Det er første gang centraleuropæisk hjernebetændelse – som følge efter et flåtbid – er dukket op i Danmark udenfor Bornholm.
Nu er en skovarbejder blevet smittet med centraleuropæisk hjernebetændelse under arbejde i en skov i Nordsjælland. Det er skovens lille blodsuger, flåten, som overfører sygdommen, som også kaldes TBE – tick borne encephalitis.
Skovflåter kan også overføre sygdommen Borrelia, som kan føre til hjernebetændelse, men modsat borrelia smitter den nye virus allerede kort efter flåten har bidt.
Hos Statens Seruminstitut bekræfter de, at virussen nu findes i Nordsjælland. 

»Forekomsten af virus er blevet bekræftet gennem undersøgelse af flåter indsamlet fra et afgrænset område af Tokkekøb hegn, som ligger i området mellem Hillerød og Allerød«, skriver institutet på deres hjemmeside.

Symptomer
Symptomer på TBE er karakteriseret ved et 2-faset forløb. Symptomer starter med influenza-lignende sygdom, der varer nogle dage. Ca. 1/3 udvikler så tegn på en hjernebetændelse med hovedpine, feber og lammelser efter et symptomfrit interval på få dage til få ugers varighed. Enkelte patienter kan forvente at få varige mentale eller neurologiske skader.

Vaccine
Danskere, som bor i et område, hvor virussen findes kan få vaccine for sygdommen. Det samme gælder soldater, skovarbejdere og folk, der bruger skoven til leg, sport eller hobbyaktiviteter.
Vaccinen mod Centraleuropæisk hjernebetændelse/TBE består af dræbt TBE virus. Der gives 2 vaccinationer med 1 – 3 måneders mellemrum; kan nedsættes til 2 uger. En tredje vaccination efter 9 – 12 måneder beskytter hos 90% og anses at beskytte i yderligere 3 år.
Vaccinen koster ca 330kr, og dækker ca 3 år-.  Læs mere på http://www.ssi.dk/sw1587.asp

Hvordan bider flåter?
Skovflåter sidder som regel i skyggefuld vegetation et lille stykke over jorden – f.eks. i knæhøjt græs. De kan sidde højere, men de falder ikke ned fra trætoppene. Her sidder de og venter på, at et dyr eller et menneske skal komme forbi. Skovflåter reagerer på temperatur, lugt og bevægelse. Det er derfor din lugt og varmeudstråling, som får flåten til at gribe fat i dig, når du går forbi. Det forklarer også, hvorfor man får flere flåter på sig en varm sommerdag, og at nogle mennesker får massevis af flåter, men andre aldrig bliver bidt
Når flåten har fundet et stykke bart hud, borer de munddelene godt ind og ned til en blodåre. Samtidig sørger flåtens spyt for, at du ikke kan mærke biddet. Spyttet virker som en lokalbedøvelse. Typisk går der ca. 24 timer før flåten begynder at overføre eventuelle bakterier og virus. Flåten kan sidde fast og suge blod i op til 14 dage, hvis den ikke opdages.

Hvordan fjerner man en flåt?
Opdager du en flåt på din krop, skal den fjernes med det samme. Her er gode råd til, hvordan du mest enkelt fjerner skovflåter:
•    Brug neglene, en finspidset pincet eller en speciel flåttang (fås på apoteket) til af gribe fat om flåten.
•    Anbring neglene/pincetten så tæt ved huden som muligt. Tag fat i flåten og drej langsomt pincetten rundt et antal gange indtil flåten slipper taget. Hvis munddelen bliver siddende, fjernes de i næste omgang. Kan man ikke få munddelen ud, gør det ikke så meget, men det kan dog give risiko for kløe og infektion. Det er vigtigt, at få fjernet selve flåten, så eventuelle bakterier forhindres i at vandre over i bidsåret.
•    Vask bidstedet med vand og sæbe
Glem alt om gamle husråd som at smøre flåten ind i smør, fedt, tandpasta eller sprit for at få flåten til at slippe.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

EFTERLAD ET SVAR