Denne romantrilogi udkom 2001-2003 og genudgivet i 2015 i anledning af 75-året for Danmarks besættelse. Trilogien er revideret af forfatteren i genudgivelsen.

Historien er begynder hos Familien Holm, en arbejderfamilie i udkanten af København. Historien starter i tiden omkring Nazitysklands angreb Polen i september 1939. Historien fortsætter til danmarks besættelse den 9. april hvor én af Holm sønnerne, Leif er forreste linje i Sønderjylland. Besættelsesårene hvor mørke tider kun bliver mørkere. Hverdage som bliver mere besværlige, hvor rationering og erstatningsvarer giver udfordring til de danske husholdninger.

Hvor grupper af mennesker søger, at gøre noget. Hvor det at skabe en modstand ikke bare lige er noget man gør. Hvordan omdeling af tryksager udvikler sig til mere og farligere ting.

Historien bliver som krigsårene skrider frem mørkere, farligere og sørgeligere.

Persongalleriet udvides som historien skrider frem. De mange personer bliver viklet ind i hinanden på en meget fin måde. Stemning og fornemmelsen for hvordan København har været at opholde sig i disse mørke år, rammes man af, som læser på en meget indlevende måde.

Personernes forskellige karaktertræk er med til, at historien bliver levende.

Annonce

Mange af de kendte begivenheder, som bombning af B&W skibsværftet Januar 1943 og Folkestrejken i august samme år, er skrevet ind i trilogien uden nogle af historiens personer er direkte med i den pågældende begivenhed. Men giver det historiske i trilogien en fremtrædende plads og fornemmelse.

Nogle er personerne er så stereotype, at det bliver latterligt. Som den unge stærke pige, der kæmper mod normen for en datidens unge pige og mod systemet. Og naturligvis er hun kommunist. DR Drama ikke kunne have gjort det bedre. Det politiske korrekte, det oprørske og heltinde rollen er triviel og trættende. Desværre fylder denne person meget i historien. Man møder også den lidt excentriske kunstner, der ender i Koncentrationslejre. Uden at røbe for meget, så er det ikke alle historiens personer der oplever 4-5 maj dagene i 1945. Så alle følelser kommer frem i denne historie.

Stemning i historien og den historiske ramme er klart trilogiens stærke side. Historien er lige-ud-af-landevejen, om almindelige mennesker der bliver påvirket af den tid og de begivenheder de lever i. Det er historien om besættelsen i Danmark på en helt anden måde. Trilogien vil være en stor oplevelse for dem som ikke ellers interessere sig for historie generelt. 

Og ingen ved, hvordan det går

Forfatter Claes Johansen
Sider 356
Forlag Turbine
ISBN 978-87-406-0203-6

De sidste mennesker på jorden

Forfatter Claes Johansen
Sider 361
Forlag Turbine
ISBN 978-87-406-0204-3

Våben til København

Forfatter Claes Johansen
Sider 375
Forlag Turbine
ISBN 978-87-406-0205-0

 

 


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

3 KOMMENTARER

  1. Kære Carsten Bentzien.

    Mange tak for din anmeldelse af min romantrilogi. Jeg kan se at du i det store og hele har nydt læsningen, og det er jeg selvfølgelig MEGET glad for!

    Dine kommentarer ang. fremstilling af personen Petruska fatter jeg imidlertid ikke. Hun er en kantet og irriterende kommunist, synes du. Ja, mildelst talt – og det er jo netop pointen! Alligevel synes du at mene, at jeg har gjort hende til bøgernes heltinde. Det er hun vel nok også, men kun på et vist formelt dramatisk plan. Hun er med i bøgerne fordi hun hører med til perioden og til hele den nuancerede fremstilling det var min ambition at skabe, og fordi hun udgør et af de dramatiske omdrejningspunkter.

    I øvrigt sker der ting og sager med hende undervejs, navnlig fra og med slutningen af andet bind, så hun ender med at være et langt dybere, kritisk og selvkritisk tænkende individ, der er bedre i overensstemmelse med sin kvindelige natur.

    Det ser for mig ud som om du egentlig har forstået bøgerne på det intuitive plan, men at du lader nogle politiske holdninger fordreje din opfattelse af tingenes rette sammenhæng. Hvilket er præcis den sammen fejl kommunisten Petruska er tilbøjelig til at begå – sjovt nok.

    Undskyld surheden her. Jeg er meget glad for den anmeldelse. Jeg synes bare du er en smule urimelig i forbindelse med dette ene aspekt, og du synes at have ladet det trækket alt for meget nedad i din samlede vurdering.

    Alt godt, Claes Johansen

  2. Kære Claes Johansen.

    Tak for dit svar på min anmeldelse.

    Jeg vil gerne medgive, at jeg muligvis har ladet mig rive med. Rive med af den tendens om stærke kvinder, der løfter og bærer historien. Som f.eks Ken Folletts Century trilogi og Jan Guillous romanserie startende med Brobyggeren.
    Kvinder, der for mig i historien, er urealistiske i deres fremstilling, som meget stærke i en datidens mandsdomineret verden. Måske dette er ikke er rigtigt, men sådan oplever jeg det.

    Jeg opleverede også din kvindelige person – Petruska, som en nutidig politisk korrekthed. Som modtræk blev jeg nok unødigt politisk i min anmeldelse. Men hun irriterede mig.
    Min søde kone’s kommentar på dit svar var, at min til tider firkantethed nok endnu engang viste sig. Men jeg kan ikke andet end at være ærlig og så lære af mine fejltagelser.

    Jeg blev utrolig glad for dit svar og beæret over, at du har taget dig tid til at skrive et svar på min anmeldelse. Dette da jeg er meget begejstret for dine bøger.

    Med venlig hilsen, Carsten Bentzien

  3. Kære Carsten Bentzien.

    Mange tak for dit venlige svar og de kønne ord om mit forfatterskab. Den slags varmer rigtig meget (navnlig mens man sidder her og mere og mere mister håbet om, at éns seneste roman, der nu har næsten en måned på bagen, overhovet vil blive anmeldt i dagbladene).

    Ang. “de stærke kvinder” i trilogen, så synes jeg egentlig ikke at Petruska er en af dem, hun er bare en af dem, der LADER som om hun er stærk. De egentlig stærke kvinder er for mig personer som Agnete og især Merete, men de er stærke inden for den traditionelle kvinderolle. Erik Kjersgaard siger i sit tobindsværk om besættelsestidens dagligdag, at det var husmødrene, som var periodens egentlige helte, dvs. dem der under meget vanskelige forhold fik dagligdagen til at fungere, så familien overlevede. Jeg tror han har en pointe dér. Det skal selvfølgelig ikke mindske vores respekt for de aktive modstandsfolk, men aspektet er uhyre interessant – også ud over selve perioden.

    Ideen om at husmødrene var besættelsestidens egentlige helte kan måske få os til at revidere hele vores forestilling om datidens kvinder og se mere respektfuldt på dem og deres indsats i hverdagen til gavn for deres familier, måske navnlig i børnenes tidlige år, der er så utroligt vigtige. Ironisk nok syntes 68-generationens selvdeklarerede kvindesagsforkæmpere ikke at have nogen som helst respekt for fortidens kvinder og betydningen af deres enorme arbejde (en undersøgelse 1950’erne viste, at den gennemsnitlige danske husmor havde en 70-timers arbejdsuge). De ser udelukkende husmødrene som undertrykte slaver, der kun drømte at om blive befriet fra hjemmet, så de kunne komme “ud i samfundet” – som om hjemmene ikke var en del af dette! Vi, der er gamle nok til at kunne huske denne “verden af i går”, ved at sådan følte nogle af kvinderne dengang (selv om de vel i virkeligheden ikke var mere fastlåste i en rolle, end langt de fleste mænd var). Men samtidig var mange andre glade og tilfredse med at være husmødre, og det kvindekampen gjaldt om dengang (før 68), var bl.a. at give disse kvinder selvrespekt og forforståelse for, at de udøvede en utroligt vigtig og central funktion, der samlet var til hele samfundets gavn og trivsel. At det slet ikke blev påskønnet tilstrækkeligt af mandekønnet som helhed er så en anden sag – og måske i virkeligheden hovedårsagen til hele den såkaldt “feministiske” bølge.

    Det er nogle af disse gamle regnskaber jeg har prøvet at rette lidt op på med denne romantrilogi, samtidig med at det selvfølgelig primært skulle være en god historie om en periode, der har formet os efterkommere måske mere end noget andet i nyere tid.

    Tak igen for anmeldelse og kommentar, Claes Johansen

EFTERLAD ET SVAR