Nogle steder er næsten skabt til en krimi. Dødemandsbugten er sådan et sted. Ud over navnet gør beliggenheden på den nordøstlige del af Grønland bugten til et sted, hvor få mennesker bor, og som endnu færre besøger. Ud over, naturligvis, Siriuspatruljen og Thomas Rathsacks romanfigur Michael Plessner.
Det handler om naturressourcer, narko, magt og penge. Om korruption og venskab – og om at ville kende sandheden. Det vil Michael Plessner, der i Thomas Rathsacks tredje roman er flyttet til Nuuk, mens han er på ufrivillig orlov fra tjenesten ved Jægerkorpset.
I Nuuk fordriver han tiden med at sprænge granit i et stenbrud og kortlægge normalbilledet af byens narkohandel. Han holder sig primært for sig selv, men sådan bliver det selvfølgelig ikke ved med at gå.
En Siriuspatrulje meldes savnet, og det viser sig, at den ene er Michael Plessners nære ven. Da Plessner, eller Pless, som han kaldes, ikke synes, at man gør nok for at finde patruljen, tager han selv fat. Sammen med en kvindelig grønlandsk geolog søger han til den nordøstlige del af Grønland, hvor der ud over isbjørne og Siriuspatruljen ikke er meget levende.
Romanen handler om politik, narko og korruption i en uheldig cocktail. Men den handler også om venskab og om at søge retfærdighed. Også når autoriteterne ikke gør det.
En god roman skal underholde og gerne gøre én klogere, siger Thomas Rathsack i det medfølgende pressemateriale. Dødemandsbugten underholder, og den giver også et indblik i dele af livet i Grønland. Beskrivelserne er meget realistiske, og for den Nuuk-kendte kan man let følge med rundt i byen. Efter selv for nylig at have besøgt både Nuuk og Nordøstgrønland genfremkalder Rathsacks bog mange billeder – selvsagt bortset fra dramatikken.
For læsere, der blev fan af Michael Plessner i Shadow Army, er der ingen grund til at frygte, at begejstringen vil dale. Selv om terrorister er skiftet ud med korrupte magthavere, og Helmands ørken med fygende sne, gør det ikke historien mindre spændende. Plottet har måske fået et tvist og blevet lidt mere James Bond. Men det ændrer ikke på, at det er velskrevet underholdning i højt tempo.
Nye læsere kan også sagtens begynde her. Dødemandsbugten forudsætter ikke kendskab til de andre historier, og såvel Plessners baggrund som fagudtryk er indsat i oversigtsform bagest i bogen.
På tredje bog kan man vel godt kalde det en Rathsack Classic. Du er stadig i godt selskab med Michael Plessner.
Kommentare