Menu

Ny rapport: Hver tredje Afghanistan-veteran har PTSD-symptomer

Arkivfoto: C sundsdal - krigeren.dk

Andelen af veteraner med symptomer på PTSD og depression stiger i årene efter hjemkomsten fra Afghanistan, viser ny rapport. Også antallet af selvmordsforsøg stiger.

Næsten hver tredje Afghanistan-veteran har et moderat eller højt niveau af PTSD-symptomer seks et halvt år år efter hjemkomsten. Knap hver syvende har moderate eller svære depressions-symptomer. Og 6,3 procent af veteranerne har forsøgt at begå selvmord én eller flere gange.

Konklusionerne fremgår af en ny rapport fra Veterancentret under Forsvarsministeriet, som i denne uge er blevet oversendt til politikerne i Folketinget. Det skriver Avisen.dk.

Annonce
Annonce

Veterancentret har undersøgt det psykiske helbred hos de danske soldater, der var udsendt med ISAF hold 7 til Afghanistan fra februar til august 2009.

Soldaterne er blevet fulgt både før, under og efter udsendelsen til Afghanistan. Og antallet af soldater med psykiske problemer bliver bare ved med at stige i årene efter hjemkomsten, viser den nye rapport.

Umiddelbart efter hjemkomsten havde 2,4 procent af veteranerne svære symptomer på PTSD. Efter to et halvt år var andelen steget til 9,7 procent, og efter seks et halvt år har 13,7 procent et højt niveau af PTSD-symptomer.

Samme mønster gør sig gældende, når det gælder veteraner med symptomer på depression og selvmordsforsøg.

At flere og flere veteraner bliver ramt af PTSD, depression eller får selvmordstanker i årene efter hjemkomsten fra Afghanistan kommer ikke bag på Claus Stenberg, der er talsmand for Veteranalliancen.

– Det er det, vi har sagt i 20 år, siden Balkan-gutterne kom hjem. For Balkan-veteranerne var der overhovedet ikke noget hjælp og støtte, det har der trods alt været omkring Afghanistan. Men det gør det nærmest endnu mere deprimerende, at det stadig forholder sig sådan, siger han til Avisen.dk

Han kalder rapportens resultater for “et gevaldigt wake up-call” for forsvaret og politikerne. Problemet er, at man ikke gør nok for at at nå ud til de allerhårdest ramte soldater.

– Hele veteranindsatsen er bygget op omkring, at man selv skal henvende sig. Men de her veteraner går ikke bare hen til kommunen eller lægen og siger, at de har det skidt. Hvis de gør det, er det fordi, at det er så skidt, at det er enten det eller at gå ud og hænge sig i skoven.

– Det dur ikke, at vi bare sidder ved telefonen og venter på, at veteranerne henvender sig, for det gør de ikke, siger Claus Stenberg.

Rapporten viser også, at 15,6 procent af veteranerne har haft selvmordstanker én eller flere gange inden for det seneste år. Og 6,3 procent af veteranerne har forsøgt at begå selvmord mindst én gang i deres liv.

Det er også en kraftig stigning i forhold til to og et halvt år efter hjemkomsten, hvor 2,4 procent svarede, at de havde forsøgt selvmord.

Der er samtidig en klar sammenhæng mellem veteraner med symptomer på PTSD og depression og omfanget af selvmordstanker.

“Forekomsten af selvmordstanker er højere blandt dem med moderat PTSD-symptomniveau (21,0 %) og blandt dem med højt PTSD-symptomniveau (59,3 %) end blandt dem med lavt PTSD-symptomniveau (5,2 %),” fremgår det af rapportens konklusion.

I alt har 432 af de 701 hjemvendte veteraner på ISAF hold 7 – svarende til 61,6 procent – deltaget i undersøgelsen fra Veterancentret 6½ år efter hjemkomsten fra Afghanistan.

Skriv et svar