Soldaterformand efter dom: Udsendte soldater er bedre forberedt

Der vil fortsat være gråzoner for udsendte soldater, som skal frihedsberøve, siger soldaterformand efter dom.

Hos Forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel, er formand Jesper K. Hansen tilfreds med en landsretsdom, der dømmer Forsvarsministeriet i en sag om påstået tortur mod 23 irakere i 2004.

Sagen har på sin vis allerede fået betydning for danske soldater, som er udsendt i udlandet, siger formanden.

– Jeg håber, at man i de situationer i fremtiden vil være mere opmærksom. Og der er også lavet en manual for, hvordan man forholder sig i situationer, hvor man er nødt til at frihedsberøve, siger han.

Annonce
Annonce

– Man kan aldrig være helt forberedt på, hvad der kommer til at ske i alle situationer. Men man kan i hvert fald være forberedt så godt som muligt hjemmefra. Og det er manualen et eksempel på, siger Jesper K. Hansen.

LÆS OGSÅ :  Forsvarsministeriet anker dom om overgreb på 18 irakere

Sagen handler om, at en række irakere blev frihedsberøvet under militæroperationen Green Desert i 2004, hvor danske styrker deltog.

18 irakere er blevet tilkendt en godtgørelse på 30.000 kroner hver.

Dansk militær var medansvarlig for, at de hos irakiske myndigheder blev slået og sparket, mener landsretten.

Dommen slår dog samtidig fast, at de danske soldater ikke kunne vide, at de tilbageholdte også ville blive udsat for tortur, som irakerne havde hævdet.

– Når vi er ude at løse opgaver af den her karakter, så parerer vi ordrer, medmindre det er åbenlyst, at der bliver foretaget overgreb og brud på konventioner. Det er vi uddannet til, siger formanden.

– Men det er klart, at der vil være nogle gråzoner, og det vil der fortsat være. Når vi er udsendt på den måde, skal vi indimellem træffe nogle rigtig hurtige beslutninger.

LÆS OGSÅ :  Major: Specialstyrker løb tør for specielle opgaver i Irak

– I situationen kan man opfatte det som det rigtige, men efterfølgende kan man finde ud af, at det var forkert, siger Jesper K. Hansen.

/ritzau/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *