Vi fik tæsk lige fra start. I den første uge var vi i kamp måske fem gange og fik syv mand såret. Derfra kørte det derudad med kamp og IED’er (Improvised Explosive Device eller vejsidebombe, red.). Det betød nok, at jeg først senere begyndte at tænke over, hvad fanden vi lavede. Hvad var formålet med, at så mange blev slået ihjel eller såret?

Hold 9 skulle skabe et godt forhold til de lokale. Det var opgaven. Vi skulle ikke ned og slå en masse ihjel. Men det viste sig, at den opgave ikke blev bakket op af det, vi rent faktisk fik besked på at gøre. Ligesom på de foregående hold var dagsordenen: ”Vi skal ud at slås.” Ikke kamp med et bestemt formål, men kamp for kampens skyld.

Den første, der måtte sendes hjem, var med i én kamp, så havde han fået nok. Han blev et rystende vrag, der gik og tudede. Det er næsten ironisk, selv om det slet ikke er morsomt, at det var en ung knægt med tatoveringer af håndgranater og patronbælter op og ned ad armene.
Det var i februar, og vi gik på en mudret mark. Støvlerne blev tungere og tungere, og det var ikke det fedeste sted at blive beskudt. De begyndte at skyde fra 4-5 forskellige steder. Vi faldt ned. Nogle af de unge drenge lå og grinede og jublede, som om det var en fodboldkamp: ”Hvor er det cool.” Jeg kiggede op og fik indsigt på en, der skød på mig. Jeg kunne se mundingsglimt og røg fra hans gevær. Han var ca. 250 meter væk. Der kom opspringere, dvs. at kuglerne slår i jorden, tættere og tættere på mig. Hvis projektilet flyver tæt forbi, kan man også høre overlydsknald. Det er sådan nogle smæld. Det lyder ikke ligesom på film. Den første opspringer var måske 100 meter væk, og så kom de tættere og tættere på. I den situation tænker man ikke så meget, man handler. Da jeg næsten havde tømt mit magasin med 30 skud, kunne jeg se en ordentlig støvsky og grene, der væltede ned. Det var vores pansrede køretøj med tungt maskingevær, der havde ramt ham.

Taleban skød som regel på os, når vi var på vej hjem fra en patrulje. Så så det ud, som om vi løb vores vej. De lokale spurgte: ”Hvorfor stikker I altid af, når I bliver beskudt? ”.

Beskydningen stoppede. Så lød der et ordentligt knald. Der var landet en granat to meter foran os. Heldigvis var jorden blød, så granaten borede sig ned, og sprængningen blev dæmpet. Så skreg de der knægte igen, men nu var det ikke glædesråb. Det var: ”Hvad fanden var det?” Det var vores egen granatkaster oppe fra lejren. Det første skud var blevet for kort. Efter den tur var knægten med tatoveringerne et nervevrag. Han var den første af ca. 15, der blev sendt hjem pga. psykiske problemer. Det var ikke kun unge knægte, også erfarne gutter fik nok.

En infanterideling er på 30-35 mand, og 1. deling var nede på 15-16 mand til sidst. Resten var sårede eller turde ikke gå på patrulje. De blev sat til at holde vagt. De fleste sagde selv fra, og der blev ikke set ned på nogen af den grund. Man kan ikke tage en bange soldat med på patrulje. Jeg fungerede fint under kamp. Mine sanser blev skærpet, og jeg gik ikke i panik.
Men det værste var IED’erne, for dem kan man ikke gøre så meget ved. Vi havde metalsøgere, men det er ikke altid, der er så meget metal i IED’erne. På den første kilometer af en patrulje føltes hvert skridt som et spring fra 10-metervippen, også selv om der måske gik 20 personer i kolonnen foran. De 20 kan måske løsne jorden, så det passer med, at IED’en går af, når nummer 21 træder på den, men det er en frygt, man er nødt til at smide om i rygsækken. Jeg antog den holdning, at det ikke var sikkert, jeg kom hjem.

LÆS OGSÅ :  Regeringen er positiv over for flere soldater i Afghanistan

Indtil jeg var 12 år gammel, boede jeg alene med min alkoholiserede far, og som en psykolog har fortalt mig, betyder det nok, at jeg kan pakke nogle ting væk og tåle meget psykisk. Jeg er dog ikke noget unikum, for de fleste soldater klarede det fint, men mange blev virkelig slidt. Vi var ekstremt hårdt ramt med flere sårede end de otte foregående hold tilsammen. Taleban skød som regel på os, når vi var på vej hjem fra en patrulje. Så så det ud, som om vi løb vores vej. De lokale spurgte: ”Hvorfor stikker I altid af, når I bliver beskudt? ”. Det var jo smart af Taleban. De vidste også, at vi reagerede meget voldsomt, hver gang der skete noget. Hvis nogen havde skudt efter os, kunne vi finde på at bombe 3-4 huse i stykker, og måske blev en civil såret. Taleban ville gerne have det reaktionsmønster, for det skabte flere rekrutter blandt de civile. Det er os, der har været dumme.

Annonce

Al vores smarte teknologi og avancerede våben nytter ingenting. På den lange bane har vi fået tæsk af folk med sandaler. Vi vandt alle slagene, men de har vundet kampen om befolkningen.

Forholdet til de lokale var forfærdeligt. Tidligere havde de lokale lavet projekter med ISAF (NATO-koalitionen International Security Assistance Force, red.), fx med at bygge nogle brønde og broer. Der havde også været søndagsskole i lejren. Men i det halve år, jeg var der, fik jeg ikke lavet noget som helst samarbejde. De turde eller ville ikke. De vidste, at: ”O.k., nu kommer de på patrulje, så er der ret stor sandsynlighed for, at der kommer kamp.” Dvs. de var nødt til at stoppe deres arbejde i markerne, evakuere deres børn, kvinder og kvæg op i ørkenen og vente på, at det var overstået. Derudover vidste de, at når vi var væk igen, ville Taleban komme og spørge: ”Hvad lavede ISAF her?” og evt. lægge IED’er der, hvor vi havde været.

De lokale sagde også: ”Hvorfor kommer I nu igen og tramper i vores marker?” Så blev vi sure og sagde: ”Jamen I vil ikke sige, hvor IED’erne ligger, så vi tør ikke gå på vejene. Og jeg sagde, som jeg var blevet trænet i hjemmefra: ”Jeg er her for jeres skyld, jeg har forladt min familie og mit hjem for at kæmpe for jeres fremtid.” Klamme floskler, som jeg bagefter skammer mig over. Vi hjalp dem ikke, vi gjorde kun livet mere surt for dem. Og for os selv. Civilbefolkningen så heller ikke på Taleban som den entydige fjende, ligesom os. De sagde: ”Det er jo også vores familie. Det er min onkel og min fætter. De er også afghanere, og min fremtid er her sammen med dem.” Selv om de var trætte af Taleban, sagde de, at de bedre kunne lide tiden under Taleban end det kaos, der var nu. I det mindste var der ingen kriminalitet dengang. De kunne heller ikke stole på det afghanske politi og retssystem, som de opfattede som korrupte forbrydere. Det var mit indtryk, at vi kæmpede mod de lokale selv. Vi kunne genkende nogle af deres stemmer på Talebans radio, som vi aflyttede, og det var også tankevækkende, at de lokale kunne komme på besøg i vores lejr i mørke uden at træde på nogen IED’er, mens vi dårligt kunne sende en patrulje ud i dagslys, uden at det gik galt. Fra februar til maj havde vi ramt 14 IED’er.

I virkeligheden burde jeg måske have sagt:
”Jeg vil gerne hjem, og det skal være nu. Jeg er far til tre og skal ikke være her.”
Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev der. Jeg ved det ikke.

 

Alle de steder, hvor man har sendt soldater hen, er kampene opstået. Ikke fordi Taleban er fulgt efter soldaterne, men fordi de mennesker, der boede der i forvejen, greb til våben. Det byder deres kultur. Det er krigerfolk. Og hvad nu, hvis der kom et infanterikompagni og gik patruljer her uden for mit hus, og midt om natten hev ham ovre i nr. 17 ud på gaden og sprængte hans hus i luften? Der er ikke noget at sige til, at de forsvarer sig og ser det som en frihedskamp.

LÆS OGSÅ :  Efter tre år vender amerikanske tropper tilbage til Helmand

Stemningen blandt soldaterne blev gradvis værre og værre. Trykket steg hele tiden. Men vi talte ikke så meget om det, for det gør ikke stemningen bedre. Man får en opgave, og så løser man den. Selvfølgelig skal folk på jorden rapportere, hvad der sker, men jeg mener, at dem, der sidder på afstand og giver ordrerne, skal have overblikket. Det var et af de store problemer. Hos cheferne var der et stort fokus på, at vi skulle ud at kæmpe nogle slag. De gjorde ikke nok for at passe på deres soldater.

Statistikken fra de foregående hold fortalte, at der skulle dø mindst fire. I de første fire måneder blev mange såret, men der var ingen tab. Jeg gik og tænkte: ”Hvornår sker det?” Der var rigtig mange IED-påkørsler omkring Armadillo. De brag gik os på nerverne. Man fór sammen. Det var kun, når alle var inde i lejren, at bragene ikke rørte os. Så var det måske en ged, der havde trådt på en, eller ham, der skulle placere sprængningen, der sprængte sig selv i luften. Vi kaldte det ’selvmål’.

1. juni skete det. Taleban havde gravet en 50 kg sprængladning ned. De sad med en command wire, en ledning, som de udløste bomben med, lige da Piranha-køretøjet var over den. Der gik ikke hul i køretøjet, men Sophia sad lige der, hvor hele trykket kom, og hun blev dræbt. Hun blev den første af fem. Senere på dagen, i forbindelse med oprydningen på stedet, trådte en af drengene på en IED og fik flået begge ben af.

Politikerne må indse, at vi er soldater, der er trænet til at slå ihjel og ødelægge. Kan man sætte os til at genopbygge og skabe gode forhold til civile, eller er det måske en opgave for NGO’er og hjælpeorganisationer?

21. juli døde Jonas, delingsfører for 3. deling. Ham havde jeg et godt forhold til. Vi havde gået mange patruljer sammen. Jeg stod ved et pansret køretøj i lejren og drak en kop kaffe, mens jeg lyttede med på radiokommunikationen fra Armadillo, hvor Jonas var på patrulje med sin deling. Der blev meldt contact explosion. Det betyder, at nogen er gået på en IED.

LÆS OGSÅ :  Regeringen er positiv over for flere soldater i Afghanistan

Vi kunne ikke høre patruljens radio, men vi kunne høre lejrens kraftigere radiosender. Der blev spurgt, om den næstkommanderende kunne overtage kommandoen, og så kunne man jo godt regne ud, hvem der var ramt. Vi kunne høre, at der var dobbelt amputering, og hans ene hånd var stærkt læderet. Jonas var femkæmper og ville gerne være jægersoldat. Min første tanke var: ”Så er det slut med at blive jægersoldat. ” Et kvarters tid senere blev han meldt død. Man fortsatte med patruljerne, og tre dage senere fik én sprængt det ene underben af. Det fortsatte bare.

Stemningen til sidst var … man kunne mærke frygten. Folk gik og tudede. En oversergent gik helt bananas i lejren. Det slog klik, han skældte ud og hidsede sig vildt op, så de måtte sende ham væk til Camp Bastion. I virkeligheden burde jeg måske have sagt: ”Jeg vil gerne hjem, og det skal være nu. Jeg er far til tre og skal ikke være her. ” Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev der. Jeg ved det ikke.

Jeg tror, meget af det var egoisme. Da jeg tog af sted, ville jeg være en del af Afghanistan-fortællingen. Der blev malet et skønmaleri, soldaterne var helte. Jeg var stolt af uniformen og ville gerne kunne sige, jeg havde været der. Men i bund og grund er det ikke særlig sympatisk. Jeg er stolt af at have været der, men jeg har svigtet mine nærmeste. Min kone kunne blive enke og mine børn faderløse. For hvad? Jeg har svært ved at se mig selv som udsendt igen og svært ved at se mig i Forsvaret på længere sigt. Det er rigtigt, som nogen siger, at der fx er kommet pigeskoler, men det klinger hult. Det står slet ikke mål med alle de midler, der er blevet brugt – eller misbrugt.

Politikerne må indse, at vi er soldater, der er trænet til at slå ihjel og ødelægge. Kan man sætte os til at genopbygge og skabe gode forhold til civile, eller er det måske en opgave for NGO’er og hjælpeorganisationer? Nogle soldater siger: ”Hvis du ikke har været der, skal du holde kæft.” Nogle politikere har taget en del af den retorik til sig og sagt: ”Hvis du kritiserer krigen, kritiserer du også soldaterne.” For min skyld må folk gerne kritisere krigen. Det er ikke bare soldaternes krig, for det er folkevalgte politikere, der har bestemt, at Danmark skulle deltage. Det er vores allesammens krig. Det er ikke sikkert, at min opfattelse er den rigtige. Jeg fortæller bare, hvordan jeg har oplevet det. Ingen bliver klogere, hvis ingen vil debattere krigen. Det er først i den situation

– hvis ingen tager ved lære – at jeg vil føle, at Jonas og de andre døde forgæves, og alle lidelserne har været forgæves. Også den lidelse, vi har påført afghanerne.

Interview givet til Henrik Nordskilde og trykt i januar-udgaven af Euroman 2014 som en del af en temaserie om danske soldater og krigen i Afghanistan, med titlen “Våbenbrødre”.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

9 KOMMENTARER

  1. Puha, stærk og hård læsning, man får sku’ vand i øjene. Ære være vores faldne og sårede, det var/er en al for dyr pris for noget, vi ikke rigtig forstår noget af. Tusind tak til alle Jer der har stået det igennem og selvfølgelig også tusind tak til Jeres kære. Rigtig Godt Nytår og fred på Jorden. Mkh. og tanker til Jer allesammen.

EFTERLAD ET SVAR