Boganmeldelse : De Faldne

Sådan levede de. Sådan døde de
Danmark har mistet 39 soldater i Afghanistan. Bag hvert tab er et menneske og en historie. For hvert tab er der pårørende og kammerater tilbage. Bogen ”De faldne” skildrer de første 31 dræbte. Det er ikke kun historien om død og sorg, men også om mennesker, der har truffet et valg.

Da Berlingske Tidende i foråret 2009 indledte en portrætserie om de soldater, der er faldet i Afghanistan, modtog avisen et brev: ”Soldater skal ikke gøres til mennesker af kød og blod. De er anonyme. Demokratiets redskaber, som tages i brug, når alle andre muligheder er udtømte. Jeg er imod, at I giver dem et navn.”

Avisen fortsatte med ikke blot at give de faldne et navn, men også et ansigt og fortælle deres historie. Disse er nu samlet i bogen ”De faldne”. Portrætterne er redigeret og tilpasset bogen og ikke blot en fuldstændig gentagelse af dem, der har været bragt i avisen.

Bogen indeholder portrætter af 31 soldater, der er faldet i Afghanistan. Af disse er de tre, efter familiernes ønske, kun kortfattede. De 28 øvrige indeholder historien om den enkelte soldat, af hans familie og venner.

Det svære emne er behandlet med respekt. Bogen er velskrevet og vel redigeret. Den forfalder ikke til floskler og klichéagtige beskrivelser. I stedet benytter den en filmisk skildring, når vi som læsere er med, hvor det går galt – og når tre mænd i uniform banker på døren et sted i Danmark.

Krigen som et valg
Bogen ønsker at fortælle historien om de soldater, der drog ud og faldt. Den ærer de dræbte, men den ikke står ikke blot som et mindesmærke over dem. Den ønsker at fortælle, hvad der drev dem. Hvorfor tog de ud? Hvad søgte de? Spænding? Kammeratskab? Muligheden for at gøre en forskel?

I de fleste tilfælde er svaret en blanding. Ét går dog igen ved samtlige; de vidste, at det kunne få konsekvenser. De troede næppe, at det ville ske for dem, men de kendte prisen. De havde taget valget. De ville af sted.

”Kunne vi have gjort noget anderledes?” Det åbne spørgsmål, som flere af de efterladte rammes af, er imidlertid, om de kunne have gjort noget anderledes.

Som faderen til Jesper Gilbert Pedersen, der føler, at hans eget engagement i hjemmeværnet har præget sønnerne.

Som søsteren til Rune Westy Zacharias Nielsen, der tænker, at hvis hun havde presset ham lidt mere, havde han måske meldt fra.

Som tvillingebroderen til Andreas Søgaard Brohus, der nu selv er på vej af sted. For, som han siger, at vise, at ”I fik måske den ene tvilling, men I får ikke den anden.”

31 individuelle fortællinger
”De faldne” er ikke 31 x samme historie med forskellige navne. Hver enkelt soldats historie bliver fortalt på sin egen måde. Samtidig er bogen bygget op, så den tager højde for, at læseren bliver klogere undervejs. De samme ting, som bliver forklaret i de første portrætter, bliver ikke gentaget i bogens sidste del.

Det hører sig til at nævne, at hver enkelt familie har haft mulighed for at sige fra og trække sig ud undervejs. Journalisterne har samarbejdet med de respektive kontaktofficerer ved regimenterne, og bogen er blevet til i samarbejde med familierne.

Det er også vores krig
”De faldne” kan læses hurtigt, men historierne bliver tilbage. Bogen er ikke en blankpoleret hyldest til krigen. Den er et ærefuldt minde om dem, der faldt – og en påmindelse om alle dem, der er tilbage og lever med savnet.

De pårørende har ikke, på samme måde som soldaterne, kunnet vælge krigen til eller fra. Men de har måttet forholde sig til den. Som faderen til Martin Abildgaard udtrykker det:

Ligesom han påtog sig en forpligtelse, har vi også en. Vi må alle bære konsekvenserne af vores egne og vores nærmestes valg. Vi skal være der, når soldaterne bliver æret eller diskuteret. Ellers respekterer vi ikke Martin og hans valg. Og det gør vi. Martins død forpligter også os.

Bogen er hård læsning. Sjældent har jeg været så bevæget over en bog. Sjældent har jeg uden forbehold kunnet give en bog min anbefaling.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *