Ordner hænger man paa idioter,
Stjærner og Baand man kun Adelen gier,
men om de Mallinger, Suhmer og Rother,
man ej et Ord i Aviserne ser.
Dog, har man Hjærne,
kan man jo gjærne
undvære Orden og Stjærne.

Således skrev den tidligere soldat, forfatter og filolog Peter Andreas Heiberg i 1790, som et forsøg på at ironisere over datidens standsforskel, enevælde og den, ifølge ham, falske offentlige og officielle ære. Jeg selv husker en lettere og mere nutidig omskrivning som befalingsmænd og ældre konstabler drillende fremførte, da jeg var en ung og ildsprudlende premierløjtnant; ”medaljer og stjerner giver man til idioter uden hjerner”.

Nu ville jeg aldrig vove at udråbe alle nutidens medaljemodtagere til idioter, det ville være både uforskammet, unuanceret og for langt størstedelens vedkommende, decideret forkert. Men jeg kunne sagtens slippe afsted med det, uden andre omkostninger end at de fleste nok ville betegne mig som en taktløs polemikker. Peter Andreas derimod havde noget mere på spil, og endte med at blive fældet af sin egen skarpe tunge, da han den. 24. december 1799, juleaften, blev fældet af Hof- og Stadsrettens dom lydende på forvisning fra »Kongens Riger og Lande«, anklaget for majestætsfornærmelse.

Som modtager af lidt mere end en håndfuld medaljer fordelt over de sidste tyve år, hvoraf den seneste er fra Forsvarschefen og en tak for min indsats på de tre udsendelser ”som har fundet sted inden for perioden 1948 – 2009 i de konflikt- og katastrofeområder, der er sammenfaldende med områder, som står opført på Monumentet over Danmarks internationale indsats efter 1948 (i Kastellet i København)”, som der så mundtret står i følgebrevet, vil jeg gerne dele mine tanker og prøve at forklare hvorfor Heibergs ord vækker genklang i mine ører, når jeg tager mit nye vedhæng i betragtning.

Ildvand og perler

Jeg føler mig selv sagt ikke som en idiot, men på den anden side føler jeg mig heller ikke specielt anerkendt, påskønnet eller respekteret, som vidst nok er ideen med indstiftelsen af medaljen. Jeg har det nok mere som en desillusioneret indianer der lige har modtaget endnu en flaske ildvand og en håndfuld perler af en storsmilende kavaleriofficer.

Lad mig med det samme understrege, at jeg syntes at udlevering af medaljer og afholdelse af mærkedage er fine symboler et samfund kan anvende til at understrege sin påskønnelse af de borgere som man vurderer har ydet en indsats der fortjener sådanne markeringer.
Men når det drejer sig om at påskønne og hylde nuværende og tidligere soldater, som på samfundets vegne har været i krig eller indsat i internationale operationer, så er der en overhængende risiko for at de politiske lovprisninger, parader og medaljer bliver hule og får modsatrettet effekt, hvis de ikke underbygges af konkrete handlinger og tiltag.

Annonce

Det kan være en overordentligt voldsom oplevelse, at tage våben i hånd og drage i krig. En oplevelse som i værste fald kan koste livet, førligheden og/eller sætte dybe ar i sjælen. Det er derfor altafgørende, at der er et velfungerende netværk af programmer, systemer og handleplaner som støtter op om de soldater som måtte have brug for støtte. En medalje og en flagdag med samfundet som afsender kan ende med at opleves som en direkte hån, hvis man samtidig kæmper for sit liv, i en utilstrækkelig og uforstående offentlig administration etableret af selvsamme samfund.

Jeg har været udsendt halvandet år på Balkan og også i ”de glade 90’ere”, hvor vi tossede rundt med blå hat og uden luftstøtte agerede skydeskiver for diverse hel- og halvmilitære etniske grupperinger. Der var ikke rigtigt noget der hed psykologhjælp dengang og interessen for hvad vi havde oplevet dernede og hvordan det havde påvirket os kunne også ligge på et meget lille sted.
Det har heldigvis ændret sig en del og senest da jeg var udsendt til Afghanistan oplevede jeg et helt andet fokus på hvordan man varetager det mentale velbefindende hos soldater der er udsat for traumatiserende situationer. I 2010 udformede regeringen en decideret veteranpolitik og i 2011 blev der oprettet et Veterancenter i regi af Forsvaret. Samtidig er der etableret Veteranhjem og en hel del mere eller mindre officielle interesse- og hjælpeorganisationer, der alle har veteraners velbefindende for øje.

Der er noget galt…

To selvmord, et selvmordsforsøg og senest et dobbeltmord på to pårørende har vi været vidne til henover sommeren. Alle begået af tidligere soldater, eller veteraner, som er den ”etiket”, vores samfund har defineret og manifesteret i form af det såkaldte Veterankort.

”Ved en veteran forstås en person, der – som enkeltperson eller i en enhed – har været udsendt i mindst én international operation. Personen kan fortsat være ansat i forsvaret eller anden myndighed, men kan også være overgået til det civile uddannelsessystem, arbejdsmarked eller andet”
(Danmarks Veteranpolitik, oktober 2010).

At være veteran er en identitet som pålægges alle soldater der har været udsendt i krig og internationale operationer, uanset om de bryder sig om det eller ej. Med god ret kan vi konkludere, at veteraner er et produkt af det samfund, som har sanktioneret de krige de har udkæmpet på dets vegne. Derfor er behandlingen af dem også et samfundsanliggende, og der er ingen dansk statsborger der, med respekt for det demokrati de lever i, kan undsige sig sit ansvar. Vi hæfter kollektivt og solidarisk for alle beslutninger vores regering træffer, uanset om vi er enige eller ej.

I USA begår 22 veteraner selvmord om dagen. Så umiddelbart kan frekvensen herhjemme syntes lav og tilfældig. Men efter danske forhold er den alarmerende og bør som minimum give anledning til en alvorlig granskning af den indsats der gøres for de veteraner og pårørende som har brug for hjælp nu, eller som vil få brug for det i fremtiden. For uanset hvordan man vender og drejer det, så er der noget galt når tre så store tragedier udspiller sig med så kort mellemrum blandt en befolkningsgruppe som i en specifikt formuleret politik, er sikret særlig opmærksomhed og behandling. De personlige historier bagved tragedierne vidner da også om en utilstrækkelig støtte af forskellige årsager.

Opbygningen af systemer og organisationer der skal håndtere den deciderede behandling af veteraner og pårørende med problemer, og forebyggelse af at dem som ikke har problemer pt. får dem på sigt, er en kompliceret affære med mange facetter. Der er mange tekniske detaljer at dykke ned i og tage fat på. Næsten ingen sager er ens, i det vi jo er forskellige som mennesker. Det er et område som personer med faglig indsigt, specialister og videnskaben skal tage sig af.

Men hvordan vi som samfund italesætter og udmønter vores fælles ansvar, for at håndtere de udfordringer vi står overfor, i forbindelse med at vi har sendt en del af vores medborgere i krig, det er noget vi alle sammen har del i.

Afstanden mellem de civile borgere og deres soldater

Amerikanerne har en defineret problemstilling der betegnes som “The Civil Military Gap”, som er et udtryk for afstanden mellem militæret og det civile samfund. Afstanden defineres som et udtryk for den forståelse samfundets almindelige borgere har for hvilket hverv dets soldater udfører på deres vegne. Det er en afstand man har observeret vokse siden 2. Verdenskrig, hvor alle ressourcer i samfundet var allokeret til at vinde krigen mod aksemagterne, og mere end 11 procent af befolkningen var udkommanderet i militærtjeneste.
Under Vietnamkrigen var 4,3 % indsat og 12 millioner af dem som en del af en værnepligt.
Siden 2001 har USA været engageret i det der betegnes som den globale krig mod terror, med en udelukkende frivillig militær styrke. Den længste krig USA har været engageret i, og en krig som er blevet udkæmpet af mindre en halv procent af befolkningen.

Det er en udvikling som har mindsket forståelsen hos den almindelige borger for hvad det er soldaterne udfører på deres bud. Og det er med til at fremmedgøre soldaterne overfor det samfund og de borgere som de har været villige til at slå ihjel, og ultimativt gå i døden, for.

Afstanden er problematisk hvis samfundet ikke er bevidst om at den eksisterer og, at den udgør et reelt problem der potentielt er mere dræbende en selve de krige som soldaterne har været udsendt i. Det er efterhånden et stykke tid siden at selvmordsraten blandt amerikanske veteraner overhalede tabstallene i de igangværende krige.

Vi kan selvfølgelig ikke drage direkte paralleller mellem Danmark og USA. Men der er dog nogen tendenser som vi bør være opmærksomme på, så vi kan forebygge en lignende udvikling.

0.45 % af den amerikanske befolkning deltaget i krigene i Irak og Afghanistan.

I Danmark var vi pr. 31/12 2015, 5.699.220 indbyggere og 16.596 af dem havde på daværende tidspunkt deltaget i krigene i Irak og Afghanistan (tallet er reelt mindre, idet en del har deltaget i begge krige).

Det giver et procenttal på 0,29 %. Så umiddelbart kan man konkludere at “The Civil Military Gap” er større i Danmark en i USA.

Det er en afstand vi har et fælles ansvar for at få mindsket.

Veteraner med vilje

Vi veteraner har et ansvar for at hjælpe hinanden og udbrede kendskabet blandt vores ”civile” medborgere til hvad det er for nogle krige og internationale operationer vi har medvirket i på deres bud, og synliggøre hvilke konsekvenser og udfordringer vi som samfund har behov for at adressere. Samtidig har vores civile medborgere, en pligt til at engagere sig, støtte op om deres soldater og sørge for at der bliver taget hånd om os når og hvis vi har brug for det.

Det vigtigste skridt til at mindske afstanden ligger, efter min mening, i anerkendelsen og italesættelsen af de ressourcer og kompetencer som alle soldater, nuværende som tidligere, er i besiddelse af.
Det kan godt være at vi ikke frivilligt har valgt at blive kaldt veteraner, men den indsats der førte til at vi har fået påklistret betegnelsen, har vi valgt at udføre med fuldt overlæg og stor vilje.

Der tegnes et meget misvisende billede i offentligheden, når det at være veteran kun kædes sammen med psykiske- og fysiske skader. Alt andet lige er det stadigvæk langt de færreste veteraner som har problemer. Men hvis det at være veteran går hen og bliver et stigma frem for et kvalitetsstempel, så er der flere som vil få problemer med tiden.

Her har Forsvaret, i sin egenskab af arbejdsgiver, selv sagt en afgørende rolle. I 2011 tog man da også initiativ til udarbejdelsen af et ”Kompetencekort” som soldater kunne anvende når de skulle oversætte deres militære færdigheder til civile termer, og gøre sig attraktive på arbejdsmarkedet. Men her fem år senere, er der stadigvæk ikke udarbejdet noget konkret.
De seneste års deciderede personaleflugt fra alle personelkategorier i Forsvaret, er selvfølgelig heller ikke noget som virker fordrende på lysten til, at gøre sine medarbejdere yderligere attraktive for et civilt erhvervsliv der hungrer efter arbejdskraft.

Et kompetencekort vil være uendeligt meget mere værd end en medalje, hvis berettigelse man skal kigge efter på et monument i København. Det vil være en klar styrkelse af veteran-identiteten, være med til at udbrede forståelsen for hvad en tidligere soldat kan, og hvem ved, måske endda hjælpe svage sjæle til at ranke ryggen og styrke deres selvværd på trods af problemer. Man kan kun undres over prioriteringen og anvendelsen af midler.

Heldigvis er der gode kræfter uden for Forsvaret og uafhængigt af politiske dagsordner som har taget fat, hvor f.eks. en organisation som InterForce og Danmarks Veteraner, tidligere ”De Blå Baretter”, ikke har leveret.
Velkommen Hjem er et projekt som er 100% drevet af erhvervslivets interesse i at gøre noget godt for vores veteraner, men i høj grad også at nyttiggøre de ressourcer og kompetencer som nuværende og tidligere soldater er i besiddelse af, for at sikre sig kvalificeret arbejdskraft. Det er et projekt som i min optik har potentiale til at blive det vigtigste initiativ som nogensinde er taget på ”veteranområdet”

Giv Velkommen Hjem et like på Facebook!!

Ved at italesætte danske veteraner og tidligere soldater som en ressource vi gerne vil nyttiggøre til gode for hele vores samfund, så kan vi også få det rette fokus på at yde den livsvigtige hjælp til de, forholdsvist få, der har brug for den. Vi kan måske endda forebygge, at der er flere veteraner som kommer i en situation hvor de overvejer at tage deres eget liv, fordi de ikke kan få deres tilværelse til at hænge sammen.

Medaljer er som nævnt en udmærket gestus hvormed et samfund kan synliggøre sin påskønnelse, men det er omstændighederne de ”serveres” under der afgør hvilken smag de efterlader i munden på modtagerne.

 


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

9 KOMMENTARER

  1. Start med at IRETTESÆTTE Ankestyrelsen Jeg kan med sikkerhed sige at undertegnede er et split fra at blive et tal i avisen!!! Først godkender/anerkender de skaden (alle enige) men da jeg har været stærk i 3,5 år uden sammenbrud, grænsen går ved 2,5 år for fuldt udblusset PTSD – så er de igang med at afvise sagen – svar om 1-2 mdr. Det er efter MIN mening at tage ALT identitet, forsørgelse, menneske ALT fra en person!!!

    • Omg.. jeg ønsker dig alt held og lykke! Det bare ikke fair. Jeg er selv ved at køre en arbejdsskade sag og hver gang jeg læser opslag som dit får jeg direkte ondt i maven! Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

  2. Provokerende overskrift, som jo intet gør for at italesætte danske veteraner som ressourcer., hvis det er forfatterens mission og budskab Jeg forestiller mig ikke, den eller kronikken som helhed hjælper en veteran til et jobinterview eller en MUS samtale. Når han eller hende skal forklare, hvorfor virksomheden skal satse på veteraner, der er idioter, selvmords-truede eller så syge de tager livet af deres deres pårørende. Der er uden tvivl veteraner, der lider og har behov for hjælp, og det er fint, der bliver sat fokus på de tragiske begivnheder, der fandt sted henover sommeren i veteranmiljøet, men det er ikke fint, at tage det som indtægt for, at det er grundlæggende noget galt med os, og nu må der ske noget drastisk. Slutteligt er det at tale imod statistikker og det stignmatiserer i høj grad alle over en karm.

EFTERLAD ET SVAR