Soldat var med til at redde Lissis liv: Nu leder hun efter ham

Privat billede/ Wikipedia

Den 19. november sidste år blev en skæbnesvanger dag for 55-årige Lissi Sørensen fra Valby. På vej i S-toget ved Skovbrynet Station falder hun om med hjertestop.

Her trådte en kvik mand til og gav hende hjertemassage. Ved at give elektriske stød lykkedes det senere ambulancefolkene at redde hende.

Manden, der var iklædt militæruniform, er det derimod ikke lykkedes hende at opspore.

Annonce
Annonce

Hun har derfor forsøgt sig via Facebook, og siden hun i aftes lagde opslaget op er det blevet delt over 4.500 gange. Det skriver TV 2 Lorry.

– Jeg tænker på ham hver dag, for selv om det var ambulancefolkene, der fik liv i mig, men det må være ham, der ringede 112, så de kunne være fremme ved næste station, siger Lissi Sørensen til TV 2 Lorry.

Det sidste halve år har hun brugt på at genvinde sine færdigheder, eksempelvis at få hukommelsen tilbage. Men nu, hvor hun er kommet sig – og næsten uden mén – har hun efter moden overvejelse valgt at lede efter ham.

I første omgang ved at ringe til Forsvaret, men uden held.

– Jeg har tænkt over om det var fair at lede efter ham, fordi det jo var ambulancefolkene, der fik liv i mig. Men måske han også tænker på hvordan det mon er gået mig, siger Lissi Sørensen.

Det er kommet lidt bag på hende hvor mange reaktioner, hun har fået på Facebook-opslaget. Flere har anbefalet hende at dele opslaget i forskellige grupper, hvor man kan efterlyse folk, og flere fra Forsvaret har delt opslaget i interne grupper.

– Jeg ventede lidt med at bruge Facebook. Jeg troede måske, at nogen ville skrive noget negativt til mig – men det er heldigvis ikke sket, siger hun, der har overvejet den mulighed, at hendes redningsmand ønsker at forblive anonym.

– Selvfølgelig skal man kunne hjælpe anonymt. Men jeg må forsøge at finde ham. Så kan jeg ikke gøre mere, siger Lissi Sørensen.

Hun håber, at hun med sin efterlysning også kan appellere til andre. Hun er et omvandrende eksmepel på, at førstehjælp virker.

– Det er sommetider bare små ting, der gør forskellen på liv og død, siger hun.


En kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *