Vi har fået en god start. Men der er stadig lang vej igen, før der er en mere rimelig fordeling af den økonomiske byrde blandt de 29 Nato-lande.
Sådan lyder meldingen fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, tirsdag på et pressemøde i Bruxelles.
Han siger, at i 2014 ramte kun tre lande Natos mål om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvar.
– I år forventer vi, at otte allierede når målet. Og i 2024 forventer vi, at mindst 15 allierede vil bruge to procent af BNP eller mere på forsvar, siger Stoltenberg.
– Det er væsentlige fremskridt og en god start. Men vi har stadig lang vej igen, siger han.
På et topmøde i Wales i 2014 blev alle Nato-landene enige om at arbejde hen imod at bruge to procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar i 2024.
Danmark ligger med 1,16 procent langt under Nato-målet. Men det nye forsvarsforlig ventes at bringe Danmark op på 1,3 procent i 2023.
USA har med Donald Trump som præsident truet med at “moderere” sit engagement i Nato, med mindre de andre Nato-lande begynder at bruge mere på deres eget forsvar.
Det ligger dog ikke klart, hvad der mere præcist ligger i den trussel, hvis den skulle føres ud i livet.
Alle Nato-lande har før et forsvarsministermøde i Bruxelles onsdag og torsdag afleveret nationale handlingsplaner, der viser, hvordan de har tænkt sig at leve op til Natos mål om at bruge mere på forsvaret.
/ritzau/
Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)
0 kommentarer