hellman

ROMAN: Thor er 20 år, bor sammen med sin mor i provinsen og går indimellem i seng med Marie. Fordi. Han ved ikke, hvad fremtiden bringer, eller hvad han håber på. Militæret viser vejen og en billet til FOB Sandford i Helmand, Afghanistan.

 Af Jeanette Serritzlev

“This is Hell, man,“ siger en britisk soldat, der modtager det ny hold danske soldater, der lander i august 2008. Hermed er titlen givet, da Thor lander i Camp Bastion natten til sin 21-års fødselsdag. Han leder efter mening med det hele – eller bare noget at give sig til.

Vi er i gang med romanen ”Hell man”; en roman fra 2012 om en dansk soldat i Afghanistan. Forfatteren Sanne Søndergaard er, så vidt hendes hjemmeside vidner om, primært komiker og har leveret feltunderholdning for de danske styrker i Afghanistan. Det ser ud til at være hendes nærmeste tilknytning med forsvaret, og hvis det er tilfældet, vil jeg lade baretten falde dybt i ørkenstøvet og sige; det er på mange måder godt gået. Der er fejl, men det er der i alle bøger, og fejlene er bemærkelsesværdigt færre, end de plejer.

Så langt; så godt.

Realistisk virkelighed – eller virkelig virkelighed?
Jeg må tage mig selv i at jagte fejlene og sætte noter i siderne, fordi hendes placering af nærmeste toilet ved Kuffen i Bastion ikke passer. Men det er jo fuldstændigt ligegyldigt. Eller er det? Hvor det nok er det, når vi taler om toiletternes placering, er det noget ganske andet, når vi taler om dræbte soldater.

Annonce

Det hold, bogen følger, er genkendeligt på hold 6. Det siges ikke, men de lander i august 2008. I sidste halvdel af missionen, efter leave, går det helt galt, og ved en IED-påkørsel bliver tre dræbt, som det også skete for hold 6.

Noget af hændelsen passer; nogle detaljer. Mange gør ikke. Det siger jeg ikke, at de skal. Men det rejser et dilemma; hvor meget kan man bruge ‘den virkelige virkelighed’ – uden at det samtidig binder? Eller kan man bruge det, man vil – og lade resten ligge?

Hændelsen i bogen sker 41 dage før hjemkomst den 1. februar 2009. 19. december 2008 kører en PMV på en IED. I den virkelige verden. Det koster tre soldater livet, mens en fjerde bliver såret.

En sproglig detalje
En anden detalje er, også i denne bog, at det åbenbart er at finde ud af, hvad de taler i Afghanistan, og særligt i Helmand:

“As sam aleikum,” prøver jeg. Goddag på afghansk. De siger ikke noget. Jeg formoder, at de taler afghansk, de bor i byen. Men længere ude i ørkenen kan du efter sigende støde på stammefolk, der kun taler pashtu eller urdu eller whatever uggabugga-sprog, de nu er vokset op med.”

Urdu taler de i Pakistan, og pashto, som det hedder på dansk, er ikke “for stammefolk”, men et sprog, der tales af omkring 35 % af Afghanistans befolkning (jf. CIA Factbook); særligt i det sydlige område, hvor de danske soldater er, og i dele af Pakistan. Det store flertal taler dari.

Det er en fjollet fejl.

Grovfilet sprogtalent
Bogen er skrevet i et ungt og råt sprog, og der står … ja, undskyld mig, men Krigerens læsere kan nok tage det: “pik” og “patter” mange gange. Jeg skulle vænne mig til det, men for andre vil det måske gøre læsningen lettere. Det kan nemt blive klichépræget, men det virker til at holde til historiens personer.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at forfatteren kan skrive. Som da hun lader hovedpersonen overveje at bære kisten ved en kammerats begravelse derhjemme:

“Kenneths mor spurgte mig og Ras, om vi ville bære kisten. Hun havde åbenbart svært ved at finde mænd nok i sin egen omgangskreds. Ras kunne ikke finde en grund til at sige nej, jeg havde mange. Så gode venner var vi heller ikke. Desuden var jeg bange for, at jeg ville give slip, ikke ved et uheld, men med vilje. Bare for at se, hvad der ville ske.”

Realisme, der går amok
For alle de gode ting burde bogen få fire ud af fem. Jeg vaklede mellem stjernerne, fordi historien går over gevind og lader det meste af et holds traumer samle sig i én deling og én person. Som det ofte sker, fordi det er nemt i fiktionen.

Jeg overvejede at gå længere ned og gjorde det, fordi jeg sidder med fornemmelsen af, at den lukrerer på virkelige hændelser; virkelig sorg og smerte – men ikke vil stå ved det.

Historien som historie alene afskåret fra virkeligheden virker. Bogen forsøger at beskrive livet i missionen så realistisk som muligt. Det er prisværdigt. Nogle gange bliver historien dog større, hvis der bliver skruet ned for effekterne. Således også antallet et af ‘confirmed kills’.

Vi lander på tre. Bogen er værd at læse, bestemt. Særligt de første 300 sider. Men den falder for den lette løsning; klichéen. Æv.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

OVERBLIK OVER ANMELDELSER
Rating
Jeanette Serritzlev
Kommunikatør, tekstforfatter og journalist med erfaring som informationschef, udsendt presseofficer og ekstern lektor i kommunikation.

EFTERLAD ET SVAR