USA: Danmarks bidrag til Nato er fortsat for lavt

Et skridt i den rigtige retning, men stadig langtfra godt nok.

Sådan betegner USA’s ambassadør i Danmark denne uges beslutning i Folketinget om at øge forsvarsbudgettet med yderligere 4,5 milliarder kroner inden 2024.

Det skriver Børsen.

Af beløbet er de 1,5 milliarder kroner nye penge.

Det danske forsvarsbudget forventes i 2023 dermed at udgøre 1,5 procent af bruttonationalproduktet (bnp) mod 1,3 procent i dag.

Og det imponerer ikke ambassadør Carla H. Sands.

Hun henviser til, at Danmark i 2014 forpligtede sig til at arbejde hen mod et niveau svarende til to procent af bnp.

– Der er brug for en diskussion blandt de danske politikere om, hvordan man vil opfylde de mål, som man selv har sat. Hvordan vil vi nå derhen?, siger hun til Børsen.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ønsker ikke at lade sig interviewe af Børsen om ambassadørens synspunkter.

Men i en mail til avisen skriver han om de flere forsvarskroner, at “det er en god udvikling, som burde glæde vores allierede”.

Ifølge Børsens oplysninger har det været vigtigt for Danmark at komme op på samme niveau for forsvarsudgifter som eksempelvis Tyskland.

Dermed skulle det blive lettere at modstå presset fra USA’s præsident, Donald Trump, som holder hårdt på, at alle Nato-lande skal op på to procent af bnp.

Mens Carla H. Sands skoser de danske politikere, så omtaler hun de danske soldater som “modige og dygtige”. Og deres indsats i konfliktområder, som “få andre vil engagere sig i”, gør Danmark til en “formidabel allieret”.

Til gengæld blev hun forbavset under et besøg på en dansk fregat, fordi skibet ikke var udstyret med missiler.

– Jeg forstår bare ikke, hvordan Danmark kan forsvare sig selv eller komme de allierede til hjælp – som jo er pointen med Nato, siger hun om de manglende missiler.

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer