I mandags var jeg inviteret i Danmarks Radio for, nok en gang, nogen vil mene en gang for meget, at give min mening om krigen i Afghanistan.

En mening som er irrelevant i denne sammenhæng, den er vidst kendt og udbredt en del gange efterhånden, nogen vil mene ALT for mange gange.

Jeg optrådte IKKE som ekspert på Afghanistankrigen, som der er nogen der tror. Det er jeg jo slet ikke, jeg har kun været der et halvt år. Jeg gør mig faktisk umage for hver gang at understrege, at jeg giver udtryk for mine egne holdninger, selv om det burde være indlysende.
Og ja, jeg har optrådt en enkelt gang i uniform, og var til en efterfølgende tjenstlig samtale, hvor jeg blev gjort opmærksom på at ”HOK ikke ønsker at se KN optræde i medierne i uniform, når han giver udtryk sine egene holdninger i forbindelse med Afghanistandebatten”.
Hvilket, indrømmer jeg gerne, da gjorde lidt ondt efter lige at have set Bubber på TV2, tosse rundt i uniform sammen med BS, og så i den bedste sendetid.
Men det ønske efterkommer jeg gerne, så når jeg optræder i medierne, er jeg lige præcis så civil og privat, som man nu kan være når man er professionel soldat.

Jeg optræder således kun som ekspert i mine egne oplevelser, refleksioner, meninger og holdninger. Ikke desto mindre er der er en del som det generer voldsomt at jeg får så meget taletid.

Der er nogen som føler sig taget som gidsler af mine holdninger, i og med at deres omgivelser så tror at de mener det samme.
Her har jeg nok lidt svært ved at forstå, at det kan være mit problem, at nogen af mine kollegers holdning til Afghanistankrigen tilsyneladende er så udefineret, at de kan tillægges min.
At mine udbasuneringer tvinger dem til at give udtryk for deres holdning og tage stilling til min, har jeg forståelse for kan være ubehageligt, men vælger at se det som en proces der i længden er sund for krop og sjæl.

Der er sågar nogen der er så trætte af mig af de gerne så, at der var nogen som kendte nogen der kender nogen der kunne ”skrue lidt ned for mig”.
Hvilket jeg måske syntes er en lille smule fejt, jeg har da både telefon, mail, twitter, en åben facebook-profil, en arbejdstelefon, en arbejdsmobiltelefon, en arbejdsmailadresse, en postadresse og en bopæl. Så hvad der skulle afskrække nogen for selv at tage fat i mig og give mig klar besked, har jeg svært ved at se.

Annonce

Nogen mener at jeg har umådeligt nemt ved at få taletid hos Danmarks Radio, Politiken, Information og andre af de ”røde” medier. Hvilket jeg sagtens kan følge dem i, og det hænger da sikkert sammen med at mit budskab understøtter deres dagsorden. Mere tiltro har jeg trods alt heller ikke til den frie og uafhængige presse. Men det skal da ikke afholde mig fra at tage imod tilbuddet om en platform at tale ud fra, for sjovt nok så HAR jeg noget på hjertet, jeg føler at jeg har et vigtigt budskab og jeg stiller gerne mine meninger til offentligt skue og evt. spot og spe.

Jeg er udmærket klar over at det hurtigt bliver en meget ensidig, nogen vil mene snæversynet, affære hvis det kun er Mads Silberg der hives frem hele tiden. Men desværre, så ser jeg heller ikke den store lyst til at gå i rette med mig, eller bibringe andre nuancer. Jeg, om nogen, vil da hilse en debat mere end velkommen.

Hvis man ikke føler man kan trænge igennem de ”røde” medier så er der jo altid Krigeren.dk, som ville elske at tage debatten op. Og jeg tager gerne imod og udarbejder en liste med navne og telefonnumre på debat-lystne konstabler, befalingsmænd og officerer, jeg kan videregive næste gang repræsentanter fra pressen ringer, bare kom frisk!

Til alle dem som syntes at jeg er respektløs over for emnet, kan jeg kun erklære mig 100% uenig.

Respektløst ville være at tie stille af misforstået hensyn, og overlade diskussionen til lænestolsanalytikere, politiserede generaler og kyniske politikere der misbruger den til smagsløse ”politiske drillerier”.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

7 KOMMENTARER

  1. Hej Mads,

    Personligt er jeg en af dem, der mener at du går uforholdsmæssigt meget taletid. Men jeg forstår så sandeligt godt, at du tager imod, når du har noget på hjerte. Og er der noget jeg respekterer, så er det, at folk står ved deres holdninger.
    At jeg så i mange henseender er fuldstændig uenig med dig, det er en anden sag.
    Jeg føler hverken det var formålsløst eller uden mening, da jeg var i Afghanistan. Eller i Kosovo eller mine to gange i Irak.
    Jeg mener tværtimod at det har givet god mening at føre en aktivistisk udenrigspolitik og jeg tilhører sågar dem der mener, at hvis man er en del af de væbnede styrker, så deltager man også uden at kny i de indsatsområder som Folketinget beslutter vi skal indsættes i.

    Så min udfordring med din mængde af taletid er primært rettet mod medierne, der anvender dig som ekspert. Og om du er i uniform eller ej, det betyder i mine øjne mindre, når du af medier nævnes som kaptajn, tidligere CIMIC OFF og derfor ekspert. Der er i mediet ingen skelnen mellem dig som officer og dig som privatperson. Sådan oplever jeg det.
    Og når du i din retorik får tilskrevet at sige “man” om det der er dine egne oplevelser, så kan jeg godt forstå at jeg selv og muligvis andre oplever, at blive inkluderet i det “man”, der har de oplevelser, som du har. En for mig lille, men væsentlig forskel ift at sige “jeg”.

    Når du så i dit ovenstående indlæg beskriver andre som politiserede generaler og kyniske politikere, så mener jeg egentlig at det er et trist udgangspunkt for debat. For måske det er at tilskrive nogen med end bedre indsigt i strategiske spørgsmål end dig selv nogle kedelige motiver. Og det er vel netop dem, som du skal have i tale, hvis der skal komme noget ud af dine anstrengelser. Ellers er der i min forståelse risiko for, at det blot kan blive til varm luft.

    Hvis du vil debat, så må debatten også foregå med de relevante parter i god tone.

    Mine synspunkter på alt for meget suppe kogt på én persons oplevelser i medierne.

    • Tak for din kommentar Christian, som jeg syntes er helt på sin plads, og jeg må sige at du næsten havde mig overbevist, indtil du, meget elegant, runder af med at erklære mig udkogt, touche ;-)

      Jeg lover at jeg nok skal gøre mig endnu mere umage for at sige jeg og ikke man, og beklager at jeg har kunnet misforstås.

      At generalerne er politiserede og politikerne kyniske er ikke et forsøg på at være polemisk, det mener jeg faktisk de er, og syntes også at de beviser gang på gang, så jeg nærer ingen illusioner om at få dem i tale. Min “målgruppe”, om du vil, er sådan set alle andre og især mine kolleger, på alle niveauer. Ved at jeg øser ud af mine oplevelser, meninger og holdninger, så håber jeg at få andre til at reflektere over deres, og forhåbentlig byde ind med deres ditto. Jeg har ikke noget behov for at vi er enige, men jeg syntes at det er et emne som fortjener oceaner af opmærksomhed, fra os alle sammen, i hele nationen. Det er trods alt vores allesammens krig. Det kan godt være at det er os der har udkæmpet den, men konsekvenserne er vi fælles om at håndtere.

      Hvis du med “deltage uden at kny” mener, at man ikke skal deltage i en efterfølgende debat om indsatsen, så er jeg helt uenig. Jeg mener faktisk at man har pligt til at blande sig og bringe sine erfaringer i spil, og især hvis man er officer. Vi har som offentligt ansatte den samme ytringsfrihed som alle andre borgere, ja når det f.eks. gælder ressourcespørgsmål, har vi endda en “vidtgående frihed” som det så fint er formuleret i “Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed” fra 2006.
      En tilstand hvor alle er tavse tjenestemænd der blindt parerer ordrer, som Torben Waldbjørn Nielsen så malerisk illustrerer herunder, er for mig det værste der kan ske for Forsvaret, og vel en af årsagerne til at vi bløder personel; “folk bider tænderne sammen ind til de ikke kan mere, hvorefter de siger op, i stedet for at sige fra.

      http://jm.schultzboghandel.dk/upload/microsites/jm/ebooks/andre_publ/vejledning%20om%20offentligt%20ansattes%20ytringsfrihed.pdf

  2. Mads Silberg

    Når du bliver præsenteret som officer i forsvaret er jeg ret sikker på det meste af Danmark vil antage du deler holdning med alle andre officerer, hvilket langt fra er korrekt, men det ved du jo nok allerede…

    jeg har selv været i Afghanistan som Stabsofficer i to omgange og deler LANGT fra din holdning, jeg så mit arbejde og de resultater der blev opnået, som det bedst mulige der kunne udrettes udfra den situation vi ankom til og med de vanskelige betingelser og forudsætninger vi blev givet. jeg tænkte ikke så meget over årsagen til jeg blev sendt afsted, de overvejelser gjorde jeg nemlige allerede da jeg valgte at blive soldat, under min udsendelse var min fokus kun at løste mine opgaver hurtigt, villigt og så godt som muligt.

    Under begge mine udsendelser, så jeg hvordan vores soldater kæmpede og de gjorde det ufattelig godt, jeg kan roligt sige jeg aldrig har været mere stolt af at være dansk soldat end da jeg kom hjem fra Afghanistan.

    Mads Silberg.. du taler ikke på vegne af flertallet, så hvad med at udlade at præsentere dig som officer i forsvaret og så bare anfør du er blogger, eller hvad man nu kalder en person der har en mening om alt. kort og godt.. luk røven Mads, pladen er slidt og trænger til at blive skiftet.

  3. ‘Jeg tænkte ikke så meget over årsagen til at jeg blev sendt afsted …’ skriver Torben Waldbjørn Nielsen og beder Mads Silberg om at lukke røven, fordi han modsat TWN reflekterer over disse ting. Kan være det er en ubekvem sandhed at danske soldater blev sendt i krig i Irak og Afghanistan under falske forudsætninger, men det gør det ikke mindre sandt, og har intet at gøre med om danske soldater gjorde et godt stykke arbejde eller ej. Min egen mand, som er udenlandsk veteran og officer, gjorde en fantastisk indsats i Somalia og Rwanda, som han er højt dekoreret for, men det er ikke ens betydende med at han syntes det var det værd. Politisk var de givet et ubrugeligt mandat og at de overhovedet var til stede var ren symbol-politik, som både soldater og civile betalte for med deres liv. Jeg kender ikke Mads Silberg, men vi har behov for flere veteraner, der tør stå frem og sige deres mening, så vi kan lære af historien, i stedet for at gentage den. Der er for mange der lukker røven!

  4. Anne Line.
    Som jeg skriver så har jeg gjort de overvejeler der skal til, da jeg valgte at trække i uniformen, Det er jo sådan at militæret fungere, hvis vi bare var en samling personer der stillede spøgrsmål til alt og skulle have alt forklaret, så vil ville det ikke være et militær men et stort parlament. Mads Silberg burde have gjort sig de samme overvejelser da han ikke gjorde indsigelser mod at drage til Afghanistan.

    jeg forventer at de folkevalgte træffer lovlige beslutninger og at de skal stå til ansvar overfor befolkningen og der er HER at Mads og jeg er meget uenige, da jeg ser det som problematisk at man anvender sin militære status til at stille spørgsmål til politikerene, da jeg synes det lugter af militærpolitisk dominans. Da jeg trak i uniformen valgte jeg at have tillid til vores demokrati og jeg stoler på den danske befolkning holder politikerne til ansvar, det er IKKE forsvarets opgave., vi skal holde os til at være den loyale udøver af vores demokrati og dansk politik

    En ting har jeg dog lært gennem 20+ i forsvaret og flere missioner.. en soldat på jorden har sjældent overblikket over hele situationen og krig er beskidt

  5. Det er mit indtryk at Mads hovedsagligt har stillet spørgsmål efter sin hjemkomst og ikke under selve udsendelsen. Hvis alle som du Torben “bare” retter ind, holder kæft og tror på, at vores folkevalgte politikkere har det store forkromede overblik, så vil vi jo aldrig kunne tage ved lære af de oplevelser, vi har. Hvad årsagen eller baggrunden for vores intervention i Afghanistan end har været, så har vi i vores samfund brug for at der stilles spørgsmål og ikke “bare” rettes ind. Jeg husker min egen oplevelse til et pårørende arrangement i Slagelse inden udsendelse. Vi får fortalt en masse forskelligt og bliver præsenteret for diverse officerer. Vi sidder i en meget stor gymnastik sal på mang rækker. Den øverst kommanderende for det hold, der skal udsendes står og fortæller os om, hvor godt det går i Afghanistan. Hvor dygtige og anerkendte de danske soldater er. Da han er færdig med sin fortælling vil han gerne høre om der er spørgsmål? og jo jeg har da et. Så jeg rejser mig og fra en af de bagerste rækker, må jeg råbe mit spørgsmål: “hvis det går så godt, som du siger, hvorfor er der så stadig krig og Taleban tilstede i området?”, lyder mit spørgsmål. Så svarer han:’ ja det ved jeg da ikke” hvortil jeg tænker, okay hvis du ikke ved det, hvem fanden ved det så? Min søn sad og græmmede sig ved siden af mig, så jeg valgte ikke at stille yderligere spørgsmål, men jeg var og er da langt fra tilfreds med svaret eller situationen i sin helhed. Fremover kan jeg opfordre til at stille mikrofoner til rådighed, hvis der opfordres til spørgsmål. Jeg er altså så udpræget tilhænger af, at vi stiller spørgsmål og kommer med berettiget kritik og ikke ‘bare’ lukker øjne og ører og retter ind. Mads Silberg jeg er så glad for, at du gider og at du bliver ved. For Hold9, min søn og alle de pårørende, som jeg var i kontakt med under udsendelsen samt mig selv for vi, pårørende, undrede os også, ihvertfald flere af os pårørende til 3 deling.

  6. Torben og Linda, en lille kommentar til jeres debat.
    Jeg er for så vidt enig med TW om, at vi som soldater ikke skal stille op i uniform, og foregive, at vi udtaler os på vegne af alle vores kolleger. Det ville trods alt være at tage munden for fuld.

    På den anden side, er jeg helt uenig i dit argument om at være det villige demokratiske instrument TW. Præmissen er forkert.
    Som soldat er det min pligt at adlyde en lovlig ordre. Det gør jeg. Som medarbejder har jeg selv valgt, at tage et arbejde, hvor jeg skal udføre ting, der til tider strider mod min overbevisning, men som funktionær/soldat, udfører jeg den naturligvis hurtigt, effektivt og bedst muligt.
    Det militære system bygger på lydighed og respekt for kommandovejen, det har du fuldt ret i.

    Men som borger, skatteyder og vælger, har Mads Silberg, undertegnede og andre, lov til at kritisere og polemisere over indsatsen og forsvarspolitikken så meget vi lyster. Det ville være en skam, hvis de, der rent faktisk har indsigt om emnet, ikke giver den til kende. Så længe vi ikke demonstrerer mod Forsvaret i uniform eller bryder vores tavshedpligt, har vi som borgere og ansatte i det demokratiske virkemiddel, ligeså meget ytringsfrihed og pligt, som alle andre borgere. Det samme gør sig gældende for Linda som pårørende, der er i sin fulde ret til at spørge Obersten, om “Hvad skal det nytte?”.

    God dag.

EFTERLAD ET SVAR