Bo Lidegaard er en begavet skribent, som samtidig også formår at formidle. Den lille bog ”Danmark i krig” beskæftiger sig med Danmarks nyere krigsdeltagelse, fra 1. Golfkrig i 1990-1991 til Libyen i 2011.
I bogen ”Danmark i krig” ønsker forfatteren Bo Lidegaard at undersøge, hvordan Danmark på 20 år, fra 1. Golfkrig til Libyen, er gået til at være en nation, hvor deltagelse i krigsindsatser er en del af normalbilledet. Hvad ligger til grund, og hvad har det betydet? I 1. Golfkrig er der politisk stor uenighed, mens beslutningen om at deltage med et F16-bidrag i Libyen blev truffet enstemmigt og på få timer.
Forfatteren er historiker, tidligere chefredaktør og mangeårig embedsmand. Den faglige ballast kommer derfor såvel både fra bøger og erfaring. Det giver en indsigt, som gør Bo Lidegaard endnu mere interessant. At han så også er velskrivende og en dygtig formidler, betyder, at oplevelsen kun er bedre.
For den unge læser på Krigeren.dk må 1. Golfkrig synes særdeles langt væk, men korvetten Olfert Fischer markerede indvarslingen af en ny æra i dansk sikkerhedspolitik. Som Lidegaard skriver:
”Selv med klare rammer var udsendelsen af en dansk korvet til deltagelse i en angrebskrig i fjerne lande en svær beslutning i et land, der i 125 år ikke havde deltaget i skarpe krigsindsatser.”
Lidegaard citerer daværende udenrigsminister Uffe Ellemand-Jensen for et ønske om at ”udnytte de muligheder, som historien giver os.” Med 1. Golfkrig fik Danmark en mulighed for at kaste 1864, besættelsen og fodnotepolitikkens lidet flatterende åg af sig og rejse sig og vise sig som en allieret af USA, ikke blot i ordet, men også i handling.
Bo Lidegaard ser Operation Bøllebank i Bosnien i 1994 som afgørende for en ny dansk selvforståelse i sikkerhedspolitikken:
”Slaget blev et vendepunkt i synet på Forsvaret, som fra 1994 blev ombølget af en respekt, det ikke havde nydt siden 1864. Det virkede, som om den kollektive skam efter den forsmædelige besættelse den 9. april 1940 omsider blev kastet væk, og Danmark igen kunne være sig selv bekendt, også i uniform.”
Bogen ”Danmark i krig” er ikke en lang redegørelse af Danmarks krigsindsatser og udenrigs- og sikkerhedspolitiske dispositioner de sidste tyve år, men det er et kondenseret resumé tilsat refleksion. Det er heller ikke en akademisk lærebog, men mere et underbygget indspark i debatten om dansk krigsdeltagelse. Man behøver ikke at være enig med forfatteren i alle konklusioner for at få udbytte af bogen.
For den, der har fulgt dansk forsvar i mange år, er der ikke nødvendigvis meget nyt, men det er en god måde hurtigt at få repeteret 20 års militære indsatser og sat dem i relation af hinanden. For de hænger sammen, selv om de fleste af os – helt menneskeligt – har en tendens til at fokusere på ”vores definerende krigsindsats”.
For denne anmeldelses forfatter er det ISAF. For nogle af mine kolleger er det Irak eller (en af) krigene på Balkan, mens det blandt De Blå Baretters medlemmer for flere er Cypern.
Når jeg i mit job taler med yngre kadetter på Forsvarets officersskoler, bliver jeg gang på gang overrasket over at erkende, at missionsforkortelsen ”ISAF” skal forklares, og at baggrunden for Danmarks deltagelse i Afghanistan ikke står superskarpt. På samme vis må jeg erkende, at jeg selvom jeg fik stemmeret, mens krigene på Balkan rasede, er det i bøger, på rejser og i samtaler med kolleger, der var der, at jeg danner mit billede af den konflikt.
Derfor er det sundt, når en kompetent forfatter laver en tidslinje og sætter indsatserne i perspektiv.
Bogen kan læses på en aften, og selv om du måtte vide det meste i forvejen, kan det jo være, at den alligevel får dig til at reflektere over noget, du ikke havde tænkt på før.
Kommentare