Så langt som jeg kan huske tilbage, har jeg altid villet være soldat!

Min far havde to fotoalbums, der var fyldt med billeder fra hans tid som professionel soldat ved Danske Livregiment og hans udsendelse til Cypern i slutningen af 60’erne.
Dem pløjede jeg igennem på ugentlig basis.

Vi havde abonnement på ”Basserne”, og jeg tømte antikvariater for krigstegneserier som ”Mini-Big”, ”Battler Britton” og ”Sgt. Flint”. Jeg førte mine hære af myresoldater til storslåede sejre, og udkæmpede drabelige ildkampe mod og med de andre unger, på græsplænerne og i buskadserne omkring den boligblok vores lejlighed lå i.

Da jeg gik i 2.g og fyldte atten meldte jeg mig straks ind i det lokale hjemmeværnskompagni og brugte ni dage af min sommerferie på Grundskolekursus i Auderødlejren. Her lærte jeg at betjene en automatriffel, iføre mig en gasmaske på under ni sekunder og at gebærde mig nogenlunde acceptabelt i en uniform.
Jeg fik min egen M/75’er og 100 skarpe skud til at ligge under sengen derhjemme, og var således klar til at imødegå den røde hær når den satte fod på strandene i Køge Bugt. Godt nok var muren faldet og den kolde krig vundet to år forinden, men man kunne jo aldrig helt vide sig helt sikker.

I 3.g kom brevet som indkaldte mig til session endelig, og det var med hjertet oppe i halsen og svedige håndflader at jeg fik foretræde for sessionskomiteen. Jeg blev erklæret egnet til militærtjeneste og trak nummer 18.754, hvilket var alt for højt til at blive tvangsindkaldt, så jeg meldte mig frivilligt på stedet. Jeg ville så langt væk fra Nordsjælland som muligt, og som tjenestested valgte jeg, det nu hedengangne, Dronningens Livregiment, beliggende på Nørre Uttrup Kaserne, nord for Limfjorden, i Nørresundby. En tur som med regionaltog og Storebæltsfærge tog mere end otte timer i 1992, og jeg spenderede således en stor del af min sparsomme weekend ombord i de Danske Statsbaners forskellige transportmidler.

Jeg havde brugt fire år på at skrabe en studentereksamen til mig, og mit snit på 6,6 var lige nok til at få huen på hovedet. Hvilket sikrede mig det nødvendige grundlag, til at kunne søge ind på officersskole, hvis det skulle blive aktuelt.

Den rette hylde

Annonce

Tiden som rekrut var lige præcis så spændende og hård som jeg havde forestillet mig. Jeg havde det fortrinligt og blev, som forventet, efter tre måneder udtaget til at skulle på sergentskole i Sønderborg. Her blev jeg i løbet af otte måneder uddannet til at varetage ansvaret som fører for en gruppe på 10 mand og materiel for et tocifret millionbeløb. Jeg kom tilbage til Dronningens Livregiment og aftjente de resterende 11 måneder af min værnepligt som sergent ved et pansret infanterikompagni. På dette tidspunkt, frem mod sommeren i 1994, var danske soldater indsat i fredsbevarende operationer på Balkan, hvor borgerkrigen havde raset siden 1991. Vi blev informeret om, at vi, når værnepligten var aftjent, kunne tegne kontrakt med den nys oprettede Danske Internationale Brigade, kaldet DIB’en, hvilket ville sende os et halvt år i international tjeneste på Balkan. Det var lige noget for mig, så jeg skrev under så hurtigt som jeg kunne komme til det, og tre måneder senere satte jeg fødderne i det som blev kaldt Serbisk Krajina. Her havde jeg ansvaret for en gruppe på seks soldater, hvis opgave det var at bemande et checkpoint eller en observationspost og medvirke til, at sikre den fredsaftale som de stridende parter havde indgået. Det var en alvorlig, spændende og udfordrende opgave, som jeg trivedes så godt i, at jeg meldte mig til at tage seks måneder mere. En periode som kun blev endnu mere spændende, og lige inden vi skulle hjem, i august 1995, gik den kroatiske hær til angreb på serberne og indtog hele Krajina. Vi lå jo på frontlinjen, og fik således første parket til nogle oplevelser som præger mange veteraner den dag i dag.

Jeg kom hjem i et stykke og søgte straks optagelse på officersuddannelsen, som jeg påbegyndte i februar 1997. Selvom jeg bestemt ikke var den boglige eller teoretiske type, så var motivationen temmelig meget højere end da jeg gik i gymnasiet. Her kunne jeg se et klart formål med mine anstrengelser. Jeg skulle være premierløjtnant, officer af linien og tjenestemand. Jeg lagde nu grundstenen til en livslang karriere som kunne føre alle vegne inden for militæret. Jeg skulle lede soldater og dygtiggøre mig indenfor et fagområde, som i sin yderste konsekvens ville kunne bringe mig i en position, hvor jeg skulle tage et andet menneskes liv eller miste mit eget.

Jeg blev udnævnt til premierløjtnant i sommeren 2000 og begyndte min karriere som professionel soldat og leder. Jeg ledte og udviklede mennesker, planlagde og gennemførte øvelser og uddannelser. Jeg tog på faldskærmsuddannelse og gennemførte ni ugers benhårdt Patruljekursus hos Jægerkorpset. Alle aktiviteter som gjorde mig til en bedre soldat og leder.

I 2006 blev jeg udsendt igen, og igen til Balkan. Denne gang Kosovo, hvor der var fredeligt og den største fare var forbundet med færden i trafikken. Her fik jeg en italiensk chef, en irlænder og en rumæner som kollegaer, og sammen løste vi opgaven med at planlægge, koordinere og gennemføre alle besøg til chefen for de internationale styrker. Et job som bragte mig rundt i hele Kosovo, og i nærkontakt med et utal af generaler og statsoverhoveder fra de fleste af de 38 nationer, som havde soldater i landet på det tidspunkt. Efter seks måneder kom jeg hjem igen og påbegyndte et års uddannelse på officersskolen, som ledte mig til en udnævnelse til kaptajn i sommeren 2007.

Varm krig

Jeg skulle nu arbejde med planlægning og ledelse på et højere niveau, hvilket førte mig til nye områder af det danske forsvar.
Samtidig var danske soldater blevet indsat i den afghanske Helmand-provins og herhjemme fulgte vi, med en blanding af gru og fascination, det stigende antal dræbte danske soldater og slugte de beretninger der kom hjem derfra. Det var rigtig krig og vi danske soldater klarede os godt. Vi var med i de hårdeste kampe ved siden af englændere og amerikanere, og selv om jeg ikke selv havde været derude, så rankede jeg ryggen lidt mere når jeg havde uniformen på i den tid.

LÆS OGSÅ :  Veteranforslag effektløst uden ny praksis

I 2010 var det så blevet min tur. Efter seks måneders uddannelse i Oksbøllejren, tog jeg den 1. februar afsked med min kone og tre drenge på Høje Tåstrup station, og drog til den navnkundige Armadillo-lejr, den yderst beliggende post i det danske område, omgivet af fjendtligtsindede taliban-krigere. Jeg skulle bestride funktionen som CIMIC-officer, og var således tilknyttet et panserinfanterikompagni, bestående af cirka 150 kampsoldater, hvor jeg havde til opgave at varetage al kontakt med den lokale befolkning i området omkring lejren. Jeg skulle således med ud på alle patruljer og derfor være i stand til at kunne kæmpe og forsvare mig selv og mine kammerater mod en meget aggressiv fjende. Statistisk vidste vi, at fem af vores kolleger ikke ville komme levende med hjem igen og en del ville blive såret. Men vi ville selvfølgelig gøre vores til at modbevise den. Det viste sig dog som en umulig opgave. I løbet af det halve år vi var indsat, som det niende hold danske soldater i Helmand-provinsen, blev fem af vores kammerater dræbt og vi havde flere sårede end de otte foregående hold havde haft tilsammen i løbet af de fire foregående år.

Da jeg den 15. august kunne tage min kone og tre børn i mine arme, var det igen i et stykke. Jeg var blevet skudt på, havde selv skudt og rendt rundt på en jord som var ”giftig” med vejsidebomber. Jeg havde oplevet hvordan flere og flere af mine kammerater faldt fra i løbet af de seks måneder. Nogle blev dræbt, flere blev såret og mange bukkede under for det psykiske pres. Men jeg havde klaret den hele vejen, uden en skramme. Senere skulle det dog vise sig, at selvom jeg havde forladt krigen i Afghanistan, og var taget hjem til Danmark, så havde den bestemt ikke forladt mig.

100 trafikuheld

Efter cirka to måneder med afspadsering og ”re-integration”, som det så fint hedder, startede jeg efter efterårsferien i en ny stilling på Vordingborg Kaserne. Her skulle jeg igen medvirke til planlægning og gennemførelse af uddannelse af soldater og enheder, hvor jeg blandt andet fik et halvt år som kompagnichef for 120 værnepligtige menige, befalingsmænd og officerer. Spændende og vigtigt arbejde, hvor jeg kunne udfolde mine kompetencer og gøre brug af de rå erfaringer, jeg havde erhvervet mig i kamp i Afghanistan. Men der var skår i glæden.

Jeg begyndte at få problemer med at sove. Jeg havde svært ved at koncentrere mig. Jeg fik, det som i fagtermer betegnes som, ”tankemylder”, hvor min hjerne genspillede alle de voldsomme situationer jeg havde oplevet i Afghanistan, i en stor pærevælling. Man kan sammenligne det lidt med, hvis man er udsat for et trafikuheld. Det er en voldsom situation, som hjernen vil bearbejde og man vil tænke igennem mange gange. Jeg havde bare været udsat for 100 trafikuheld på et halvt år. Det gik selvfølgelig både ud over mine præstationer på jobbet, men værre endnu, gik det også ud over min familie. Så som om de ikke havde lidt nok da jeg var udsendt i Afghanistan, nu skulle de også lide under at have mig hjemme igen. Syv måneder efter at jeg var kommet hjem fra Afghanistan, fik jeg et brev fra Veterancenteret med et tilbud om at komme til en opfølgende samtale med en af Forsvaret psykologer. Et tilbud som alle udsendte får. Jeg satte hak i den rigtige rubrik og en måned senere blev jeg kaldt til samtale på Svanemøllens Kaserne.

I venteværelset rendte jeg ind i en af de yngre drenge fra det infanterikompagni som jeg havde været udsendt med. Udover at have ondt i kroppen efter at han var kørt på en vejsidebombe med sin pansrede mandskabsvogn, så havde han det heller ikke for godt med at ”få styr på hovedet”.

Psykologen var smilende, sød og rar, og fortalte mig, at det var en ”visiterende” samtale vi skulle have. Samtalen ville efterfølgende ligge til grund for en faglig vurdering og diskussion blandt et panel af hendes kolleger, med det formål at beslutte om mine psykiske problemer stammede fra min udsendelse til Afghanistan, eller om der var en anden årsag. Med andre ord, om min eventuelle behandling skulle betales af Forsvaret eller mig selv.

Cirka fem minutter inde i samtalen spurgte hun ind til min barndom, og da jeg har spenderet betragteligt flere timer på diverse værtshuse med min alkoholiske far, som jeg i øvrigt boede alene sammen med, end hvad godt er for en lille dreng, så var emnet for resten af den time der var sat af, ligesom fastlagt. Et par uger efter fik jeg så en høflig opringning hvor jeg fik forelagt panelets afgørelse, som ikke overraskende konkluderede, at mine psykiske problemer primært stammede fra svigtene i min barndom, hvorfor Forsvaret ikke kunne bekoste de behandlinger hos en psykolog, som de dog stadig mente jeg havde brug for, men de kunne dog henvise mig til en dygtig civil.

Med udsigten til selv at skulle bekoste X antal psykologbehandlinger og familiens sommerferie lige om hjørnet, tænkte jeg at det skulle jeg nok få styr på selv.

Det gjorde jeg ikke, og efter trekvart år hvor det kun gik ned ad bakke og jeg blev mere og mere utålelig overfor min familie, knækkede filmen endelig. Det var den 2. januar 2012 og jeg havde sat mig ud i min bil for at starte den og køre til Vordingborg efter en tre uger lang juleferie. Jeg satte nøglen i tændingen og kunne ikke starte motoren. Ikke fordi der var noget galt med bilen, men jeg kunne ikke få mig selv til at dreje nøglen rundt. Så efter at have siddet og tudet bag rattet en times tid, gik jeg ind i huset igen, ringede til personelkontoret og meldte mig syg.
Her gik jeg så i en tre ugers tid og kukkelurede inden jeg endelig fik taget mig sammen til at ringe til Veterancenteret og bede om hjælp. De kvitterede med at indkalde mig til en visiterende samtale…igen. Forsvaret havde jeg ingen kontakt med i den tid. De eneste som kontaktede mig på eget initiativ, var kommunen, som jo efter et vis tidsrum med sygdom skal til at betale en del af lønnen, så de var selvfølgelig interesserede i at høre nærmere om, hvorfor de nu skulle til at betale for, at jeg gik og fes husleje af.

LÆS OGSÅ :  Veteranforslag effektløst uden ny praksis

Det var selvsagt med en vis nervøsitet, at jeg gik ind til min anden visiterende samtale, hos Forsvarets psykologer, på mindre end et år. Jeg koncentrerede mig om at fortælle, om så mange af de voldsomme episoder jeg havde været involveret i Afghanistan. Heldigvis var rigeligt af dem til at udfylde den tid der var sat af, og desuden havde jeg det så dårligt, at der ikke var nogen tvivl denne gang – Jeg blev tildelt psykologbehandling på baggrund af de traumatiserende oplevelser jeg havde haft under min udsendelse til Afghanistan.

Da det var på plads tog jeg kontakt til min chef, og vi fik lavet en aftale om, at jeg kunne være delvist sygemeldt, i den forstand at jeg mødte på arbejde mandag – tirsdag, holdt fri onsdag, og så arbejdede igen torsdag – fredag. Han opfordrede mig samtidig til at passe på mig selv og kun påtage mig de opgaver jeg var sikker på at jeg kunne overskue.
Det gik rigtigt fint. Jeg havde en dygtig psykolog som stillede alle de rigtige spørgsmål og fik mig til reflektere over mit liv, og hvordan jeg håndterede de udfordringer jeg var stødt ind i. Stille og roligt blev jeg bygget op igen, mere bevidst om mine egne begrænsninger, min krops signaler og hvordan jeg skal forebygge nogensinde at komme så langt ud igen. Efter en otte-ti sessioner blev vi enige om, at jeg kun skulle komme igen hvis jeg fik behov, og jeg begyndte at arbejde for fuld styrke igen.

Smertelig erkendelse

I starten af 2014 blev jeg så beordret til tjeneste i Haderslev, hvilket er knap så foreneligt med en bopæl og familie i Solrød. Men da jeg ikke lige havde et alternativt karrierevalg på hånden, og min kone i øvrigt havde et bedre betalt job end jeg, begyndte jeg at pendle frem og tilbage. Det første halve år betalte Forsvaret for min transport frem og tilbage, samt et værelse på kasernen, så de praktiske gener var ikke så store. Men da jeg selv skulle til at betale, fandt jeg en madras og overnattede under skrivebordet på kontoret.

Samtidig med skrev jeg ansøgninger til stort set alle de militære stillinger for kaptajner som blev slået op på Sjælland, i håb om at komme tættere på hjemmet. Jeg begyndte også så småt at søge på jobopslag i det civile, uden dog at ane hvilke brancher og job jeg skulle fokusere på.
Tanken om at jeg ikke skulle være soldat mere begyndte at manifestere sig, og da jeg i starten af 2015 blev beordret til et halvt års international tjeneste i Afghanistan, fra august af, gik der ikke længe før den sidste tvivl forsvandt. Jeg kunne godt mærke på mig selv, at jeg ikke var klar til at forlade min familie et halvt år igen. Konsekvenserne af min seneste udsendelse havde været alt for store for os alle sammen. Det ville jeg simpelthen ikke byde hverken dem eller mig selv igen. Jeg fik en god snak med en af Veterancenterets psykologer, og vi blev enige om at jeg ikke skulle udsendes lige foreløbig, så jeg blev erklæret ”Midlertidigt uegnet til international tjeneste”. Heldigvis stod det danske bidrag til missionen over for at skulle nedjusteres, så der var ikke en af mine kolleger som skulle udpeges til at udfylde min plads i stedet.

Så der stod jeg så midt i sommeren 2015. 42 år gammel, officer, kaptajn, professionel soldat, og så alligevel ikke. Familie og bopæl i Solrød, samt en arbejdsplads i Haderslev, som jeg kun ville væk fra og hvor jeg overnattede under et skrivebord. Min drengedrøm var blevet til et mareridt. Men hvad skulle jeg så? En ting var jeg sikker på, jeg skulle ikke være soldat mere og jeg skulle have kontrollen og værdigheden tilbage i mit liv.

Velkommen Hjem

Jeg kastede mig for alvor over at kigge efter job i det civile, dog stadig uden at vide hvordan jeg bedst greb det an. For hvad er 23 års karriere i Forsvaret værd i en civil kontekst? Jeg anede det ikke. Jeg havde et alenlangt CV beskrivende en masse militære stillinger, kurser og uddannelser. Hvilket, set i bagklogskabens ulideligt klare lys, naturligt nok kun udløste negativ respons på de ansøgninger jeg sendte. Og jeg sendte rigtigt mange, på stort set alt hvad der lugtede lidt af generel ledelse. I september bar mine sideløbende anstrengelser på at få et militært job på Sjælland endelig frugt, og jeg fik en stilling som kaptajn og sagsbehandler ved Hjemmeværnskommandoen i Vordingborg. Jeg kunne nu køre hjem til min familie hver dag, og mine anstrengelser på at få et civilt job blev knap så paniske. I stedet for at ”søge væk” fra Forsvaret og Haderslev, kunne jeg nu begynde at ”søge mod” en civil karriere.

Stort set samtidig med at jeg fik min nye stilling i Vordingborg, havde jeg en snak med en tidligere officerskollega, som også var uegnet til udsendelse i internationale operationer, og stod overfor at skulle afskediges fra Forsvaret af samme grund. Han var blevet en del af et pilot-projekt med arbejdstitlen ”Ressourcestærke veteraner – fra krigszone til virksomhed”, som i dag er blevet til foreningen ”Velkommen Hjem” og for længst har langt ”pilot-projekt-statussen” bag sig. Min tidligere kollega var ikke et øjeblik i tvivl om at jeg skulle tage fat i folkene bag, og se om jeg ikke kunne blive en del af det også.

LÆS OGSÅ :  Veteranforslag effektløst uden ny praksis

Som sagt så gjort, og efter et par møder blev jeg inviteret med til et Kick-Off-seminar på Bernstorff Slot nord for København, hvor jeg sammen med ti andre veteraner blev undervist og inspireret over to dage. Her mødte vi både en erhvervspsykolog, dygtige erhvervs- og rekrutteringskonsulenter, ledere fra det civile erhvervsliv (med og uden militær baggrund) og sågar en idrætsterapeut.
Jeg gik derfra med en fantastisk følelse i kroppen og motiveret som aldrig før. Overbevist om mit eget værd og at der var brug for mig og mine kompetencer på ”den anden side af hegnet”.

Jeg fik tilknyttet en mentor, der selv bestred en ledende funktion i et civilt firma, som skulle vejlede mig i mine bestræbelser mod en ny karriere. Vi gik straks i gang med at få oversat mit CV til et sprog som mennesker uden tilknytning til Forsvaret også kunne forstå. Samtidig fik vi målrettet min søgen mod et nyt job, så jeg i stedet for at være ”åben for alt”, og dermed intet, blev sporet ind på hvilken branche og hvilken type job der ville være det bedste match til min personlighed og mine kompetencer. Jeg fik også at vide at jeg skulle ”aktivere mit netværk”, en opfordring som til at starte med fremkaldte et par rynker i panden, for hvor stort et netværk havde jeg i det civile erhvervsliv, når jeg nu kun havde kolleger fra Forsvaret?
Et ret stort et viste det sig, efter et nærmere kig på min LinkedIn-profil. Så jeg gik i gang med at invitere mig selv på kaffe, alle de steder som jeg mente måtte være relevant. Og hvilken en imødekommenhed jeg blev mødt med! Især fra tidligere officerskolleger, som selv havde taget skridtet væk fra Forsvaret. Uanset om vi havde forudgående personligt kendskab, så var folk klar til at bruge deres tid på at give mig gode råd og øse ud af deres egne erfaringer. De første kaffemøder førte så til nye kaffemøder, og stille og roligt blev mit netværk større, jeg blev klogere og mere målrettet i min søgen efter det rigtige job.

Kold Kanvas

Tirsdag den 29. februar 2017 gik jeg så på depotet for sidste gang, som man si’r. Et øjeblik jeg havde set frem til i mere end tre år. Men det hele var egentligt ret usentimentalt. Jeg ved ikke lige hvad jeg havde forventet, men det gjorde hverken ondt eller noget. Jeg tror måske også at jeg på et eller andet udefinerbart tidspunkt, i den langvarige proces op til, havde smidt uniformen – mentalt, så nu var det bare en praktisk handling uden den store symbolik.

Dagen efter startede jeg som Management Consultant hos Mercuri Urval i Hellerup, og i skrivende stund nærmer jeg mig således min fjerde måned ”på den anden side af hegnet”, hvor jeg har fået så mange nye indtryk og oplevelser, at det føles som var der er gået fire år. Uniformen er skiftet ud med skjorte, slips og dansesko, og jeg skal da blankt indrømme at jeg har været dygtigt udfordret i forhold til, at skulle tage stilling til hvilket sæt tøj jeg skulle sammensætte til dagen. Der var det alt andet lige noget nemmere, når man kun havde kamp- eller tjenesteuniform at vælge mellem. Men min kone har været en stor hjælp og nu lykkedes det egentlig ret godt, hvis jeg selv skal sige det.

I jobbet som konsulent skal jeg først og fremmest opbygge min egen kundeportefølje og pipeline som det hedder, i den nye jargon jeg er ved at tillære. Det vil sige, at jeg skal opsøge relevante virksomheder og faldbyde de ydelser som Mercuri Urval leverer indenfor hele HR-paletten, det være sig rekrutteringsopgaver, Executive Search (som er når man finder direktører og folk i det leje), ledelsessparring, medarbejderudvikling osv.

Det gøres i første omgang ved at ringe eller skrive ud og tilbyde et uforpligtende møde mellem virksomheden og undertegnede, en aktivitet der betegnes som at ”canvasse”. Jeg skal hilse at sige at det ikke er alle som er lige begejstrede for udsigten til at møde mig, så der skal ”canvasses” en del for at få et møde i hus. På mødet tager vi så udgangspunkt i virksomhedens nuværende situation, deres planer for fremtiden og hvordan de arbejder mod deres mål, og på den baggrund finder vi ud af om der er nogen af vores ydelser som de kunne have behov for.

Hvis det så er tilfældet, så er det at det egentlige konsulentarbejde starter. Man har muligheden for at løse opgaven godt og lægge kimen til et længerevarende samarbejde med kunden. Og jo flere længerevarende samarbejder med kunder man kan få, jo mindre behøver man at canvasse. Det handler om at opbygge tillid og levere kvalitet.

Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at jeg har ramt det perfekte job til lige præcis min profil og det sted jeg er i mit liv. Jobbet som konsulent giver mig en fantastisk mulighed for at stifte bekendtskab med et bredt udsnit af erhvervslivet, og giver mig den indsigt som jeg mangler qua min hidtidige udelukkende militære karriere. Samtidig er det også en branche hvor jeg ret hurtigt vil kunne bringe de kompetencer i spil som jeg har med mig fra Forsvaret.

Jeg kunne givetvis godt have fundet mig et job ved egen drift, men den støtte og vejledning jeg har fået fra Velkommen Hjem har sikret mig, at jeg har fundet det rette.
Hvis der er nogen som har spørgsmål eller er nysgerrige på at høre nærmere om min vej mod et civilt job og mit forløb i Velkommen Hjem, så tag endelig fat i mig på [email protected]

PS: jeg glemte vist lige at nævne, at jeg har sikret mig min første kunde, som jeg er ved finde og rekruttere en Account Manager for….det er en fest :-)


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

37 KOMMENTARER

  1. Aktuel historie fra virkeligheden, Mads! Sad og tænkte på, hvordan forsvaret ‘har råd til’ at lade dig og andre ledere gå? Glad for at du har fundet ‘dit andet jeg’

    • Det har de heller ikke. Er selv blevet afvist til officerskolen pga. alder (38) for 10 år siden, men kan godt komme ind nu, da man har fjernet aldersgrænsen fuldstændigt. De er desperate nu.

  2. Tja min far var 40 år i tjeneste.
    Han måtte flytte for forfremmelse.
    Herning-Bernstof-Herning, København- Bernstof-København- Haderslev. Og vi børn måtte jo bare indordne os og flytte med.
    Selv har jeg i det private måtte flytte hele landet rundt 11 gange, for at få 2 uddannelser og arbejde. Så er man ikke ved at blive lidt gammeldags, når man ikke længere er mobil??

  3. Super god refleksion, som også viser den naivitet (undskyld ;-) det er pænt ment) som forsvaret (alle forsvar) udnytter når de skal rekruttere. Grej, handling, kammeratskab og et mål i livet. Men vi (ja, jeg er en del af systemet) udlader behændigt at tale om prisen. Da jeg efter at havde været DF på UNPROFOR 6 og var på VUT I/L og vi gennemførte et INTOPS modul, prøvede jeg sammen med andre der også havde været udsendt, at spørge ind til om vi ikke burde forberede os bedre, incl. mentalt og samtidigt være mere oprigtige over for vores personel, før man tog på mission. Næ nej, man skulle jo ikke skabe unødig ængstelse og det var ikke sikkert at personellet var klar til den overvejelse…. Der skulle et ISAF 1 til, før man for alvor vågnede op. Men nu er det ved at blive glemt igen og systemet er stadig ikke god til at tage sig seriøst af personellet. Senest er det HR-strategien som i min optik har medført en strategisk passivitet. som har fjernet en lokale chefs mulighed for at varetage sit personels tarv. Alle er jo “deres egen lykkes smed” og stillinger besættes primært efter ansøgning. Men der dur jo ikke. Forsvaret har brudt den mentale kontrakt med sit personel. Alle står nu for sig selv og det gælder også alle dem vi burde passe på. I dag er det jo igen sådan, at er du “ikke egnet” eller “midlertidigt uegnet” til udsendelse, er du stort set på vej ud. Man bliver overført til veteran centret og det næste er udslusning til det civile. Så jeg bliver aldrig veteran og jeg vil aldrig lade mit personel alene. Men systemet synes at have mistet sin omsorg. I sidste ende, frygter jeg at det kan blive forsvarets største hindring for at kunne rekruttere og fastholde personellet og særligt fastholde den del af personellet, der har så dyrtkøbte erfaringer. Men Mads, må god vind og blid sø følge dig i det civile.

  4. Mads du har været i medierne mange gange med din problemstillinger, og egne erfaringer, mit spørgsmål er, hvorfor fanden bliver du hængende på hylden som officer, du var ude efter de sidste udsendelse og sige du var på vej væk fra forsvaret og du har også været ude og melde at du har fået ptsd, det er jo mange år siden nu. Nu siger du det så igen… For mig bliver det svært at tage dine indslag om din hverdag seriøst når du ikke “flytter” dig fra din problemstillinger. Havde en konstabel fået diagnosen ptsd i dag, så opfylder de ikke de krav der stilles til dem i deres kontrakt, og bliver fyret, så jeg kan slet ikke følge dine beslutning om at blive hængende i et system, hvor du faktisk står til at være fyret?

    • Det har jeg gjort, men jeg forstår ikke hvorfor man bliver hængende i et system, som man ikke har tiltro til i så mange år, (og her stikker jeg lige fingeren i vepseboet.) Mads har haft status som ikke eget til udsendelse i mange år. Så kan jeg simpelthen ikke finde en logisk forklaring på hvorfor man så ikke allerede i 2014 valgte nye veje, istedet for at lade forsvaret tvinge en til at opsige sin stilling ved at befale Mads til at gøre tjeneste i Haderslev. Efter hvad jeg kan læse så er du Mads, kun tiltrådt en civil stilling marts 2017. Det virker lidt fjollet I min verden, efter som man så ikke har kunne opfylde sin kontrakt i 3 år.

    • Det skal jo lige sige at Mads ikke er den første man befaler til nyt tjeneste sted for at gøre livet surt for soldaten, og med alt respekt så tror jeg ikke at Mads har haft det nemt I officers linjen da han de sidste mange år har været kritisk over for forsvaret og dens mange opgaver.

    • Rasmus….alle relevante spørgsmål, som jeg nu nok syntes besvares i min tekst. Men jeg skal gerne uddybe.
      Jeg har ikke PTSD, heldigvis, men har nok nærmere været ramt af Post Traumatisk Stres.
      Jeg har “kun” været erklæret midlertidigt uegnet siden sommeren 2015, det vil sige lige under to år.
      Begrebet “midlertidigt uegnet” skubber IKKE pågældende soldat i rehabiliteringspuljen. Man får således mulighed for, at blive “egnet” igen.
      Som jeg skriver har jeg altid villet være soldat, og for mig var det en livsgerning, så det tog lidt tid at indse at jeg ikke kunne fortsætte.
      I forhold til mit engagement i den offentlige debat, så er det et udtryk for en dybfølt kærlighed til Forsvaret og de brave mennesker som under utålelige forhold udviser en nærmest uendelig loyalitet overfor systemet.

Skriv et svar til Dennis Fruergaard Drop svar