Boganmeldelse : Hitlers første Verdenskrig

 

Thomas Weber har gjort en pragteksemplar af en historisk biografi. Bemærk dog ordet ”historisk”, for det skal vi komme tilbage til.

Emnet for biografen er Adolf Hitlers unge år, hvilket Weber har beskrevet over 433 tætskrevne sider. Fortællingen, som jeg hermed bevæger mig ud i at gengive, tager sit udgangspunkt i Første Verdenskrigs udbrud i sommeren 1914. Et tidspunkt, hvor Hitler blot var en ung, ukendt postkortmaler, der var flygtet til Bayern for at undgå den østrigske værnepligt.

Fra den totalt anonyme tilværelse i München ved krigens begyndelse, udfolder biografien sig for alvor med kampene omkring Somme og ender med et kapitel om Det Tredje Riges skæbnesvangre fald i år 1945.

Der er derfor lagt i kakkelovnen til en fængende beskrivelse om Adolf Hitlers udvikling fra en gemen soldater til en grusom diktator, der skulle sætte Europa i flammer. Jeg tog fejl, og nu skal jeg forklare dig hvorfor.

De Vises Sten er fundet
Fra første sætning viser forfatteren, Thomas Weber, at han ønsker at gøre op med de myter, der stadig hersker om Adolf Hitlers rolle i Den første Verdenskrig.

hitlers_forste_verdenskrigBogen bærer præg af at være velafgrænset og velopbygget, og Weber går direkte til sagens kerne. Som læser forstår man med det samme biografiens ærinde, som er at beskrive den rigtige udvikling, som Hitler går igennem under krigen. Af samme årsag er det også meget rammende, at Adolf Hitler igennem hele biografien beskrives som en normal soldat, der på ingen måde viser særlige lederegenskaber, modighed eller vilje. Snarere tværtimod.

”Efterhånden hørte Hitlers kammerater, at begge parter havde gjort omfattende brug af giftgas ved Somme med det resultat, at soldater, heste og rotter var blevet aflivet i flæng. Synet af mænd i gasmasker fik pakæsler til at gå i panik og bisse. I september alene led tyskerne et tab på 135.000 ved Somme.”

Weber inddrager et væld af andre værker i sine fortællinger om Adolf Hitler. Værker, der rummer fortællinger om Hitler som alt fra en dårligere end gennemsnitlig skyttegravskriger til postkortmaler. Alt i alt gør Weber effektivt og bravt op med myterne om en af verdenshistoriens blodigste diktator med beskrivelsen af den anonyme, tilfældige og lettere kujonagtige soldat, der kun af rene tilfældigheder overlevede flere kampe med de allierede styrker.

… men for hvem?
Biografien er et eksemplarisk værk inden for sin genre, og det skal den hyldes for. Thomas Weber er gået igennem ild og vand for at skrive sin beretning, ligesom han har udfordret de forfattere, der ellers regnes for fyrtårne inden for forskningen. Biografien bliver derved en hyldest til Webers imponerende arbejde.

Det faktum er dog ikke nok til at skjule, at værkets primære formål er at bidrage til den historiske – ikke litterære – fortælling om Hitler. Eksemplerne i bogen er rige og uddybende, men skrevet i et alt for akademisk og uengageret sprog. Resultatet bliver, at alle andre end historikere og hardcore-hobbylæsere tabes på gulvet.

Alt for ofte fandt jeg mig selv falde i staver, imedens jeg bladrede ivrigt i bogen, når beskrivelserne blev for detaljerede. Selv simple ting om, hvor Hitlers regiment blev indkvarteret, kunne strække sig over flere sider.

Weber bringer mange spændende passagerer om Adolf Hitlers unge år, der byder op til fordybelse. Imellem disse litterære oaser befinder der sig ørkener af ligegyldige historier om dette og hint. Over flere sider redegøres der tørt og uengageret for, hvorvidt voldtægter blev brugt som et våben i krigen eller ej (hvilket ellers i sig selv er et hamrende spændende emne), eller hvilken grad religion spillede en rolle i krigen (ditto et emne, der indbyder til debat).

Tre fuldt fortjente stjerner
Alt i alt er værket en beretning, der byder på en uhørt detaljerigdom. Det er et ekstremt relevant værk for den videre forskning inden for Hitlers ungdom og grundlæggelsen af hans højreradikale politiske væsen, men man bør som læser ikke kaste sig ud i det, før man ved, hvad man går ind til.

Jeg kan derfor kun give Thomas Webers bog om Hitlers Første Verdenskrig tre stjerner, som dog er fuldt fortjente og afspejler hundrede af søvnløse nætter, der må være lagt i værket.

  • Antal sider: 495
  • Sprog: Dansk
  • Udgivet: 2012
  • Forlag: Informations Forlag
  • Forfatter: Thomas Weber
  • ISBN : 978-87-7514-357-3

Læs uddrag fra bogen her:
http://issuu.com/informations_forlag/docs/hitlersl_se/1?e=3680477/2699944

Kommentare

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *