Danmark besættes af Nazityskland. Her står han på dørtrinnet mellem ungdom og voksenliv, væk fra sine nærmeste og væk fra sin forlovede, der stadig huserer i hans by København og i hans sind. Af omveje ender han i det britiske luftvåben, hvor han efter års uddannelser ender sine dage i det kolde vand i den Engelske Kanal, og resten er som sagt historie.
”Her er London. London kalder Danmark. Britiske myndigheder ønsker igennem BBC at sende denne særlige hilsen til danske lyttere i dag. Tyskland har for anden gang brutalt overfaldet Danmark.”
Et anbefalelsesværdigt bidrag til litteraturen om danske krigshelte
Biografien henvender sig til et særligt publikum. Det er et velgjort bidrag til den danske krigshistorie under den evigt uhyrlige Anden Verdenskrig. Om livet og døden af en person, der meget vel kunne have blevet den største danske forfatter i sin tid. Der er i særdeleshed lagt vægt på Jens Geilstrups forfatterskab, hvilket er rimeligt og forståeligt, da ordene spiller en så stor rolle i Gielstrups liv. Ord, der skulle vise sig at blive hans undergang.
Der er tale om en fascinerende historie, der drager én som læser imod Jens Gielstrups som forfatter. Der er mange referencer til Gielstrups værker i bogens hovedtekst. Det er i udgangspunkt fint, men hvis man som mig ikke har den store kendskab til skønlitteratur, føles de litterære perler forspildte.
Jeg vil dog ikke være tekststykkerne foruden, da uddragene giver et beskrivende smukt indblik i denne unge skæbne. Uddragene udgør på sin vis et gyldent glimt af krigen, som man ikke har læst om før nu i skyggen af en ung, dansk RAF-pilots skæbne.
Det er forbløffende, hvordan Sundstrøm formår at fange krigens uhyrlige væsen i én og samme skildring. Forfatteren formår fuldstændigt at fange den underlige følelse, som vi alle kan sidde med fra tid til anden: At selvom vi er fanget midt i orkanen, som Gielstrup var i 1940’ernes London, føler man føle sig alene og isoleret, og det gør netop Gielstrup.
Forfatteren Martin Sundstrøm har en strømmende og let skrivestil. Jeg tør ikke sammenligne forfatteren med vidunderdrengen Gielstrup selv, men Sundstrøm er ikke uden evner, og man længes efter mere.
”Der er helt stille i lejligheden. Elise sidder med Jens’ optegnelser. Når sorgen er værst, trøster det hende at læse de tanker, han har nedfældet på papir, igen. Sådan har hun ofte siddet, i årene efter at hun mistede sin søn.”
Synopsis:
Man skal dø ung er historien om den lovende unge forfatter og journalist Jens Gielstrup, der havde to drømme i sit liv – først at blive forfatter og siden at forsvare Danmarks ære under 2. verdenskrig. Som 21-årig udgives hans første roman, Kys til højre og venstre, der hyldes af kritikerne og gør ham til en af sin generations største talenter. Succesen fører til ansættelse på Politiken, hvor endnu en roman skrives i et rasende tempo, før han bliver korrespondent i London.
Men da Danmark besættes, strander han i den engelske hovedstad afskåret fra sin familie og elskede forlovede. Snart er han fanget i natlig bomberegn, da tyskerne indleder Blitzen over London i forsøget på at presse englænderne til overgivelse. Splittet mellem det trygge liv som forfatter og de unge mænds pligt i et krigshærget Europa, hvor nazismen virker ustoppelig, må han træffe et valg.
Mødet med den norske digter Nordahl Grieg inspirerer for alvor Gielstrup til kamp – først i hemmelig engelsk tjeneste som stemme og forfatter til propagandaradio sendt fra England under dække af at komme fra
