Soldaterforening: Flere værnepligtige er spild af penge

Arkivfoto: Krigeren.dk

Det er unødvendigt med 500 ekstra værnepligtige, mener Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF)

Det er unødvendigt at øge antallet af værnepligtige med 500, sådan som regeringen lægger op til i dets forsvarsudspil.

Det siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, efter at regeringen onsdag har præsenteret dets forsvarsudspil.

Annonce
Annonce

– Det lyder en lille smule unødvendigt, og der er heller ikke militærfagligt belæg for det, siger han.

– Allerede i dag er der jo rigeligt af værnepligtige at tage. Otte ud af ti bliver hjemsendt, fordi der ikke er plads til dem i strukturen, siger Flemming Vinther.

Han peger på, at der kun er job at få i Forsvaret for to ud af ti værnepligtige. Derfor er der ifølge fagforeningsformanden ingen grund til at skrue op for antallet.

Han mener, at pengene ville være bedre anvendt til at styrke de professionelle soldater.

LÆS OGSÅ :  HKKF: Antal uegnede til værnepligt er bekymrende

Når det er sagt, glæder han sig dog over, at der er udsigt til flere penge til Forsvaret. Helt op til 12,8 milliarder kroner over de næste seks år.

– Det er dejligt, at man for første gang i mange år lægger op til at tilføre penge frem for at spare. Det er der ved Gud brug for, siger Flemming Vinther.

Pengene skal blandt andet bruges på at ansætte nye soldater til en brigade, der kan operere uden for Danmarks grænser.

Desuden skal der oprettes en infanteribataljon på 500 mand, som med kort varsel kan indsættes til støtte for politiet og til løsning af beskyttelses- og bevogtningsopgaver.

Også Livgarden skal styrkes med yderligere et vagthold, der kan hjælpe politiet.

– Så begynder vi at få kolleger i et omfang, der gør, at vi kan komme i nærheden af at få hverdagen til at hænge sammen. Det er der også brug for, for vi løber meget stærkt derude, siger Flemming Vinther.

LÆS OGSÅ :  Rekordmange unge danske mænd er for syge til værnepligt

Spørgsmål: Så er der set med dine øjne tale om et “substantielt løft”, sådan som regeringen har lovet?

– Det er jo et politikerord, der kan betyde alting mellem 75 øre og flere milliarder.

– Men når man ender med et løft på mere end 4,5 milliarder kroner om året i slutfasen, opbygning af en brigade og styrkelse af andre områder, så ser det indledningsvist ud til, at de mente det, da de brugte ordet substantielt, siger Flemming Vinther.

Regeringen skal nu forhandle med de øvrige partier inden for forligskredsen, og en aftale skal være på plads inden årsskiftet.

/ritzau/

9 kommentarer

Skriv et svar
  1. Fast personel tjener det formål at kunne udsendes. Forsvar af Danmark kræver da langt flere styrker end hvad det faste personel nogensinde kommer op på. Så hvorfor denne modstand mod værnepligten?

  2. Værnepligt handler om langt mere end økonomi og fastholdelse i forsvaret. Det handler om pligt og vilje til at deltage i sammenholdet i et samfund hvor man giver de unge mennesker en mulighed for robusthed og lærerigt samvær under en professionel ledelse. det er stadig attraktivt for erhvervslivet at få unge mennesker der har fået “rystet” teenager årene ud af kroppen.
    Det handler om social værdi som det handler om forståelse af ansvar og disciplin. Det at ofrer sig for andet end sig selv, og samtidig lære sammenfasthed og kammeratskab er en unik chance for at gøre op med tendensen om en “kun jeg – kultur.”
    Vi har i Danmark mange rettigheder og muligheder, men kun 2 pligter. Undervisningspligten samt værnepligten.
    Bevar dem og vi styrker vores ungdom til en god tilværelse.

    Samtidig bør værnepligten være mere end 4 måneds kursus i brandbekæmpelse og førstehjælp. Derfor skal den genindføres i mindst en varighed af 9 måneder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *