Regeringen er klar med strategi for cyberforsvar

Center for Cybersikkerhed skal styrkes, og børn skal lære om it-sikkerhed, lyder det i regeringens strategi.

Arkivfoto: Anders Fridberg - Forsvarsgalleriet

Halvandet døgn efter, at et cyberangreb fik DSB’s systemer til at bryde sammen, er regeringen klar med den strategi, der skal hindre, at det sker igen.

Strategien præsenteres tirsdag, skriver Berlingske, der bringer et dobbeltinterview med innovationsminister Sophie Løhde (V) og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i den anledning.

– Spørgsmålet er ikke længere, hvornår vi bliver angrebet, men hvordan vi står rustet, når det sker, siger innovationsminister Sophie Løhde (V) til Berlingske.

Annonce
Annonce

Claus Hjort Frederiksen har længe talt for, at Danmark har brug for et stærkere forsvar mod it-kriminelle og hackere fra andre stater. Særligt fra Rusland ser forsvarsministeren en trussel.

I forsvarsforliget, der blev indgået sidste år, er der afsat cirka 1,4 milliarder kroner frem til 2023 til at styrke cybersikkerheden. Men de nærmere planer for, hvordan det skal ske, er først klar nu.

Regeringen vil blandt andet oprette et døgnbemandet cybersituationscenter, der skal overvåge den aktuelle nationale sikkerhedstilstand, skriver Berlingske.

Ny lovgivning skal styrke det eksisterende Center for Cybersikkerhed. Og så skal der ske en indsats for at øge skolebørns og læreres opmærksomhed om it-sikkerhed.

– Man har kendt til problemer med hacking gennem flere år, men tingene har taget en drejning.

– Blandt andet russerne har løftet det op på et niveau, hvor det ikke nødvendigvis handler om at få viden, men om at forvolde skade, og særligt frygtet er angreb på vores centrale infrastruktur, siger Claus Hjort Frederiksen.

Præsentationen er aktualiseret af situationen søndag aften og natten til mandag, hvor DSB blev ramt af et omfattende cyberangreb. Det gjorde det umuligt at købe togbilletter via DSB’s app, på hjemmesiden, i billetautomater og i 7-Eleven-kiosker på stationerne.

Men DSB er ikke det eneste danske selskab, der er blevet lagt ned af hackere.

I juni sidste år blev A.P. Møller – Mærsk ramt af et angreb. Her stod havne stille, og it-systemer i vigtige forretningsområder måtte lukkes ned.

I nyeste trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste tegner sig et dystert billede, hvor den generelle cybertrussel mod Danmark fortsat er MEGET HØJ. Det er det højeste trusselsniveau, Center for Cybersikkerhed arbejder med.

Se trusselsvurderingen “Cybertruslen mod Danmark 2018”

/ritzau/

En kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *