Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Foto: Forsvarsministeriet

Forsvarsminister Claus Hjort står for skud i Rusland, efter at han onsdag fremlagde udspil til forsvarsforlig.

Danske politikere – heriblandt forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) – skal droppe deres “uvenlige retorik”, når de taler om Rusland.

Sådan lyder i hvert fald opfordringen fra det russiske udenrigsministerium.

– Vi er nødt til at sige, at vi igen hører ukonstruktiv og uvenlig retorik fra Danmarks embedsmænd omkring en påstået russisk trussel, siger Maria Sakharova, der er talsperson for ministeriet.

– I vores øjne er det desværre allerede blevet en tradition og vane, en dårlig vane, tilføjer hun.

Talspersonen fremhæver Claus Hjort Frederiksen, der onsdag sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlagde regeringens udspil til et seksårigt forsvarsforlig.

Her tegnede forsvarsministeren et billede af “Ruslands aggressive intentioner”, mener Maria Sakharova.

LÆS OGSÅ :  Danmark lurer på russisk militærøvelse
Annonce

– Det står fuldstændig klart, at den fremgangsmåde er rettet mod at retfærdiggøre en stigning i kongerigets militærudgifter, siger hun.

– Vi beder Danmarks politikere om at stoppe med at bedrage deres egne borgere. Vil I polstre forsvarsbudgettet? Så sig det til jeres vælgere. Rusland har ikke noget med det at gøre, tilføjer hun.

Det stod klart under onsdagens præsentation, at regeringen mener, Rusland udgør en stigende trussel.

/ritzau/Tass


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

EFTERLAD ET SVAR