Året der gik 2021

Kaptajn af reserven, Klaus Kroll
Kaptajn af reserven, Klaus Kroll


Kan i huske Råd & Dåd´s ”undgå brølere” reklamer? De der konsekvente begynderfejl som bliver ved med at komme som følge af uvidenhed og dårligt håndværk?

Uden casting kunne Trine Bramsen havde fået hovedrollen i alle de reklamefilm, endda med garanti for stensikker succes.
Derudover havde jeg, helt gratis, taget rollen som brøleren der i det fjerne hjørne i skiftende sager automatisk gav lyd fra sig, når det hele blev en tand for dumt.

Status på Forsvaret ultimo 2021 er bekymrende.

Ikke bare er Forsvaret en skygge af sig selv, men det der er tilbage, hænger i laser.

Forsvarets efterretningstjeneste bør muligvis underlægges en total omstrukturering og genetableres i rammen af et afpolitiseret forsvar.

Den ene brigade vi har som uambitiøs målsætning at kunne stille med bliver ikke klar, den udsendte fregat Esbern Snare sejler rundt på et tvivlsomt mandat i Guinea bugten, problematiske materiel sager hober sig op og de sidste personelreserver i forsvaret anvendes som vikarbureau for Covid-19 indsatsen. Til gengæld har vi fået en ministeriel sejlende vandtaxa i det sydfynske der kan fragte ministeren rundt til valgmøder.

Tidligere på året brød helvede løs, da den offentlige hemmelighed om medhør på data kablerne breakede. Som modydelse for informationer har man givetvis stillet data til rådighed for vores vigtigste allierede USA, en service skiftende ministre har kendt til.

I et uskønt forløb gik der en pressemeddelse ud fra kommissionen der skal kigge tjenesten efter i sømmene, og de sædvanlige alarmer gik på særligt den røde fløj på Christiansborg.

Hjem røg en række medarbejdere og der gik mere kommission i at få kigget tjenestens arbejde igennem. I samme sag frikendte man så tjenesten og intet skete, andet end forholdet til vores tungeste sikkerhedspartner led skade. Måske opløftet over at være taget ned af krogen fandt chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste anledning til at indkalde en række chefredaktører til en kop kaffe, hvor han kunne berette om de lange fængselsstraffe man kunne risikere ved at publicere fortrolig information. 

På samme måde kan man som almindelig borger så forvente at få et opkald fra politiet der oplyser strafferammen for overlagt manddrab (§237), eller måske §133 hvis politiet nu skulle finde anledning til at tro at fru Jensen ikke kendte til reglerne om opløb. Måske var der lige det helt rimeligt at blive sat fra bestillingen i stedet for at blive hjemsendt for blot at udføre sin funktion.
Men nej, den fungerende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Svend Larsen, bliver siddende som tak for et fremragende stykke efterretningsarbejde i Afghanistan og en panik redning af regeringen der skulle bruge et figenblad til at hente Islamisk stat mødrene til Danmark, så resten af rød blok kunne tilfredsstilles.

Man kan måske i det stille, spørge sig selv om tilliden til analyserne i Forsvarets efterretningstjeneste er bare nogenlunde til stede, efter at have beskrevet situationen i Afghanistan som fryd og gammen, indtil Taleban nærmest stod og bankede på døren til lufthavnen i Kabul?

Kan man stole på en tjeneste hvor det militære tilsnit er hastigt på vej ud og afløst af djøfferi, med en tidligere politidirektør som fungerende chef? Eller skulle vi ikke blot sende resterne af det eksisterende FE ud til Buddinge og gutterne i PET, og derefter bygge en ny tjeneste op fra grunden, renset for politiske særinteresser, men tilsat militær erfaring og viden?

Hærens knytnæve, den højt besungne brigade bliver ikke klar.
Det var alligevel en lidt for tung opgave at få 20-30 kampvogne til at køre og udskifte de nedslidte infanterikampkøretøjer (IKK).

Det var også en alt for stor mundfuld at tilvejebringe ammunition til uddannelsesbrug og få sikret tilstrækkelige personelressourcer så man kunne undgå at personellet skulle sidde i to-tre stillinger samtidig.

Det substantielle løft, også kendt som ”den substantielle kløft” betød en mindre tilførsel af midler i de sidste år af forliget, men en treårig kunne vel have forudset at man ikke kan genopbygge eller blot vedligeholde med varm luft?

Man startede forliget med en besparelse, tilførte lidt midler som pynt og skøjtede lystigt ind over det faktum at opbygning kræver finansiering i god tid forud. På den dystre baggrund er det selvfølgelig meget snedigt, at man kan bruge det resterende personel som vikarbureau, så slider de ikke på det udtjente grej så længe.

Søværnet fik en skarp opgave gennem en anti-pirat mission i Guineabugten, en mission der var tænkt som beskyttelse af danske skibe og danske interesser. En ædel tanke men gennemførelse på et mildest talt uigennemtænkt mandat. For at krydse ind under 12 mil grænsen, kræves en aftale med det land man besøger og lige den del var der ikke helt styr på, igen fristes man til at sige.
Retorikken ved afsejling var at ”man skulle afskrække” hvilket ganske kort efter ankomst betød at der blev nedlagt 5 pirater og taget 4 til fange. De fire levende pirater skulle en tværministeriel task force så kigge på hvad man skulle gøre ved, et politisk udtryk for at have sovet i timen og udskyde problemerne til senere. 

Status er at de tre stadig sidder og fletter julehjerter i buret på Esbern Snare og mon ikke et af de overfyldte danske fængsler får fornøjelsen af tre-fire nye indsatte når man ender med at tage piraterne hele vejen fra Vestafrika til Danmark fordi konventioner og manglende forberedelse forhindrer at man lader dem blive overdraget til lokale myndigheder. De fire nigerianere får dermed en betalt rejse nordpå og slipper for de almindelige risici der normalt er ved migrant ruten op gennem Sahara og ind over Middelhavet.

Den er regnet godt ud, derinde blandt embedsmændene i de blankpolerede laksko på Holmens Kanal, eller er den snedige plan udtænkt på en Hjemmeværnskutter lidt uden for Svendborg på vej til campingvognen Røde mor? Uanset geografi er det dybt beskæmmende at vi igen – igen efterlader vores udsendte med en ubetalt regning for dårlig forberedelse. 

Men er der ikke noget lille lys i det uendelige mørke, et lille håb der kan anspore til optimisme? Jeg har ledt med lys og lygte og svaret er i skrivende stund: nej!
Mens vi hælder Corona-milliarder i test, vacciner, nedlukninger, aflivninger af erhverv og kompensationer, så er vi ikke indstillet på at øge forsvarsbudgettet nævneværdigt. End ikke spændingerne på den polske grænse til Hviderusland, den ret akutte risiko for åben krig i Ukraine eller spændinger i Arktis kan få ret mange politikere til at ville øge forsvarsrammen.

Som Forsvaret er skruet sammen lige nu, måske endda godt det samme.

Flere midler til Forsvaret i den aktuelle indretning er en rigtig skidt ide, da man har bygget Forsvaret op som civile styrelser, hvor akademikerne huserer som chefer og direktører i en myriade af bureaukrati. Inden tilførsel af flere midler og en væsentlig opgradering af det nødlidende forsvar er en helt ny struktur nødvendig, eller rettere en gennemprøvet model som den vi havde før djøf-vældet, med en forsvarschef bærende på et helhedsansvar. 

Afliv begrebet koncern og kald det forsvar, fjern direktør betegnelser og benævn dem ved grad eller funktion.

Lad Forsvaret stå i sin egen søjle med en uniformeret chef, og lad embedsværket slås med politikerne om hvor politiserede de skal være derovre i ministerierne. 

Vi skal efter en tilbagevenden til helheds ansvaret kigge i krystalkuglen og finde ambitionen om et robust forsvar frem og kigge ind i en divisionsstørrelse snarere end brigade, kigge ind i mere transportkapacitet og kampfly kapacitet i Flyvevåbnet og lade de militærfaglige råd afgøre hvilke type kapaciteter der skal styrke Søværnet.

Vi skal etablere et solidt beredskab der både kan tage hånd om krigslignende situationer men samtidig være en støtte i nationale kriser, hvor akutpladser i sundhedsvæsenet givetvis kunne have været håndteret af et stærkere nationalt beredskab. 

Mens Rusland rasler med sablen, Kina udfordrer USA i Taiwan og Mellemøsten næppe bliver fredens epicenter de næste mange år, sidder skiftende danske regeringer på hænderne og håber på det bedste.

Hvis ikke det var så trist, var det næsten underholdende at se landets forsvarsminister sidde i Ukraine og sværge troskab og tale med store bogstaver, samtidig med at Danmark end ikke kan stille med en fungerende brigade… hvis ballonen går op. 

Hvad skal vi bidrage med?

Trine Bramsen, djøffer med en Dell under armen, skrivebordskrigere med Mont Blanc kuglepenne eller politikere hvis livserfaring tæller de motiver de får af deres utallige selfies?

Inden vores IKK´ere er rullet ned af togvognen er køretimerne opbrugt. Så skal vi kaste med sten, for ammunition har vi heller ikke lige ved hånden. 

Det kommende forsvarsforlig bliver på mange måder ekstremt afgørende for den kapacitet og evne vi har til at passe på os selv, de næste år og årtier. Min bekymring er at vi igen næste år kan skrive en kopi af ovenstående og se den ene politiker efter den anden, virke overrasket over den aktuelle situation. 

Lad os, uanset politisk standpunkt, skubbe på for en bedre national sikkerhed og prik ved enhver given mulighed til din lokale politiker så vi får sat Forsvaret på dagsordenen.

 

Godt nytår.

 

Af Klaus Kroll
Forfatter, officer af reserven.

 

 

Dette er et indsendt indlæg, og er et udtryk for skribentens holdning.

 

 

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

  1. Du har da helt glemt de værnepligtige der blev sendt ud for at aflive mink :-( og som ministeren ikke kunne gøre rede for, hvorfor hun benægtede at de havde deltaget 🥱🥱🥱

  2. Desværre meget enig. Det danske samfund og militær vil ikke kunne forsvare Danmark endsige Stevns. Vælgerne må gøre op med sig selv, via de partier de stemmer på, om Danmark skal have et forsvar eller om de ønsker vi benytter den mulighed Mogens Glistrup nævnte, at sætte en telefonsvare til at sige vi overgiver os. Vi er ganske tæt på i handling at sige det sidste.

  3. Helt generelt så deler jeg dine anskuelser og konklusion.

    I 2021, der forsøgte jeg at overbevise en række partier, om at en borgerkrig, i Vesteuropa, ikke mere er urealistisk. Jeg anbefalede dem at værnepligtsantallet og antallet af garnisonsbyer, skulle styrkes markant. Jeg skrev til Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Det Konservative Folkeparti og Venstre.

    Jeg anbefaler alle jer andre, at i skriver til folketingets forsvarsudvalg. Og endnu bedre afholder en demonstration foran Christiansborg. Til fordel for et styrket og afpolitiseret dansk forsvar.

    Demonstrationer virker.