(I midten af januar 2011 var det fem måneder siden jeg kom hjem fra min udsendelse til Afghanistan på hold 9, hvor jeg fungerede som CIMIC-officer tilknyttet Charlie-Kompagniet som opererede ud fra Armadillo-lejren. Jeg havde det ikke alt for godt og det satte jeg mig ned og prøvede at sætte nogle ord på.)

 

Jeg skal sgu’ også se at få taget mig sammen og få en aftale med en psykolog!

Nu ligger jeg her igen.
Lysvågen.
Min puls er steget en tyve slag mere end hvad der er normalt for når jeg ligger og skal til at falde i søvn. Jeg ved det ret præcist, for de sidste par nætter har jeg haft pulsmåler på. Det føles ikke voldsomt, men nok til at det er ubehageligt, og min hjerne ”kværner” der ud af.

Min kone er faldet i søvn for længst og ånder tungt og fredfyldt.
Det plejer ellers at være mig som falder i søvn først, ikke meget mere end fem minutter, så er jeg i drømmeland. Men sådan har det ikke været den sidste 1 ½ måneds tid. Jeg var ellers godt brugt og træt da jeg lagde mig og var lige ved at falde hen, da de tre ord ”poppede” op på min nethinde.
Tre ord som hver for sig ikke har den store betydning, men i den rette rækkefølge, får de min puls til at stige, jeg begynder at svede og nogen gange fyldes mine øjne med tårer, minderne vælder frem, gode som dårlige.

JONAS – PETER – PLØGER

Annonce

Tre ord og navnet på den bedste soldat og fører jeg nogensinde har mødt i mine snart tyve år i forsvaret. En på alle måder fantastisk fyr og god kammerat, som har efterladt et uudsletteligt indtryk i mit sind.
Det er et halvt år siden at Jonas døde og hans skæggede ansigt er dukket op for mit indre øje, flere gange om dagen, hver dag.
De fleste gange smiler han, andre gange ser han træt ud, som kun en træt soldat der har ”tosset” rundt i GREEN ZONE, et halvt år, kan se ud.

Hvorfor fanden skulle han dø?
Jeg troede ikke at han kunne dø!
Han SKULLE ikke dø!

Når jeg gik med Jonas og hans deling følte jeg mig altid sikker.
Så sikker som man nu kan føle sig når man hopper rundt i mellem IED’er og folk som gerne vil slå en ihjel.
Han havde bare et talent som fører der var helt usædvanligt, og der var ingen i tvivl om, at selv om vi kæmpede og bevægede os nogle meget risikofyldte steder, så vidste alle, at uanset hvad der skete, så havde Jonas og hans deling styr på det.
Når man har den fornemmelse, så kan man fokusere 100 % på sin opgave, og så går alt bare op i en højere enhed.

Nogle gange skammer jeg mig over mine følelser.
Har jeg overhovedet ret til at reagere sådan over Jonas død?
Hvad er min sorg i forhold til den Jonas forældre, søskende og kæreste må gennemleve?
Og kan det overhovedet kaldes sorg?
Er jeg bare en egoist som savner sin ”krigs-kammerat”?

Jeg kendte kun Jonas fra de oplevelser vi delte og den ”verden” vi levede i, i Afghanistan. Havde vi over hovedet nok til fælles som kan retfærdiggøre en sådan reaktion fra min side?
Og hvad er et halvt års oplevelser i ”krig” i forhold til det liv jeg har herhjemme og mit ansvar som ægtemand og far?
Er Jonas’ død den hændelse som binder alle mine ”oplevelser” sammen?

Jeg vil mindes Jonas med glæde over den inspiration som hans gode eksempel gav mig, og med taknemmelighed over at jeg lærte ham at kende. Men det er som om at ”hele” pakken følger med når jeg tænker på ham.

Jeg har fortalt min kone at jeg nogle gange får hjertebanken og svært ved at sove, men heller ikke meget mere.
Hun syntes selvfølgelig at jeg er en ”skovl”, når jeg ikke har kontaktet en psykolog. Hun siger også at jeg skal være bedre til at åbne op og fortælle hende hvordan jeg har det.
Men der må da være en grænse for hvor meget man kan byde sin kone?
Ikke nok med at hun har skullet passe hus og børn i elleve måneder, skal hun så også til at forholde sig til mine følelsesudsving og tankespind?
Det kan jeg simpelthen ikke byde hende!
Hvis der er nogen som har krav på min fulde tilstedeværelse og indlevelse så er det hende!

På en eller anden måde har jeg undgået at ”støde ind” i Forsvarets psykologer. Ikke med overlæg fra min side. De har bare ikke lige været til stede i reintegrationsprogrammet, samtidig med at jeg var eller omvendt.
Men jeg har selvfølgelig også selv et ansvar.
Som officer og professionel soldat, er det min pligt at sørge for at jeg er ”fit-for-fight”, såvel psykisk som fysisk, og ikke mindst som far og ægtemand.

Jeg har siddet og stirret på psykologernes hjemmeside et par gange. Men hvad fanden skal man sige?
Jeg er sgu’ bange for at jeg begynder at stortude. Bare det at tænke på, at jeg skal bede om hjælp er nok til at jeg begynder at ryste.

Jeg må sgu’ nok hellere se at få hovedet ud af røven og ringet til den psykolog, det skylder jeg vist hende jeg elsker allermest og som altid har støttet mig.

 


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

18 KOMMENTARER

  1. Lige netop fordi du har haft lagt dit liv i hans hænder (hans ledes af patrulen og hans evner og der til) giver dig retten til at følge sådan, jeg har ikke selv prøvet det, men jeg kunne forstille mig at folk der har haft kulger flyvene omking ørene sammen, kender folk beder en folk i familie gør.

  2. Få kontakt til en af de kloge mænd/kvinder.
    Jeg blev *ramt* 13 år efter jeg definitivt sagde farvel til Forsvaret. Det er en lille *sidegevinst* der er vigtig at forholde sig til. Gør du ikke det, vil du uundgåeligt ryge ned i kælderen og ikke komme igen !!!

  3. Som far til 2 soldater, vil jeg sige…
    Godt du ringede….det er ikke en skam at søge/bede om hjælp….men dælme en skam ikke at gøre det…
    Ved det er et stort skridt at tage den første samtale, men samtidig noget man kan være umådelig stolt over at have gjort…..godt gået soldat. Håber du er kommet/kommer ud på den anden side som et helt og stærkere menneske…
    Stærkere fordi du nu ved hvor og hvordan man kommer videre….thumbs up herfra.

  4. Tak for at du deler, Mads.. Ved godt at det er noget tid siden, men tingene kan komme dumpende tilbage.. Er selv lige startet på at snakke med de kloge igen.. Kunne mærke noget som knirkede.. Gudskelov har jeg et forstående arbejde og et godt bagland, så jeg kan få det taget i opløbet.. Som Mailand skriver, så er jeg også altid klar på en gang sparring.. Pas på dig og dine

  5. “men hva fanden skal jeg sige” det kan jeg huske jeg også har sagt en gang eller to. heldigvis virkede behandlingen på klinikken i århus, så nu går det betragteligt bedre. det var den klogeste beslutninge i mit liv at jeg tog imod behandlings tilbudet

  6. Ringede til dem 23 år efter hjemsendelse,. Det bedste jeg har gjort for mig selv og min 4 børn. Er stadig i behandling og håbet lever. 30. Okt. Løber jeg min sidste tur som primærløber i projektet: Team Veteran. Derefter ligger der nye udfordringer, udfordringer jeg er nødt til at stille mig selv, for ikke at falde hen, i sofaen, på baren, med bajeren, eller det der er værre. For hvordan lever man livet fuldt ud efter man i 6 mdr. ++ Føler man har levet på kanten, set mere end godt er, og måske mistet mere end man vil indrømme. MAN FÅR HJÆLP!
    Tak for dit skriv!!

  7. Ja, det skylder du din kone, men ikke mindst dig selv. Jeg håber, du får taget dig sammen til at opsøge psykologen. Jeg ønsker dig alt godt og Tak for indsatsen.

  8. Søg hjælp, det kan jeg anbefale på det varmeste. Har selv været igennem møllen og det sværeste er at tage den første kontakt, men hold da op jeg er glad for at jeg gjorde det. De gør virkelig meget for at hjælpe en.

  9. Uagtet hvad Mads er det flot du deler. Det er første skridt. Jeg kender dig ikke. Men kan til dels genkende lidt af det du skriver. Hvis det er så ringer jeg gerne for dig, kører dig til første møde og hjem igen bagefter! Vi kan ikke gå igennem livet uden hjælp. Engang imellem skal man have et lille skub, er kærlig puf eller en udstrækker hånd fra en fremmede.

    BIA
    Mick

  10. En tanke fra en anden træt soldat: hvad er forskellen mellem at sidde og græde for sig selv eller sidde og gøre det foran en psykolog der har arbejdet med soldater i en længere periode?? Vil dine børn ser dårligere på dig fordi du sender et signal om at alle kan have brug for en hjælpende hånd? Når det i sidste ende og i bedste fald ende med en far der værdsætter sin familie endnu mere? Der er ingen soldater, der vil se ned på dig eller se dig som værende underlegen. I så fald har de misforstået princippet ved at bære Dannebrog på skulderen. Men det kræver at du tager dig sammen og skaber en balance mellem din sorg og dit liv.

    Og ja det er helt normalt at have det på den måde med Pløger, det sker for alle der mister en kammerat i kamp, især sidst på holdet hvor bekendtskabsperioden har været længst. Da dine symptomer lyder bekendt, synes jeg du burde læse hvad der fik mig til at forstå mine lignede problem, det er godt henvendt til dem der skal forstå hjemvendte soldater, primært de sårede. Men der er nogle gode pointer i blandt, håber det kan hjælpe. Held og lykke med det.
    http://downloads.hindawi.com/journals/isrn/2011/954081.pdf

EFTERLAD ET SVAR