Trump: Danmark bør bruge flere penge på NATO

Donald Trump. Foto: Nato.int

USA’s præsident, Donald Trump, svarer onsdag igen på statsminister Mette Frederiksens (S) afvisning af hans overvejelser om at købe Grønland.

Søndag kaldte Mette Frederiksen det for en “absurd diskussion”, da hun under et besøg i netop Grønland gjorde det klart, at verdens største ø ikke er til salg. 

Det er tilsyneladende ikke faldet i god jord i Det Hvide Hus.

– Jeg havde set frem til at besøge Danmark, men jeg syntes, at statsministerens bemærkninger om, at det (at sælge Grønland, red.) var en absurd idé, var væmmelige. Jeg syntes, at det var en upassende udtalelse, siger præsidenten. 

Meldingen fra præsidenten kommer, efter at han har aflyst et planlagt statsbesøg i Danmark 2.-3. september. 

Beslutningen om at aflyse statsbesøget blev truffet, efter at statsministeren konsekvent havde afvist præsidentens overvejelser om at købe Grønland.

Donald Trump siger onsdag ifølge Reuters, at planen om at købe Grønland “blot var en idé”, og at man bør respektere USA.

– Hun (Mette Frederiksen, red.) kunne bare have sagt, at Danmark ikke er interesseret. Man kan ikke behandle USA, som de gjorde under Obama. Jeg syntes, ikke det var en rar måde at sige det til os, siger Donald Trump.

– Hun taler ikke til mig. Hun taler til hele USA. Sådan taler man ikke til USA – i hvert fald ikke under mig, tilføjer præsidenten.


Onsdag stillede statsministeren op til pressebriefing, efter at præsidenten havde aflyst det planlagte statsbesøg. 

Her undlod hun at bruge ordet absurd om præsidentens overvejelser om at købe Grønland.

– Vi er ærgerlige, fordi vi har været godt i gang med at forberede et rigtig godt besøg for både den amerikanske præsident, førstedamen og det store amerikanske følge, lød det diplomatiske svar fra statsministeren.

Hun benyttede i øvrigt lejligheden til at understrege, at præsidenten vil være velkommen, hvis han vælger at lægge vejen forbi Danmark på et senere tidspunkt. 

Donald Trump er dog tilsyneladende ikke formildet af statsministerens udstrakte hånd.

Onsdag aften dansk tid langede han således igen ud efter Danmark, der ifølge præsidenten ikke bidrager tilstrækkelig økonomisk til forsvarsalliancen Nato. 

– Danmark giver kun 1,35 procent af landets bnp til Nato. Det er et rigt land og bør ligge på to procent. Vi beskytter Europa, og alligevel er der kun otte af Natos 28 medlemslande, der ligger på de to procent, skriver præsidenten på Twitter.

/ritzau/

Comments

Skriv et svar
  1. USA’s krav om, at Danmark og de andre europæiske NATO-medlemmer bruger 2 % af deres bruttonationalprodukt på forsvaret, er helt forståeligt og helt berettiget.

    1. Wales-erklæringen fra NATO-topmødet i september 2014 er klinkende klar. Den kan ikke fortolkes på anden måde end en meget klar politisk intention om, at samtlige NATO-lande i 2024 skal anvende 2% af deres BNP på forsvaret.
    De (politikere), som ordlydsfortolker på teksten – at man bare skal “knække kurven” i mod 2024 – tager fejl. Læs hele teksten – i sammenhæng og i kontekst – igen. Der er ingen tvivl.
    De politikere, som ikke mener, at Danmark har råd, tager fejl.
    De politikere, som ikke mener, at der er behov for at anvende 2% af BNP på forsvaret, tager fejl.

    2. Den sikkerhedspolitiske situation er gravalvorlig. Det kræver forøgede, men helt nødvendige, forsvarsudgifter. Vi bliver nødt til at indse – nu – at der er nogen nationer, der ganske enkelt ikke vil os og Vesten det godt, og som alene forstår rå militær magt. Der er ærgerligt og beklageligt – og gid det ikke var sådan. Men det er en realitet, som ikke går væk.

    3. USA har været garanten for Europas fred, frihed og sikkerhed siden 2. Verdenskrigs afslutning. Det er muligvis slut nu. Europa må nu selv tage vare på egen sikkerhed. DET er realiteten. Er det urimeligt?! Nej, naturligvis er det ikke det. Alle nationer i hele Verden agerer primært i egen interesse – også Danmark. Det gør USA også nu. Det er hverken urimeligt eller uforudsigeligt.

    4. Politikerens tilbageholdenhed med at allokere de penge til Dansk forsvar, der er behov for, og som Danmark (politisk) har forpligtet sig til, er en meget farlig kurs, som ultimativt kan betyde, at Danmark og Europa står alene – uden USA – i tilfælde af en konflikt. Det kan Europa ikke før om mange år.

    Derfor er det meget højt spil, at vi ikke vil anvende 2% af BNP på forsvaret. Gad vide, hvem der tager ansvaret, hvis vi taber det spil?!

  2. Jeg kan kun erklære mig enig med Peter.

    Jeg så gerne flere fregatter eller sågar covetter til at støtte fregatterne. Og hvis ikke man mener pengene rækker til dette, syntes jeg ihvertfald man bør overveje 1 eller 2 mere af Knud Rasmussen klassen, så Danmark kan have dem klar nå isen er smeltet. 3 er simpelthen for lidt til at dække både Grønland Færøerne og Islands vande, ved godt Island ikke er en del af Danmark men at vi ofte støtter dem i at overvåge deres vande. Plus at Østersøen stadig er et vigtigt område at holde i ro.
    Men det er blot min mening

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer