Lugten af Helmand

Der er grus på jorden, primitive møbler og en sanger, hvorfra vi kan holde øje med et stykke af Green Zone. En sky bevæger sig; ellers er der stille. Vi krydser et vandløb, og lige efter går vi ind i et forladt compound, hvor kun hunden og den obligatoriske te er tilbage.

Af Jeanette Serritzlev

Det begynder på værelset hos den unge soldat. Han bor stadig hjemme og er ved at gøre sig klar til krigen. Det at være soldat er hans identitet. Der hænger billeder fra soldatertiden på væggen. På sengen har han lagt ørkenuniformen frem. Der ligger også et brev fra kæresten. Computerskærmen viser den sidste vilje.

Annonce
Annonce

Vi går videre og befinder os pludselig i en lejr i Afghanistan. Der er grus på jorden; alle tingene er autentiske – ja, selv lugten. Det er lugten af Helmand. Vi er på Tøjhusmuseets nye udstilling ”Den fjerne krig – dansk soldat i Afghanistan”.

Udstillingen har været længe undervejs, og der er langt mange kræfter i – også fra tidligere udsendtes side. Arbejdet har båret frugt. Tøjhusmuseet har tidligere været kendt for sine lange rækker af våben og ikke noget større fokus på selve formidlingen. Det er der vendt op og ned på. Udstillingen taler til alle sanser; den lader publikum røre ved de udstillede effekter – og soldaterne kommer til orde via små videosekvenser på skærme, der er sat op rundtomkring.

Indimellem er der ’hul igennem’ til den permanente udstilling. Mens man går igennem lejren, ser man pludselig samlingen af gamle kanoner på den anden side. Det skaber en ekstra dimension af sammenhæng mellem før og nu.

Vi er med til aftenbriefing i Camp Price, hvor vi hører om, hvad der er sket i løbet af dagen. Vi krydser et vandløb og når til et forladt compound, hvor kun hunden er tilbage. Den gør, når vi træder ind i gården. Inde i huset er den obligatoriske te sat frem på gulvet. Vi bliver nærmest inviteret til at sætte os, og straks begynder en film på væggen. Den viser krigen set med afghanske øjne.

Vi forlader compoundet og når ud i ørkenen. En IKK (infanterikampkøretøj, red.) er kørt på en IED. I virkeligheden. Nu står køretøjet på Tøjhusmuseet, og hændelsen står beskrevet på væggen. Det er formidling, der virker.

Udstillingen fortsætter, lige indtil vi er hjemme på dansk jord igen. Vel landet i lufthavnen.

For den, der har været der, vil det kunne vække genkendelse. For den, der er pårørende, kan det skabe en bedre forståelse. Udstillingen er i særklasse, og den er for alle med en relation til eller interesse i krigen i Afghanistan. ”Den fjerne krig” åbnede den 2. september 2011 og kører indtil september 2013. Det er godt; for det er en udstilling, som man sagtens kan se mere end en gang.

Den fjerne krig – dansk soldat i Afghanistan
Tøjhusmuseet
Tøjhusgade 3
København K

Se: www.thm.dk og www.denfjernekrig.dk.

Pris: 60 kr.

Tip:

Der er rabat ved forevisning af militært ID-kort (40 kr.) og gratis adgang for alle om onsdagen.

Billetten giver gratis adgang til Orlogsmuseet samme dag – så hvis du begynder tidligt, kan du nå begge museer på samme billet.

Der er også udgivet en bog i forbindelse med udstillingen, som kan købes på museet til 199 kr.

En kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *