To år og 60.000 kilometer langs Ruslands grænse

14 lande har det til fælles, at de deler grænse med Rusland. Forfatteren Erika Fatland, der brød igennem med ’Sovjetistan’, har brugt to år på at rejse de godt 60.000 kilometer rundt om verdens største land. Det er den rejse, ’Grænsen’ handler om.

Tre ting er vigtige at sige fra begyndelsen:

1) Bogen er ikke en ’Sovjetistan II’.

2) Bogen handler om meget mere end Rusland.

3) Bogen er så absolut værd at læse.

I bogen ’Sovjetistan’ rejser forfatter Erika Fatland igennem de fem centralasiatiske republikker Kasakhstan, Usbekistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Kirgisistan. I denne bog ’Grænsen’ tager hun på en rejse over to år og 60.000 kilometer rundt om det Rusland, der fascinerer hende.

Forstår man så Rusland bedre ved at se det fra den anden side af grænsen? ”Det er på grænsen og i mødet med det fremmede, at identitet og kulturforskelle bliver skabt,” skriver hun (p. 52). Det er dog ikke kun i mødet med det fremmede, at Erika Fatland arbejder sig igennem det russiske grænseområde. Det er også igennem geografi og historie. Fra Nordkorea skildrer hun, hvordan Sovjetunionen modtog og trænede nordkoreanske soldater og erobrede Pyongyang fra japanerne, mens Kim Il-sung stadig befandt sig i sikkerhed på en sovjetisk militærbase (p. 78). Hun slutter i Norge, sit hjemland, i det grænseland, som forfatteren kalder det grænseland, der har haft det fredeligste forhold til sin store nabo. Forfatteren skriver (p. 584):

”Mellem Norge og Nordkorea ligger der som nævnt kun ét land. Men det land er til gengæld så stort, at man, så snart man har fremsat en påstand om det, kan sige det modsatte, og det vil sandsynligvis være lige så sandt.”

Bogen kræver tilvænning. Jeg gik til den med ønsket om at læse om Ruslands grænser, men jeg skulle læse mig igennem en masse andre lande, mennesker og historier på den anden side af grænsen. Det tog mig 100 sider at acceptere, at det ikke var en bog med Rusland i centrum, men med Rusland som center. Men så var jeg også solgt! Det var netop alt det andet, der med begejstring og fascination fik mig igennem den knapt 600 siders lange bog.

Bogen igennem oplevede jeg selv at blive ramt af egne historiske huller, og nutidige konflikter gav pludselig mening, da baggrunden viste sig at være alt andet end ny. Hovedridsene i mange af konflikterne er jo velkendte, men ikke desto mindre er det sundt at blive mindet om de politiske spil, kampe, vindere og tabere, som har dannet og påvirket ikke blot grænser, men også perceptioner af historiens gang og helte og skurke.

Bogen er interessant, hvis man ønsker at forstå geopolitik, historie og konflikt bedre. Bogen minder om, at grænsedragninger netop er blevet til i dette spændingsfelt, og Fatland supplerer de mange fakta med personlige fortællinger fra den observerende rejsende.

Fatland minder os om krige, der ikke var pensum på gymnasiet, og vi bliver klogere på f.eks. det sino-russiske forhold, som er relevant for Vesten i dag.

I en tid, hvor Kina rejser sig med høj fart, hvor Nordkorea er blevet en del af det daglige nyhedsbillede, og hvor demonstrationer i Hong Kong er blevet en del af vores nyhedsdækning, giver bogen noget, den næppe havde tiltænkt, men som kun giver den endnu mere aktualitet.

Det tjener forfatteren til ære, at hun ikke er ude i politisk ærinde. Hun beskriver, fortæller – og lader sine interviewpersoner fortælle. Hun inddrager hele tiden inddrager historiske fakta og sørger for, at det ikke bare bliver fragmenterede historier om korrupte grænsebetjente og hjemmebrændt med lokale, men derimod en samlet fortælling i form af den personlige rejse som den røde tråd, men båret af indsigtsrig perspektivering hen over 60.000 kilometer.

 

[FAKTA]

  • Erika Fatland: Grænsen
  • 606 sider
  • Informations Forlag
  • Udgivet 2018
  • ISBN: 9788775146819
  • Pris: Ca. 350 kr.

Stjerner: 4 ud af 5

[FAKTA]
- Erika Fatland: Grænsen
- 606 sider
- Informations Forlag
- Udgivet 2018
- ISBN: 9788775146819
- Pris: Ca. 350 kr.
4

Skrevet af Jeanette Serritzlev

Hun har i mere end 10 år beskæftiget sig med information og kommunikation i Forsvaret.
Hun er analytiker på Institut for Militære Operationer på Forsvarsakademiet, hvor hun arbejder med forskellige former for information og påvirkning. Hun er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation samt Master i Militære Studier.

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer