Jul i Sangin 2015

Af Dr. Mike Martin
(oversat fra engelsk af Mads Silberg)
 

Nyhedsværdien af beretninger fra Sangin-distriktet, i den afghanske Helmand-provins, ser ud til at være faldet drastisk.
Før jul var der ellers en intens mediedækning som kunne berette, at distriktet var ved at falde i hænderne på ”Taliban”, der havde indledt en storoffensiv.
Rapporter fortalte om at SAS (britiske specialstyrker) ville blive indsat, og dagen efter verserede historier om at flere Taleban-ledere var blevet dræbt i et såkaldt ”night raid”.
Som jeg har skrevet før, så er det umuligt og virkelighedsfornægtende at inddele alle bevæbnede våbenføre mænd i Helmand i to grupper: respektivt “regeringen” og “Taliban”.
Så umiddelbart er det svært at få øje på hvem det SAS-soldaterne støttede og hvem deres angreb var rettet mod.

Som enhver kadet på hærens officersskole vil kunne recitere i søvne, så skal enhver militær operation være baseret på en solid efterretningsmæssig analyse af kamppladsen.

Så hvad ved vi egentlig om Sangin?

Sangin er et af de mere udfordrede distrikter i Helmand-provinsen. Udfordringer som har deres rødder i udformningen af distriktsgrænserne fra 1964. Her blev grænser trukket for at tilgodese politiske dagsordner, frem for at tage hensyn til stammernes placering. Derfor eksisterer i dag en uskøn blanding af stammer i distriktet, med flertal af Ishaqzai og Alikozai, men også en hel del af Alizai og Noorzai.

Disse stammer er alle godt repræsenteret andre steder i Helmand og i naboprovinsen Kandahar, men ingen af dem har fået overtaget i Sangin. Dette har ført til en strid om magten over distriktscenteret.

Annonce

Og hvorfor så det?
Den gruppe eller enkeltperson, der styrer distriktscentret styrer også det marked, hvor den lokale narkohandel udfolder sig (som de så kan beskatte), og det indbefatter også kontrol af politiet.
Dette er vigtigt i det sydlige Afghanistan: den gruppe, der ”er” politiet, er i stand til at beskytte deres egen position i narkohandelen og underminere deres modstanderes. Herunder muligheden for at manipulere regeringens narkobekæmpelse for at forfølge deres egen stammes fjender.

I Sangin har konkurrencen historisk set været mellem Ishaqzai og Alikozai. Under Jihad’en (krigen mellem Mujahidin og den kommunistiske regering i 1980’erne), allierede disse to stammer (og de mange konstituerende sub-stammer) sig med forskellige jihad-grupperinger. Hvilket gjorde det muligt for dem at fortsætte deres indbyrdes stammekonflikt under dække af at føre hellig krig. Stort set det samme foregår den dag i dag.

Da Taleban kom til magten i 1994, smed de rent faktisk både Ishaqzai og Alikozai krigsherrerne ud, og det selv om Ishaqzai-krigsherrens mænd straks begyndte at arbejde for Taleban.
Da Taleban så faldt, genindsatte præsident Karzai Alikozai-krigsherren Dad Mohammad, og de amerikanske specialstyrker tillod ham at gennemføre et rædselsregime over de Ishaqzai-beboede områder syd for Sangins distriktscenter. Amerikanerne var hverken hævngerrige eller udspekulerede i deres adfærd; de var bare fuldstændigt uvidende om de lokale dynamikker – noget jeg formoder gentager sig i disse dage.

De amerikanske specialstyrker var så blinde over for de lokale dynamikker, at da de fik to af deres soldater dræbt i 2003, lykkedes det Dad Mohammad, at overbevise dem om, at de skyldige drabsmænd tilhørte Ishaqzai-stammen.
Kort tid herefter etablerede amerikanerne en patruljebase i en compound tilhørende ”Lal Jan”, som var smugler og fra Ishaqzai. Denne base blev senere overdraget til britiske soldater, som døbte den FOB JACKSON, og i dag fungerer den som lejr for den afghanske hær (ANA) i Sangin.
Lal Jan har prøvet på at få sin compound igen, lige siden han mistede den.

Lad os til sidst kigge på de kommentarer som for nyligt er kommet fra Hashim Alikozai, en senator fra Helmand. Han fremlægger konflikten med den samme forsimplede ”Regering vs. Taliban” – ”God vs. Dårlig” – ”Hvid vs. Sort” -retorik som vi i Vesten altid har gjort, men med det twist, at Taliban for de flestes vedkommende stammer fra Pakistan.
Når vestlige medier interviewer afghanere ser de mest på deres jobtitel. Men hvis vi kigger på hans navn, er det tydeligt at han tilhører Alikozai-stammen, hvorfor vi bør betvivle hans objektivitet når han udtaler sig om konflikten i Sangin.

Situationen i Afghanistan pt. er groft sagt som følger:
Den afghanske regering er desperate for at få involveret amerikanerne og (i mindre grad) europæerne. Dette skyldes at amerikanerne har for vane at hjælpe dem i alle de små borgerkrige, som involverer regeringens lokale allierede (i dette tilfælde Alikozai) og finder sted over hele landet. Den afghanske regering vil til stadighed hævde at situationen er desperat og kun kan løses ved vestlig indblanden; f.eks. den, af den afghanske regering, meget hypede nylige fremgang for ISIS i landet.

Så hvad er det der foregår i Sangin?

Højst sandsynligt er det en variation af lokale stammegrupperinger der støtter op om smuglere som forsøger at opnå kontrollen med distriktscenteret. Det gør de fordi de ønsker at kunne beskatte den lokale narkohandel og kontrollere politiet.

Og hvorfor ønsker den britiske regering så at involvere sig i en lokal fejde blandt narkohandlere?

For ti år siden begik vi den store fejl at sende vores soldater ind i området, og den dag i dag foregøgler vi stadig os selv, at det IKKE var en fejltagelse.
Derfor hævder vi, at der eksisterer et strategisk formål, selvom det bare er en samling mudderhytter omgivet af valmuemarker.

 

(Teksten på originalsproget kan findes her: The story of Sangins christmas 2015)

Følg Mike Martin på Twitter: @ThreshedThought

 

Blå Bog: Mike Martin

Var indtil april 2014 kaptajn og reserveofficer i den britiske hær.

Han taler flydende pashtu, er uddannet fra Oxford University og har en ph.d. i War Studies fra King’s College i London.

I 2008 blev han sendt til Helmand for at opbygge en særlig Defense Cultural Specialist Unit, DCSU, i den britiske hær, der skulle kortlægge stamme- og magtrelationerne i Helmand.

I to år var han rådgiver for de britiske brigadechefer i Helmand og gennemførte i den forbindelse 150 interviews, som danner base for hans bog ’An Intimate War’.

Det britiske forsvars­ministerium har forsøgt at få nedlagt fogedforbud mod bogen, hvorefter Mike Martin valgte at tage sin afsked fra forsvaret.

’An Intimate War’ er udgivet af forlaget Hurst & Oxford University Press. Overskuddet fra bogsalget går til uddannelsesfonden AAF i Afghanistan og til at bistå britiske soldater med posttraumatisk stress.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet