Sovjetistan – det glemte land

5

Sovjetunionen blev opløst, men Sovjetistan var en tilstand, der fortsatte. Centralasien er en del af verden, som mange i Vesten kun ved lidt om og sjældent bliver eksponeret for. Her er en bog, som fjerner undskyldningen for ikke at sætte sig ind i området. Tag med på en spændende rejse.

Når rejsebøger er bedst, handler de hverken om rejsen eller den rejsende, men om det, som rejsen giver mulighed for at fortælle. Rejsen er en ’undskyldning’ for at fortælle historien. Fortællingen bliver bundet ind i den rejsendes oplevelser, men bliver ikke en triviel historie, hvor enhver portion spaghetti skal gøres til en symbolsk handling.

Det er Sovjetistan. Rejselitteratur, som det kan være og bør være, og som er en stor fornøjelse at læse. Vi er med forfatteren Erika Fatlands rejse, men det er ikke triviallitteratur, og vi skal ikke høre om alle detaljer, når de er irrelevante for historien. Det er en begavet fortæller, der fører os igennem et stykke af verden, der har stor betydning i verdenshistorien, men som har formået at blive overraskende glemt.

Annonce
Annonce

Sovjetistan dækker begrebet Centralasien, som i nogle sammenhænge favner bredere, men i denne betydning gælder de tidligere sovjetrepublikker Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbeskistan. Lande, som ikke er på top ti-listen, når Familien Danmark skal vælge sommerferiedestination. Særligt Usbekistan har dog i en årrække været opnåeligt for et dansk publikum; herunder også for denne anmelder, hvilket har vakt interessen for området.

Bogens forside

Det store område mellem øst og vest byder på store ørkenområder, nomader og spor af Silkevejen. Det er Djengis Khans enorme rige og den i Vesten urimeligt ukendte Timur Link; eller Tamerlane, som han også kaldes. Det er fantastiske fortællinger, der finder sted for øjnene af én.

LÆS OGSÅ :  Rusland beskyldes for GPS-forstyrrelser ved NATO-øvelse

Så indrømmet. Jeg havde allerede en positiv bias, da bogen faldt i mine hænder.

I Vesten er Centralasien ofte en fællesmængde; ét Sovjetistan. Bogen viser, at det ikke er tilfældet, at de fem tidligere sovjetrepublikker er selvstændige stater med forskellige etniske og kulturelle baggrunde og sammensætninger. Men de deler 70 års sovjetisk styre, hvor nomader blev til bosættere, infrastrukturen blev udbygget, og læsefærdigheder blev udbredt, mens det arabiske alfabet blev erstattet af det kyrilliske. De deler også 70 år med politisk undertrykkelse, sultkatastrofer og tvangsdeporteringer.

Erika Fatland rejser ud for at blive klogere og lader sin læser blive klogere med hende. Hun rejser ud med en fascination, der ikke bliver til blind begejstring, men som giver læseren indsigt i personhistorier, kulturelle normer og politisk kontrol, der i forskellige grader er fulgt med efter løsrivelsen fra Sovjetunionen. Kirgisistan beskrives som det eneste demokrati blandt de fem stan-lande, men et skrøbeligt ét af slagsen. Kirgisistan er også et land med lang tradition for brudebortførelser, der stadig praktiseres, og som sjældent fører til repressalier fra myndighedernes side.

Turkmenistan har ikke mange turister, og forfatterens lokale guide mener da også, at en fjerdedel af hans turister har været spioner: ”Spioner ser dig aldrig i øjnene og går med solbriller hele tiden, også indendørs. De har altid nypudsede sko. De tager billeder af mennesker, ikke af ruiner. De lader, som om de ikke forstår russisk,” lyder hans karakteristik, som friholder Erika Fatland for mistanke. Hun har ikke spionsko.

LÆS OGSÅ :  Rusland beskyldes for GPS-forstyrrelser ved NATO-øvelse

Kasakhstan virker ved første øjekast ’helt almindeligt’ sammenholdt med Turkmenistan, men åbner også sine historier for læseren. Kasakhstan deler med Usbekistan den skrækkelige historie om udtørringen af det, der var verdens største indsø, Aralsøen; byen Aralsk (Aral) var tidligere en vigtig havneby. I 1980’erne var der 60 kilometer fra den gamle havn til søen. Takket være et stort genoprettelsesprojekt er afstanden i dag ’kun’ 20 kilometer fra søen. Usbekistan rummer Silkevejens perler med byer som Khiva og Samarkand. Det er 1001 nats eventyr, men også et styre, der holder sit folk i snor og oppositionen nede. Tadsjikistan kunne indtil for nylig prale af at have verdens højeste flagstang. Den rekord af overtaget af Saudi-Arabien, og det fattige stan-land er nu mest kendt for sin 1.200 kilometer lange grænse til Afghanistan.

 

Bogen er relevant for alle, der er interesseret i geopolitik med en kulturel forståelse.

Krigerens faste anmelderlæsere vil vide, at jeg ikke roser for sjov. Bogen er særdeles læseværdig; det er ikke almindelig krigslitteratur; men historien kan naturligvis ikke fortælles uden om krige, der har fundet sted.

Så læs den, hvis du har interesse i at forstå dette ofte glemte område; hvad enten du er interesseret i konfliktdynamikker, Sovjetunionens randområder – eller søger inspiration til en anderledes rejse.

 

Titel: Sovjetistan – En rejse gennem Turkmenistan, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan

Forfatter: Erika Fatland

Udgivelsesår: 2016 (originaludgave på norsk 2015)

Sprog: Dansk

ISBN13: 9788775144952

Sidetal: 431

Forlag: Informations Forlag

Bedømmelse
Læs bedømmelse stemmer
5

Jeanette Serritzlev

Skrevet by Jeanette Serritzlev

Hun har i mere end 10 år beskæftiget sig med information og kommunikation i Forsvaret.
Hun er analytiker på Institut for Militære Operationer på Forsvarsakademiet, hvor hun arbejder med forskellige former for information og påvirkning. Hun er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation samt Master i Militære Studier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *