Der har længe været tale om det, rygterne har svirret frem og tilbage – og nu er de her. Tirsdag eftermiddag fik vi alle udleveret et styk spritnyt, oliedryppende gevær. Der kunne spores julelys i øjnene hos de fleste; det er alt andet lige en særlig fornemmelse at få udleveret et våben lige fra fabrikken – der opstår automatisk en hvis ejer fornemmelse og ikke mindst beskyttertrang. Der gik da heller ikke længe før alle havde fattet et stykke tork og ivrigt forsøgte at frigøre geværet for den liter olie, der gemte sig i alle hulrum.

Med geværet fulgte der en kyndig vejledning i brug og vedligeholdelse af geværet (i militærjargon en såkaldt omskoling), samt lidt oplysning om geværets forcer sammenlignet med karabin M96. M10 har blandt andet en såkaldt ”flydende pibe”, som kun er hæftet på styrerammen, hvilket giver forbedret præcision og i praksis gør, at skytten kan lade geværets forskæfte hvile på andet underlag og stadig ramme plet. Derudover er geværet let at tilpasse til skytten med dets seks positioner i den udtrækkelige kolbe og med rails hele vejen rundt på forskæftet, så skytten har fri mulighed for at placere ekstraudstyr, hvor det passer ham. Også de kære linksskyttere er der tænkt på, med mulighed for blandt andet at sikre og afsikre på begge sider af geværet. Vi ville da være nogle skarn, hvis vi ikke er über tilfredse med dette snedige våben!

Og hvad var så ikke mere passende end en tur på skydebanen i forlængelse af udleveringen? Således drog vi alle tirsdag aften op på JDR skydebane, hvor vi i et snuptag fik indskudt geværerne på 50 meter banen og senere, da mørket faldt på, gennemførte et par mørkeskydninger på 100 meter banen. Den almene holdning var, at geværet, når man ellers fik skruet det optiske sigte ordentlig fast (fejl 40!!), artede sig, og at man generelt ramte, hvor man ville! Lækkert.

Mandag, onsdag og torsdag havde vi som deling for første gang vores PMV med i felten. Nu var det kørerne og vognkommandørernes tur til at være specialisterne, og til at vise, hvad de har lært i løbet af deres intensive PMV omskoling. Og hvor var det fedt at se dem og køretøjerne i funktion! Mandag lagde vi ud med disciplinen pakning af PMV. Det lyder måske simpelt, men det kræver en vis snilde at få plads til alt GRP materiel såsom PVV, ammunition, værktøjskasser m.v., en stor rygsæk per mand og ikke mindst 9-10 soldater i fuld SKYT i de små sardindåser (og som NK så venligt bemærkede: ”Bare rolig, der kommer meget mere, senere hen, som I skal finde plads til!”). Udover den sparsomme plads er også det faktum, at tingene skal spændes ordentlig fast, en tidsrøver – men hvor ville det være ærgerligt med en hjernerystelse af dimensioner forårsaget af en flyvende værktøjskasse!

Resten af mandagen samt onsdag øvede vi blandt andet op- og afsidning på PMV samt reaktion overfor beskydning (enkelte konstabelelever erfarede hurtigt, at begreberne højre-venstre bør trænes). Det er super fedt at have PMV med i felten og i vores manøvrer, men det kræver øvelse, øvelse og atter øvelse at få timet det hele, og at få det hele til at fungere så effektivt og gnidningsløst som muligt. Torsdag var givetvis den hidtil mest fredelige feltdag i HRU. Dagens program stod på DEL i BSO (beredskabsområde). Således blev NK og gruppernes GV1 sendt af sted for at recce for BSO, mens resten af delingen afventede nærmere ordre. Da ordren lød, satte vi kursen mod vores nye BSO, og modtog, som noget af det første, en befaling fra NK for BSO ”Anne”.
Efterfølgende skulle der pakkes ud af PMV, anvises og udbedres nærforsvar, laves et utal af sandsække samt opslås bivuaker. En stille og rolig dag uden ”bang” og høje råb – ja nogle vil måske strække sig til at sige, at den var lidt for stille! Fredag stod den på omskoling til PRR (personal role radio) og monokikkerter (natkikkerter, der fastspændes på hjelmen). Der blev instrueret, pillet og afprøvet, og der skulle ikke meget fantasi til at indse, at både PRR og monokikkerterne bliver lækkert og meget nyttigt materiel at medbringe i felten. Efter frokost stod det på valggruppemøde og CH-time, hvor vi blandt andet fik information omkring næste uges tredages øvelse i Finderup. Og så handlede det bare om at tage på weekend og få genopladet ”batterierne”.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

EFTERLAD ET SVAR