Soldaterforening: 100 kvinder har fortalt om krænkelser

Forsvaret bør undersøge omfanget af seksuelle krænkelser, lyder det fra foreningen Kvindelige Veteraner.

Kvindelig soldat ISAF 10, Afghanistan. Arkivfoto: Forsvaret

Soldaterforeningen for nuværende og tidligere kvindelige soldater har på bare to år været i kontakt med omkring 100 kvinder, der har berettet om krænkende oplevelser i Forsvaret.

Det skriver Politiken.

Krænkelserne handler ifølge foreningen Kvindelige Veteraner om nedsættende bemærkninger, en sexistisk omgangstone, uønskede berøringer og enkelte tilfælde af voldtægtsforsøg.

Kvinderne, der har henvendt sig er både nuværende ansatte i Forsvaret og tidligere ansatte. Hændelserne er både sket under udsendelse og i Danmark.

Forsvaret bør på baggrund af de mange henvendelser lave en grundig undersøgelse af omfanget af seksuelle krænkelser i Forsvaret, mener foreningens næstforkvinde, Marie Sihm.

Hun fortæller om kvindelige soldater, der nærmest har oplevet at blive forfulgt af sultne blikke og tilråb i lejren, når de har været udsendt.

– Når man er udsendt og er sammen med ens kolleger på daglig basis, kan det være ret voldsomt at opleve det.

– Dertil har vi også henvendelser, der handler om mere grove sager, som forsøg på voldtægt og anden form for kønsbaseret vold, siger hun til Ritzau.

Følelsen af at skulle være på vagt over for sine kolleger har ifølge Marie Sihm påvirket kvinderne i lige så høj grad som kamprelateret stress.

Ifølge foreningen er ingen af hændelserne blevet anmeldt, ligesom foreningen heller ikke er gået videre med dem.

– Min oplevelse er, at der ikke ligefrem bliver opfordret til åbenhed omkring det her, når det er, at kvinderne fortæller deres historier, siger næstforkvinden.

Forsvarschef Bjørn Bisserup understreger over for Politiken, at Forsvaret ikke har oplysninger, der tyder på et omfattende problem med krænkende adfærd.

Han afviser dog ikke at lave en undersøgelse af omfanget, som den to år gamle forening ønsker.

– Jeg er sikker på, at der nok er et mørketal, vi ikke kender til. Og derfor vil jeg bestemt heller ikke afvise, at vi gennemfører en undersøgelse, så vi kan få klarhed omkring det, siger Bjørn Bisserup.

Han understreger, at hvis der er hold i de mange henvendelser til Kvindelige Veteraner, så er det “helt uacceptabelt”.

I 2018 behandlede Forsvarets Personalestyrelse ni sager om seksuelt krænkende adfærd, mens Forsvarets Auditørkorps fra 2016 til i dag har truffet afgørelse i seks sager om krænkende hændelser.

En sag er stadig under behandling.

 

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer