Andelen af veteraner med symptomer på PTSD og depression stiger i årene efter hjemkomsten fra Afghanistan, viser ny rapport. Også antallet af selvmordsforsøg stiger.

Næsten hver tredje Afghanistan-veteran har et moderat eller højt niveau af PTSD-symptomer seks et halvt år år efter hjemkomsten. Knap hver syvende har moderate eller svære depressions-symptomer. Og 6,3 procent af veteranerne har forsøgt at begå selvmord én eller flere gange.

Konklusionerne fremgår af en ny rapport fra Veterancentret under Forsvarsministeriet, som i denne uge er blevet oversendt til politikerne i Folketinget. Det skriver Avisen.dk.

Veterancentret har undersøgt det psykiske helbred hos de danske soldater, der var udsendt med ISAF hold 7 til Afghanistan fra februar til august 2009.

Soldaterne er blevet fulgt både før, under og efter udsendelsen til Afghanistan. Og antallet af soldater med psykiske problemer bliver bare ved med at stige i årene efter hjemkomsten, viser den nye rapport.

LÆS OGSÅ :  FAKTA: Det laver de danske styrker i Afghanistan

Umiddelbart efter hjemkomsten havde 2,4 procent af veteranerne svære symptomer på PTSD. Efter to et halvt år var andelen steget til 9,7 procent, og efter seks et halvt år har 13,7 procent et højt niveau af PTSD-symptomer.

Annonce

Samme mønster gør sig gældende, når det gælder veteraner med symptomer på depression og selvmordsforsøg.

At flere og flere veteraner bliver ramt af PTSD, depression eller får selvmordstanker i årene efter hjemkomsten fra Afghanistan kommer ikke bag på Claus Stenberg, der er talsmand for Veteranalliancen.

– Det er det, vi har sagt i 20 år, siden Balkan-gutterne kom hjem. For Balkan-veteranerne var der overhovedet ikke noget hjælp og støtte, det har der trods alt været omkring Afghanistan. Men det gør det nærmest endnu mere deprimerende, at det stadig forholder sig sådan, siger han til Avisen.dk

LÆS OGSÅ :  Danmark sender 55 ekstra soldater til Afghanistan

Han kalder rapportens resultater for “et gevaldigt wake up-call” for forsvaret og politikerne. Problemet er, at man ikke gør nok for at at nå ud til de allerhårdest ramte soldater.

– Hele veteranindsatsen er bygget op omkring, at man selv skal henvende sig. Men de her veteraner går ikke bare hen til kommunen eller lægen og siger, at de har det skidt. Hvis de gør det, er det fordi, at det er så skidt, at det er enten det eller at gå ud og hænge sig i skoven.

– Det dur ikke, at vi bare sidder ved telefonen og venter på, at veteranerne henvender sig, for det gør de ikke, siger Claus Stenberg.

Rapporten viser også, at 15,6 procent af veteranerne har haft selvmordstanker én eller flere gange inden for det seneste år. Og 6,3 procent af veteranerne har forsøgt at begå selvmord mindst én gang i deres liv.

LÆS OGSÅ :  Skadede soldater genfinder gejsten på sportstur

Det er også en kraftig stigning i forhold til to og et halvt år efter hjemkomsten, hvor 2,4 procent svarede, at de havde forsøgt selvmord.

Der er samtidig en klar sammenhæng mellem veteraner med symptomer på PTSD og depression og omfanget af selvmordstanker.

“Forekomsten af selvmordstanker er højere blandt dem med moderat PTSD-symptomniveau (21,0 %) og blandt dem med højt PTSD-symptomniveau (59,3 %) end blandt dem med lavt PTSD-symptomniveau (5,2 %),” fremgår det af rapportens konklusion.

I alt har 432 af de 701 hjemvendte veteraner på ISAF hold 7 – svarende til 61,6 procent – deltaget i undersøgelsen fra Veterancentret 6½ år efter hjemkomsten fra Afghanistan.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

48 KOMMENTARER

  1. Det er trist. Men jeg vil dog lige påpege, at det bygger på 432 veteraner, der har deltaget i undersøgelsen, alle fra ISAF 7. Konklusionen virker derfor voldsom. At hver tredje veteran fra Afghanistan har PTSD, kan man ikke sige ud fra den undersøgelse. Det kan sådanset både være højere og lavere. Men nu ved vi, hvordan ISAF 7 har det.

    • Bare det at være udsendt er en lang belastning i sig selv, både på mere stille og krigeriske missioner.
      Der er rigtigt mange ting som spiler ind lige fra nærdøds oplevelser i trafikken og kolegaenes fejl som er ved at knuse en kolega osv osv osv.
      Man behøves ikke at være under beskydning for at få det dårligt, der er så meget som spiller ind lige som ovenstående til dødstrusler/usikkerhed osv osv. og kolegaenes bagtaleri/mobning og dårlig ledelse.

      Selv hvis 2 soldater går skulder ved skulder så vil de begge ikke have oplevet og set nøjagtigt det samme. Det hænder sådan sammen at vi mennesker er forskellige og for nogen er noget mere grænse overskriden end andet, og for nogen er noget mere truende end andet.
      At være udsendt er som at putte sit liv i en vaskemaskine. Man kommer ind som et menneske og ud som et andet.. Alle forandre sig uanset om de vil være ved det eller ej, man er slet ikke klar over de har ændret sig fordi de er så sprængfyldt med selvtillid at de kan gå på vandet. Der går mange år før folk måske indser det måske er en god ide at prøve at tale med nogen om det.
      Det skal man ikke skamme sig over.

      Der er iøvrigt ikke kun kostabler som får det dårligt. Det gælder alle fra SG- officere og sågar elite soldater.
      ( ja officere og elite soldater tager sågar livet af sig selv men det taler man ikke om ).

    • Det er godt påpeget Jimmy. Der er nogle repræsentative og metodiske problemer ved at forlade sig på besvarelser for kun 61% af styrken. Uden at ville forklejne PTSD-problematikken, så er det måske lige spinkelt nok.

    • Jeg giver Jimmy ret, men frygter dog også at HRU delen, er dem der ikke har svaret efterfølgende, da de er “væk” fra forsvaret – og blandt disse -typisk – unge mænd, kan der godt skjule sig endnu flere procent

    • Måske er det værd at nævne, at det ikke er forfatterne bag rapporten (som stammer fra forskere i Veterancentret), der prøver at konkludere mere på tallene, end hvad rimeligt er. Der er vist sket en vis skarpvinkling af nogle mediers overskiftter, herunder den ovenstående fra Krigeren.dk. Veterancentrets egen nyhed om rapporten kan læses her: http://veteran.forsvaret.dk/nytogpresse/Pages/Nyunders%C3%B8gelseFlereAfghanistanveteranerf%C3%A5rsv%C3%A6rePTSD-symptomer.aspx

    • Jegså en del der kom hjem og havde svært ved at finde glæden i arbejdet, dette var blandt andet fordi vi oplevede nedskæringer og manglede de rette måder at fastholde dem. Vi havde ikke de store muligheder for at opretholde udfordringen for den mest erfarne del af mandskabet og de døde langsomt da de skulle deltage i basal træning af nyt mandskab, uden chance for at opretholde deres operative niveau.

    • Min holdning er den, at man jo har kendt til denne følge af krigsførelse i tusinde år. ERGO er den slet IKKE UKENDT men tværtimod det modsatte. Så der skal måske laves en forsikring i disse moderne tider, hvor penge er i overtal – det kan diskuteres. Men man skal IKKE vende det blinde øje til….- eller lade som ingenting. Dette er en problemstilling, man må (iflg.mig selv) ta’ stilling til, inden man yder som soldat. Netop fordi det IKKE ER et ukendt syndrom – men kendt igennem årtusinde…!!

  2. Jeg har en søn der har været i afganistan jeg er stolt af ham han har gjort en forskel men de er unge de bliver sendt af sted og er væk fra alt og alle og han var forandret da han kom hjem der er negative sider og positive også

  3. Måske fordi jeg IKKE ser Dem som værdige til denne planet…..- jeg ved det ikke. Men én ting jeg ved, er at disse skal lades være…- eller fuldkommen fjernes. Det har jeg lært, og jeg er slet ikke et øjeblik i tvivl. DØD el. LEVENDE – kun to muligheder – og IKKE ALLE af Dem ønsker selv at leve. Og så har man altså en fjende. Om du vil det eller ej !!!

  4. Nu har jeg lige tygget mig igennem rapportens statistiske resultater. Stikprøven var 432 ud af 732, hvilket giver en svarprocent på omkring 62%, hvilket er ret flot. Ca, 60 af dem har svære depressions og/eller PTSD symptomer efter 6,5 år. Der er en stor del af det daværende HRU personel der ikke indgår i undersøgelsen (sandsynligvis pga. at de er long gone i systemet). Det giver altså ca. 15% med svære symptomer. En overvejende del af de udsendte har PTSD, moderat symptomer, hvilket de fleste af os nok har ovenpå alle de oplevelser vi har haft. Rapporten konkluderer, at den med en samplingsgrad på 62% af primært erfarent personel da en McNemar test (er de undersøgte gruppers svar ens) viser at det ikke er samme gruppe der er undersøgt ved nedslagene 2,5 år efter hjemkomst og 6,5 år efter hjemkomst.

    Rapporten siger at den pga. dette forhold sandsynligvis underdriver forekomsten af PTSD symptomer. Derudover er der kun gennemført systematiske statistiske undersøgelser af hold 7 og 15, hvilket gør at der ikke statistisk kan infereres til hele populationen af Afghanistan veteraner, da der ikke findes data eller belæg for at sige at alle hold havde samme grad af traumatiserende oplevelser. Der er altså et ret stort problem med psykiske skader, men det er en lidt vovet overskrift statistisk set.

  5. det kan da ikke passe, for arbejds skadestyrrelsen siger jo man ikke kan få PTSD af at være udstationeret, da det ikke er en overhængende livsfarlig situation

    • Jeg kan godt forstå din undren over, at der kan være uoverensstemmelse mellem forskellige instansers vurderinger af konkrete situationer. Det er noget rod!

      Men i den rapport, der henvises til her, har man ikke forholdt sig til, om veteranerne har fået en PTSD-diagnose af en psykiatier eller ej. Der er udelukkende tale om, at soldaterne har udfyldt spørgeskemaer om en række symptomer, som kan omregnes til “point” på en skala. Herefter er de så blevet opdelt i tre grupper: (ingen eller) lette, moderate og svære PTSD-sympomter. Med en vis sandsynlighed vil gruppen med svære PTSD-symptomer opfylde kriterierne fra at få en PTSD-diagnose. Men der tages her ikke stilling til, hvilken traumatisk hændelse, man kan have være udsat for.

  6. Nu har jeg lige tygget mig igennem rapportens statistiske resultater. Stikprøven var 432 ud af 732, hvilket giver en svarprocent på omkring 62%, hvilket er ret flot. Ca. 60 (15% af de adspurgte) af dem har svære depressions og/eller PTSD symptomer efter 6,5 år. Der er formentlig en stor del af det daværende HRU personel der ikke indgår i undersøgelsen (sandsynligvis pga. at de er long gone i systemet). Det giver altså ca. 15% med svære symptomer. En overvejende del af de udsendte har PTSD, med lette til moderate symptomer, hvilket de fleste af veteraner nok har ovenpå alle de oplevelser de har haft. Rapporten konkluderer, at den med en samplingsgrad på 62% af primært erfarent personel, da en McNemar test (tester om de undersøgte gruppers svar er ens) viser at det ikke er samme gruppe der er undersøgt ved nedslagene 2,5 år efter hjemkomst og 6,5 år efter hjemkomst.

    Rapporten siger at den pga. dette forhold sandsynligvis underdriver forekomsten af PTSD symptomer, fordi stikprøven er mindre. Derudover er der kun gennemført systematiske statistiske undersøgelser af hold 7 og 15, hvilket gør at der ikke statistisk kan infereres til hele populationen af Afghanistan veteraner, da der ikke findes data eller belæg for at sige at alle hold havde samme grad af traumatiserende oplevelser eller samme sammensætning. Der er altså et ret stort problem med psykiske skader, men det er en lidt vovet overskrift statistisk set.

    • Skulle jeg lige slå ned på et enkelt udsagn i dit opslag, så er det, at man nok ikke på baggrund af opgørelserne i rapporten kan sige, at en overvejende del har lette til moderate PTSD-symptomer. Den PCL-skala, som bruges, går fra 17 til 85 (består af 17 spørgsmål med svarmuligheder fra “Slet ikke” [1] til “Ekstremt meget” [5]), og en meget lav score er derfor ikke udtryk for, at der er egentlige PTSD-symptomer til stede. Dermed ikke sagt, at nogen kan opleve ubehag, jo tættere de kommer på grænsen til det moderate symptombillede. Men da de præcise scorer (med god grund) ikke er angivet i rapporten, ved vi ikke, hvor mange der fx har scoret 17 (eller deromkring). Mange veteraner oplever heldigvis ikke at blive ramt PTSD-symptomer. Det er centralt at huske på, samtidig med at vi skal lære meget mere om, hvem der rammes; hvordan dette måske kan forebygges, og hvordan de ramte bedst hjælpes.

    • Det er sgu dejligt at få detaljerne på plads. Der er helt bestemt nogle udfordringer, men at male med den grove pensel, når det kommer til psykiske skader, gavner intet. Ud over at stigmatisere de raske, gør det det kun svære at finde ind til de egentlige problematikker, der skal løses, hvis tallene misforståes.

EFTERLAD ET SVAR