Krigsklichéer på fremmarch
ROMAN: Jakob er officer i Livgarden, kan godt lide sex, at slås og at være soldat. Han er med egne ord en hær. En hær, der får folk at dø omkring ham i et tempo, der ville gøre kriminalinspektør Barnaby misundelig.
Det begynder på dansegulvet på diskoteket. Selvfølgelig går de hjem sammen. Selvfølgelig siger hun: ”Jeg kan ikke.” Og selvfølgelig mødes de igen, hvor hun godt kan, og selvfølgelig tager han det pænt, da hans nye 21-årige kæreste fortæller om sin søn på fire. Selvfølgelig flytter de snart sammen, og selvfølgelig er hans forældre vilde med hende og sønnen. Selvfølgelig bryder hun sig ikke om, at han er soldat, men lige så selvfølgelig accepterer hun det og forsvarer ham, når andre ikke gør.
”Jeg er en hær” er Lars Husums anden roman og handler om Jakob og hans tro ven Jesper, der begge er officerer. I Livgarden, naturligvis. Sproget er stramt. Der er ikke en masse overflødige beskrivelser og tillægsord. Sproget er bogens stærkeste kort. Lars Husum har ikke selv været soldat, men har, jf. bogens pressemateriale, fået flere soldater til at læse den igennem for at korrigere eventuelt urealistiske beskrivelser eller forkerte termer. Enkelte småting er sluppet igennem, men alt i alt er fagsproget i orden, og forfatteren virker til at have en god indsigt i den verden, han beskriver. Point for det. Så langt, så godt.
To kammerater i krig
Temaet er set før. Det gør ikke noget. To barndomsvenner, der aftjener værnepligt sammen, ryger på sergentskole i Sønderborg, Hærens Officersskole, til Bosnien, på VUT-I (uddannelse til kaptajn, red.) og til Afghanistan sammen.
Den ene stifter familie; den anden er den evige ungkarl, der er fadder til vennens børn og fast del af familiehyggen om søndagen. Indtil han, Jakob, møder Lone på et diskotek, og lykken (næsten) er gjort.
Sex og død
Jakob er glad for sex, hvilket ikke er unaturligt for en 27-årig mand. Det er også fint nok, at læseren får kendskab til denne del af hovedpersonen, men på et tidspunkt har man fattet pointen. At han ofte har sex med kæresten. At han godt kan lide det. At han under missionen i Bosnien ser ’sygt meget porno’.
Når hovedpersonen ikke tænker på eller har sex, er død og vold hyppige elementer i bogen. Tillad mig at opremse – uden at røbe for mange detaljer:
• En fra Jakob og Jespers enhed dræbt under den missionsforberedende uddannelse før Bosnien.
• En af deres kammerater dør under en fritidsaktivitet i Bosnien.
• Endnu en fra deres enhed bliver skudt, mens Jakob og Jesper ser på.
• I samme nu er deres respektive kærester involveret i en alvorlig trafikulykke med flere døde.
• Jakob besøger kæresten på hospitalet, da to fly flyver ind World Trade Center. En ny tid indvarsles.
• Jakob og hans makker ser tre børn blive hhv. dræbt og såret i Afghanistan.
• Jakob og hans makker er i basaren i Gereshk; det samme er en selvmordsbomber. Det ender galt.
Oven på sidstnævnte episode taler Jakob for første gang med en af forsvarets udsendte psykologer. Det er selvfølgelig Lones mor, som han aldrig har mødt før, da Lone ikke har kontakt til sine forældre …
Og – nå ja – vi slutter med en hjemlig terroraktion op til jul. Der er mange døde. Jakob, Lone og sønnen slipper med skrækken og fejrer højtiden normalt.
Et par stjerner for indsatsen
Er der noget underligt i, at folk dør i en bog om krig? Nej. Gør det noget? Nej. Men døden skal have en virkning i bogen. Som læser blev jeg mest ramt af det meningsløse tab i Oksbøl, der er bogens første dødsfald. Man fornemmer her en afstumpethed hos hovedpersonen, der ikke rigtigt lader sig mærke med det. Til trods for at det, igen; naturligvis, er Jesper og ham, der går hen til den overkørte sovepose og ser den dræbte.
Men for hver side, for hver døde eller sårede, betyder det mindre. Ikke som en effekt, der skaber forståelse for hovedpersonens følelsesliv (manglende empati), men som en ligegyldighed over for en fortælling, der fortaber sig i sin egen tematik. Det handler om krig. Ergo må folk dø, synes ræsonnementet at lyde.
Bogen får to stjerner, fordi forfatteren har gjort noget for at tale ’forsvarsk’, så det lyder troværdigt, og fordi han mestrer sproget på højt niveau. Romanen er også interessant, fordi den leger med sin genre og f.eks. indsætter sms- og e-mail-tekster, billeder, ’Min sidste vilje’ og lydord. Men den kommer ikke højere. Der dør alt for mange alt for ofte, uden at det formår at gribe læseren, og personerne er alt for stereotype.
Kommentare