Midlertidig politiskole placeres ved Telegrafregimentet på Ryes Kaserne i Fredericia,  indtil den nye politiskole i Vejle står klar i 2020.

 

Længere tids tovtrækkeri om den kommende politiskole i Vestdanmark ser nu ud til at have nået sit foreløbige punktum.

Den nye politiskole skal ligge i Vejle, men da den først ventes klar i 2020 er partierne bag politiforliget nået frem til, at en midlertidig politiskole fra 2018 lægges i Fredericia.

Den midlertidige skole skal ligge på Ryes Kaserne og skal fra andet halvår af næste år uddanne i alt 300 betjente.

– Det gode ved Fredericia er, at de lærekræfter, der fremadrettet skal arbejde kun har kort vej til Vejle, så de ikke skal flytte sig så langt, når den nye skole åbner, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Skolens beliggenhed – både den permanente og den midlertidige – har affødt stor ballade og har længe været en torn i øjet på justitsministeren, der er blevet kritiseret af især Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Annonce

Derfor er Søren Pape Poulsen tilsyneladende også glad for, at skolens geografi nu endelig synes afklaret.

– Hvis bare alle er tilfredse, er jeg også tilfreds, siger han.

En af dem, der er i hvert fald er tilfreds med placeringen af den midlertidige politiskole, er Fredericias borgmester, socialdemokraten Jacob Bjerregaard.

– Jeg vil gerne rose Folketinget og især mit eget parti for at presse på for den her løsning og sikre, at vi får gang i at uddanne politiskoleelever i Vestdanmark, siger han.

Ifølge borgmesteren er placeringen af den midlertidige politiskole i Fredericia med til at sikre byens udvikling.

– Vi får politiskoleelever til byen og undervisere, som kommer til at slå sig ned her. Alt i alt så er det her med til at fortsætte den positive udvikling i Fredericia, siger Jacob Bjerregaard.

I Politiforbundet er formand Claus Oxfeldt mere lunken over den midlertidige placering.

– Jeg havde håbet, at man havde valgt at placere den i nær tilknytning til skolen i Brøndby (den eksisterende politiskole red.). Men fint nok, nu er der truffet en beslutning, og så kan vi komme videre.

– Det vigtigste er, at der kan ansættes flere i politiet, siger Claus Oxfeldt.

I alt 32 kommuner bød oprindeligt ind på at huse den nye politiskole.

/ritzau/


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

19 KOMMENTARER

  1. Fornuftigt valg

    Den ligger på det mest centrale sted i Jylland. På Ryes findes i forvejen alt de skal bruge som eks. undervisnings lokaler/auditorium, indkvartering, masser af idræts faciliteter, cafeteria, værksteder, våbenkamre, skydebaner og masser af øvelses terræn.

    I forvejen foregår der også allerede en del politiuddannelse på stedet. Samtidig burde man senere hen overveje om ikke Bülows kaserne inde i byen bør huse den fremtidige politiskole, den ligger i øvrigt tæt på politigården og kun 5-10 min kørsel fra Ryes kaserne med alle de militære faciliteter.

  2. En skam vi har tåber, til at tage beslutninger her i landet. Oplagt fra starten af debatten om placering af ny politiskole . Bülows kaserne var lige blevet tømt, og mest billig. Ryes kaserne er et godt alternativ. Men nej, der SKAL bruges en helvedes masse af vores surt tjente skattepenge, for at skubbe pengene hen de ” rigtige” steder hen

  3. Politisk klamp. Hvorfor tog man ikke imod tilbuddet fra Skive, hvor man straks kunne etableres på kasernen men det nødvendige nybyggeri fandt sted på kaserneområdet. Det er sørgeligt at se man stadig ligger under for københavneriet i alle valg.

  4. Det kan umiddelbart forekomme mærkværdigt,at disse politielever skal placeres på Ryes Kaserne,når der nu står en tom kaserne(Buelows) som var i spil til den nye politiskole.Men den var jo nok ikke fin nok til de kommende politibetjente???Det ville være rart med en kommentar fra Regimentschefen,med mindre der er blevet fejet noget ind under gulvtæppet???Borgmesteren og Ministeren har jo udtalt sig,men Garnisonskommandanten ikke???Skal forsvarets strukturer altid bruges til hovsaløsninger??

  5. Det var vi jo mange der har sagt hele tiden, der er øvelses terræn og skydebane, så lige til at bruge, hvor svært kunne det være, håber den så kunne blive der, så vi ikke skal bygge nyt og dyrt, brug der som er og spar pengene til noget andet…

Skriv et svar til Steffan Søby Thygesen Drop svar