Kronik: Med klaphat og skyklapper – gør danske generaler klar til kamp!

Kaptajn Mads Silberg - Udsendt som Cimic-officer i Armadillo/Budwan på Isaf-hold 9

I første halvdel af 2010 var jeg udsendt som soldat til Helmand i Afghanistan. Jeg fungerede som CIMIC-officer udfra Forward Operating Base ”Armadillo”, på det sidste hold der gik patruljer og udførte operationer fra basen inden den lukkede.

Jeg var indsat i et område som på et halvt år krævede fem døde og flere sårede end de foregående otte hold til sammen. Jeg har oplevet mine kolleger blive dræbt, såret og slidt ned psykisk, det i en sådan grad at folk til sidst græd af frygt inden de skulle ud på patruljer. Jeg har været indsat helt i front af den aktivistiske udenrigspolitik, og er således en af de soldater som der efter sigende tages hensyn til, når man holder igen med debatten og kritikken af krigen i Afghanistan.
Et hensyn jeg helst ser mig frabedt. Et hensyn som blokerer for enhver form for læring. En læring som vi skal drage hurtigst muligt, og helst inden, at jeg og mine kolleger står med fødderne plantet i en ny konflikt.

Takket være Zenia Stampe og hendes noget klodsede formuleringer, blev et sommerferieramt folketing rusket godt og grundigt, og en del af de ældre ”høge” følte sig nødsaget til at gå i rette med den unge politiker i diverse artikler, kronikker og indslag i medierne. Retorikken blev dog i det sædvanlige toneleje med den styrende logik; ”enten er du for krigen, eller også er du imod vores soldater”.
At en politiker udtaler sig kritisk om krigen (og ikke er fra Enhedslisten) er dog et kæmpeskridt i den rigtige retning. Det fik sat skub i den, indtil da, noget pauvre i debat.

Annonce
Annonce

“…en samlet rapport om den danske krigsindsats vil bare være en masse varianter, der er styret af skiftende vilkår hvert halve år. Den fælles lære er ikke så stor. Der er ikke behov. Det er ikke relevant.” – general Peter Bartram,  Politiken 18. aug. 2012

Saglige bidrag er leveret af intellektuelle eksperter som Sten Rynning, Mikkel Vedby Rasmussen, Lars Erslev Andersen, Peter Viggo Jakobsen m.fl. Det har også været forfriskende at se og høre nye bidrag i debatten fra bl.a. den tidligere finskytte og infanterist Jimmy Solgaard med rå erfaringer fra krigen og sågar en oberst, Anders Mærkedahl Pedersen. En oberst, der fra sin position som chef for den udsendte styrke i Afghanistan, udtalte, at der var aspekter af den danske indsats, som kunne være løst anderledes, samt at det er vigtigt at vi udnytter de erfaringer, vi har fået ved Gereshk.

Ikke umiddelbart en udtalelse, som virker særlig kontroversiel, men bare det, at en chef i det danske forsvar udtaler sig tilnærmelsesvist kritisk om indsatsen i Helmand, er vel nærmest at betegne som en sensation. Man kan kun håbe, at hans eksempel vil blive efterfulgt af nogle af de tidligere chefer, som har haft kommandoen på de hold, hvor det gik hårdest til, og unægteligt har nogle mere frustrerende erfaringer end Anders Mærkedahl, med al respekt for hold 15’s indsats.

Senest har Mads Ellesøe med sin dokumentar ”Var krigen det hele værd?” på DR2 sat spørgsmålstegn ved resultaterne af den danske indsats i Helmand, og Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet har i skarpe vendinger kritiseret den hidtidige debatform, samt politikere og højtstående militærfolks manglende vilje til selvkritik, for at blokere for enhver form for læring.

Et spadestik dybere 
Læring er nøgleordet, vi må og skal lære af krigen i Afghanistan! Selvfølgelig skal vi diskutere, hvorvidt det var en god idé at deltage i krigen, men eftersom vi har været særdeles aktiv i den, i snart 12 år, er det vist ved at være på tide at gå et spadestik dybere og kigge på, hvad vi har foretaget os i krigen, og på hvilken baggrund. Det er dog, som Peter Viggo Jakobsen også påpeger, meget småt med villigheden, fra politikere og højtstående militærfolk, til at tage det spadestik.
Vores forsvarschef, general Peter Bartram, udtaler i Politiken 18. aug. 2012 ”…en samlet rapport om den danske krigsindsats vil bare være en masse varianter, der er styret af skiftende vilkår hvert halve år. Den fælles lære er ikke så stor. Der er ikke behov. Det er ikke relevant.” Denne udmelding er rystende når den kommer fra en mand, som står i spidsen for de væbnede danske styrker.

Selvfølgelig kan vi lære noget af at lave en samlet evaluering af de fire et halvt år, hvor Danmark havde kommandoen over en Kampgruppe med ansvar for Gereshk og omegn. For det første kan vi lære, at vores militære indsats på jorden, ikke giver den ønskede effekt på den lange bane, hvis aktiviteterne ikke er koordineret med den civile indsats. At det ikke nytter noget som helst at lægge al fokus på taktik, når der ikke er en holdbar strategi. At det ikke nytter noget at skifte fokus og opgaver hvert halve år når en ny oberst sætter sig i chef-stolen. At genopbygning og stabilitet kræver langsigtet planlægning og en vedholdende indsats. At det er essentielt at man analyserer og identificerer den lokale kultur, magt- og samfundsstruktur i de områder hvor man vil lægge tyngde. At det nogle gange kan betale sig IKKE at bruge militære midler, så man ikke gør mere skade end gavn. At det ikke nytter noget at udføre store militære operationer mod en svært definerbar fjende eller imod lokalt funderede oprørere.

LÆS OGSÅ :  Jeg skal dø…

Det kan ikke passe, at vi ikke kan lære noget af et forløb, hvor vi startede med at føre en offensiv angrebskrig for at ”befri” lokalbefolkningen fra Talebans åg og i løbet af 2 år endte med at blive opfattet som en besættelsesstyrke, der primært kæmpede imod lokalt funderede oprørere.

Rykket op i superligaen ?
Forsvarschefen burde være den første til at vide, hvad der virker og hvad, der ikke gør, eftersom at han i fire år har været chef for 1. Brigade, der beordrer, opstiller og uddanner de danske enheder, som indsættes i Helmand. Hans efterfølger på posten som chef for 1. Brigade, den nuværende chef for Danske Division, generalmajor Michael Lollesgaard, udtaler i Berlingske 15. apr. 2013 “Helt basalt skal vi genlære at bruge ild og bevægelse, når vi kæmper. I Afghanistan er det sådan, at når vi bliver beskudt, så stopper vi, og vi er meget forsigtige for ikke at miste soldater. Vi vil ikke risikere tre soldater blot for at få fat i en mellemklasse-talebanleder.”. Han supplerer: “Afghanistan sidder meget dybt i os. Vi skal lære om igen. Vi skal lære, at militære styrker arbejder bedst ved hurtighed og overraskelse.”.
Udtalelser, som stiller spørgsmålstegn ved generalmajorens forståelse af den form for krig vi har deltaget i de sidste 11 år og med meget stor sandsynlighed vil fortsætte med at deltage i i fremtiden, idet irregulære krige udgør over 80 % af de krige, som har raset i verden de sidste 150 år. En fører bliver vel ikke beordret til at neutralisere en mellemklasse-talebanleder for sjov. Der ligger vel forhåbentligt gode og gennemarbejdede analyser til grund for førerens og hans folks indsættelse. Disse analyser skulle jo gerne gøre taleban-lederen til et fuldt ud legitimt mål, som er lige så meget værd at ”ofre” tre mands liv for, som en fjendtlig artilleristilling i et konventionelt krigsscenarie.

“Det er jo direkte tragisk at den højest rangerede officer i Danmark ikke mener at der er mere at lære af 11 års krig!“ – Mads Silberg

Forsvarschefen er på banen igen i Berlingske 20. juli 2013, hvor han på spørgsmålet, ”Hvad er den vigtigste erfaring, vi har gjort efter mere end 11 år i Afghanistan?”, svarer: ”Jeg er meget bevidst om vores tab. Dem, der er faldet i kamp, og dem, der er kommet hjem med ar på sjæl og legeme. Men det der står tilbage, er, at vi fagligt er rykket op i superligaen”.
Læs lige spørgsmål og svar en gang til, kære læser. Han trækker lige ”hensynskortet” (hensynet til soldaterne og de pårørende) og konkluderer, at vi har rykket os fagligt. Det er jo direkte tragisk at den højest rangerede officer i Danmark ikke mener at der er mere at lære af 11 års krig!
Hvis vi, for at blive i forsvarschefens fodbold-analogi, er rykket op i Superligaen, så ligger vi da godt nok under nedrykningsstregen sammen med USA og Storbritannien.
Så vidt jeg ved, så har vi ikke vundet nogle kampe endnu – den mod Irak spillede vi ikke færdig, og i den nuværende kamp har vi sendt alle spillere til omklædning undtagen målmanden, og vi er bagud med en 10-12 mål. På spørgsmålet: ”Er der noget vi burde have gjort anderledes i Afghanistan-krigen?”, svarer han: ”Jeg mener ikke, at vi lavede egentlige fejl”.
Således er der desværre ikke meget der tyder på, at toppen af det danske forsvar har tænkt sig at bruge nogen som helst energi på at drage nogen lære ud af de punkter af krigsførelsen, hvor vi var rigtigt dårlige. Man nøjes med at fokusere på det vi var gode til, nemlig de isolerede lokale kamphandlinger, hvor vi jo altid trak os sejrrigt ud, og de erfaringer som har resulteret i forbedret udrustning.

Den øverste ledelse kan ikke skubbe ansvaret så langt væk
Forsvarschefen mener, heller ikke at vi skal ”pege fingre”, ” Vi skal ikke herhjemme stille os til dommere over de beslutninger, der blev truffet og skal træffes dernede. Det er dem dernede, der har ansvaret og indsigten” siger han. Men det er jo noget pjat, for selvfølgelig skal vi pege fingre og stille folk til ansvar. De skal sågar også straffes, hvis der er noget at straffe for. Fuldstændigt som den taktiske fører kan risikere det, hvis han beordrer tre formodede IED-udlæggere neutraliseret med et Hellfire-missil. Det er det officerer og politikere får deres løn for, at træffe beslutninger og tage ansvaret for dem. En ting er, at krigen er foregået mange tusinde kilometer væk fra Danmark, men den øverste ledelse kan ikke skubbe ansvaret så langt væk også.
På trods af ledelsens mangel på vilje til selvkritik, så er der dog tegn på at nogen i forsvaret har tænkt sig at tage ved lære af krigen i Afghanistan. De tegn kommer fra Forsvarsakademiet, hvor Kontreadmiral Nils Christian Wang sidder i chefstolen. I sin egenskab af formand for Det Krigsvidenskablige Selskab stod han bag et debatarrangement i maj måned, som, godt nok i civilt regi, stillede spørgsmålet ”Hvad har vi lært af Afghanistan?”. Nils Wang er også chef for førnævnte Lektor Peter Viggo Jakobsen, som i skarpe saglige vendinger har kritiseret politikere og forsvarsledelse for deres håndtering af Afghanistan-krigen.

LÆS OGSÅ :  Jeg skal dø…

På Forsvarsakademiet ligger også Institut for sprog og kultur, og det står bag et helt nyt fire ugers kursus med titlen ”Kultur som operativ enabler”, som i bund og grund går ud på hvordan håndterer væbnede konflikter med udgangspunkt i kulturforståelse. Et aspekt som har været stor set fraværende i de militære operationer som er blevet udført i Helmand.
Chefen for institut for sprog og kultur er oberstløjtnant Nicholas T. Veichert, og han leverede, i det seneste nummer af bladet ”Ræson”, en yderst fremsynet artikel med titlen ”Kravet til den næste krig”, hvor han argumenterer for, at vi, og hæren især, skal være klar til at løse flere ”skæve opgaver” – og at vi skal kunne gøre det hurtigt. Det ser således ud til at det ikke er alle som deler Forsvarschefens opfattelse af hvorvidt vi kan lære noget af de fejl vi har lavet i Afghanistan…..og et stort hurra for det!

Mod og integritet
Fejl og succeser skal identificeres og folk skal stilles til ansvar for godt og skidt, det er måden vi bliver klogere på. Vi er en demokratisk, krigsførende nation, og vi har alle stemt på de politikere som har ansvaret for de sidste 11 års krigsførelse. Det er på tide at den almindelige dansker begynder at interessere sig for krigen og hvordan vores deltagelse er blevet forvaltet. Det er på tide at der rejser sig et krav fra befolkningens side om at politikerne, bliver stillet til ansvar for resultaterne i Afghanistan – både gode, men især dårlige og at beslutninger på Christiansborg, i Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet bliver kulegravet for at finde ud af, hvor det er gået godt og skidt.
Det kræver indsigt og viden at overskue en krig, som er blevet simplificeret af beslutningstagerne til ”enten er du for krigen, eller også er du imod vores soldater”. En viden og en indsigt, som kun kan etableres, hvis vi tager det førnævnte spadestik. Et spadestik som skal foretages ved at de politiske og militære beslutningstagere begynder at være ærlige overfor befolkningen. En ærlighed som kræver mod og integritet. Mod og integritet til at tage ansvar for sine beslutninger, uanset om de så måtte vise sig at være rigtige eller forkerte.

Den positive udvikling i den offentlige debat og de gode tegn fra Forsvarsakademiet er alle en nødvendig udvikling for den læringsproces som vi må og skal gennemføre. Men som jeg har understreget i denne kronik, er der plads til forbedring, både fra politisk side og især fra Forsvarets øverste ledelse. Vi skal IKKE aflære Afghanistan, men derimod forankre de dyrt indhentede erfaringer, vi har haft med den mest krævende og komplicerede form for krigsførelse man kan involvere sig i. Vi skal være bevidste om vores militærs potentiale, men endnu vigtigere dets begrænsninger. Således at vi for alt i verden undgår unødig død og ødelæggelse, som der har været mere end rigeligt af i Afghanistan.

Der er desuden en del indikationer på, at det haster med selvransagelsen, idet, der fra politisk hold hen over sommeren er udtrykt stor velvillighed til at indsætte danske soldater i nye konfliktområder. Godt bakket op af Hærens Operative Kommando, som gerne ser, at vi hurtigst muligt får en ny opgave, så vi kan fastholde vores militære kompetencer – vi skulle jo nødigt ryge ud af ”Superligaen”.

MADS SILBERG

Mads Silberg

Skrevet by Mads Silberg

Blogger/ kronikskribent på krigeren.dk. Tidl. kaptajn i Hæren.

22 kommentarer

Skriv et svar
  1. Jeg er helt enig. Om hele missionen, er jeg i den ubehagelige situation, at jeg må give en kvinde fra Enhedslisten ret. Missionens mandat var at bekæmpe international terror i Afganistan ? Vi skulle ikke ned og slås med Taliban . Hvis afganerne vil styres af Talliban med stokkeslag kommer det ikke os eller det internationale samfund ved. Vores politikere var ikke intelligente nok til at trække vores styrker ud, da mandates opgave var løst.

  2. Det er en politisk balance gang , en forsvarschef kan ikke gå ud og sige ” vi lærte at slå ihjel” det ville skabe et sandt helved for ham bagefter. Men han kunne nu godt veje sine ord og sige noget fornuftigt i stedet for at sige at vi faktisk ikke har lært en hujende fis. Jeg tror at vi har lært en masse.. Forhåbentlig har politikerne lært bare en smule.

  3. Godt skrevet af Mads Silberg.

    Alle generaler er politisk udnævnte så man skal ikke forvente meget fornuft der. Måske man skal lade de folk der var på jorden i Afghanistan, som KN.Silberg finde frem til det vi kan lære af 11 års krig og ikke skrivebords generalerne, politikerne, de selv-udnævnte eksperter, og andre klogeåge meningsdannere der ikke selv var til stede.

    Dryptud skulle nok overveje pension hvis han ikke mener der er mere at lære fra 11 år i Afghanistan.

  4. Vel talt, Silberg! Må din artikel tjene til modig selvransagelse hos beslutningstagerne m. fl.

  5. Kære Mads,
    Tak for dit gode og relevante indlæg, som jeg vælger at give en kommentar til, selv om du i artiklen implicit kalder mig en ’klaphat’.
    I tre år (2010-2012) som brigadechef og overordnet ansvarlig for uddannelsen af vores soldater, der skulle sendes til Afghanistan, brugte jeg hovedparten af min vågne tilstand til at spekulere og reflektere over, hvorledes vi kunne forbedre indsatsen, og hvorledes vi kunne begrænse vores tab mest muligt. Jeg diskuterede med alle mine underlagte chefer og førere, om vi kunne optimere og ændre procedurer, og vi diskuterede under seminarer, under øvelser og under diverse chefrekognosceringer i Afghanistan, om vores tilgang til opgaveløsningen var den rigtige. Det førte hele tiden til større og mindre ændringer.
    Gjorde vi det rigtige hele tiden? Det vil nok være for selvsikkert at sige ’ja’, og der er bestemt områder, hvor vi gerne ville have haft et andet udfald – ikke mindst set i lyset af de tragiske tab. Vi skal i den forbindelse dog huske på, at vi ikke havde fuld frihed i vores beslutningstagning. Vi var under engelsk kommando – de udfærdigede opgaverne – ligesom vi også i vores opgaveløsning ønskede et afghansk ejerskab.
    Du er meget præget af dine oplevelser i Armadillo, og det forstår jeg godt. Hvornår basen skulle have været lukket, eller om patruljeringen blev tilendebragt på det rigtige tidspunkt, er vanskelige spørgsmål, der hænger sammen med den noget brogede situation, der opstod, da det afghanske politi pludseligt forlod ’patrol base line’ samtidig med, at den afghanske hær var på vej med yderligere styrker til vort område – uden dog at have et klart bud på, hvorledes de så opgaveløsningen på sigt. Ville man længere mod nord, eller skulle situationen i og om Gereskh yderligere stabiliseres?
    Vi har på det taktiske niveau lært meget af Afghanistan. Hvis jeg siger, at man i en COIN-kontekst ikke skal ’clear’, hvis man ikke vil ’hold’, så kan der nok af de doktrinkyndige drages visse paralleller til situationer i Afghanistan.
    Efterretningstjenesten var indledningsvis for svag. Vi havde en for dårlig forståelse for operationsmiljøet, hvorfor vi bl.a. etablerede en reach-back kapacitet ved Forsvarets Efterretningstjeneste, og i forlængelse heraf opretter vi nu i Hæren et særligt center for efterretningstjeneste. Osv. Osv. – selvfølgelig har lært, også selv om vi ikke skrev de af Peter Viggo Jacobsen nok så savnede ’End of Tour’-rapporter.
    Alt det vi har lært, skal vi huske, og det gør vi! Vores næste indsættelse bliver ikke i Afghanistan (tror jeg ikke!), og derfor skal vi gøre os klar til det værste – og det er som udgangspunkt kampoperationer. Vi har hele vores læring fra Afghanistan med i rygsækken, men der kan risikere at komme størrre udfordringer – nemlig en indsættelse med højere kampintensitet. Så vi smider intet væk, vi analyserer fortsat – og så forbereder vi os til at kunne det meste – helt på linje med vores partnere UK og US!
    I øvrigt – ingen forsøger at skjule noget – så kom forbi mit kontor i Haderslev. Så kan jeg uddybe ovenstående.
    Michael Lollesgaard
    Chef for Danske Division

    • Kære Michael, tak for din kommentar, og din invitation som jeg vil holde dig op på ved given lejlighed :-)
      Jeg mener nu ikke at jeg indikerer at nogen er en klaphat, nok mere at nogen har den på hovedet og flår uhæmmet i snoren alt i mens vores indsats “på banen” lovprises.
      Jeg må, og det med skam, indrømme at jeg ikke havde forventet respons fra din side, men det skyldtes sikkert at jeg ikke kender dig personligt, og mit generelt pessimistiske syn på FØL og den måde den kommunikerer på.
      Som du skriver er jeg påvirket af mine oplevelser fra min tid i Armadillo, ingen tvivl om det, men de bekymringer jeg giver udtryk for er der rigtigt mange af mine kolleger som deler. Jeg er glad for at du gerne vil uddybe din kommentar for mig, men jeg så hellere at du (forsvaret/hæren) gjorde det i fuld offentlighed, så alle kan følge med.
      Bedste hilsner
      Mads

      • Kære Mads,
        Tak for svaret.
        Jeg er ikke sikker på, at det er hjælpsomt, hvis rent taktiske dispositioner i ’bakspejlets klare lys’ behandles i det offentlige rum. Ikke fordi oplysninger nødvendigvis er klassificerede, men fordi baggrunden for de trufne beslutninger ofte var meget komplekse, hvorfor en kronik eller en kort TV-udsendelse sjældent ville kunne rumme et tilstrækkeligt nuanceret billede. I disse fokuseres ofte på, om noget var rigtigt eller forkert, eller hvem, der skal stå til ansvar for uheldige konsekvenser.
        Jeg behandlede som chef 1. Brigade med alle førere for de pågældende hold under vores seminarer om stabiliseringsoperationer historikken fra hold 4 og fremad. Her diskuterede vi bl.a. baggrunden for de vigtigste beslutninger, der siden 2007 var blevet taget i missionsområdet. Fælles for afslutningen af vores diskussioner var, at der næsten aldrig var entydige svar. Mange spillere, mange påvirkninger, usikre efterretninger osv. gjorde, at der nok ikke var en logisk tankerække, der kunne føre til det ’rigtige’ svar. Men vi kunne dog uddrage nogen læring om fremgangsmåder, beslutningsprocesser mv. , som kunne danne grundlag for, at vi i fremtiden måske kunne komme lidt nærmere det ’rigtige’ svar.
        Jeg vil derfor helst undgå at deltage i en diskussion i det offentlige rum med dig eller andre om en specifik taktisk beslutning – eks. om det var gjorde mening at gennemføre ’CIMIC-patruljer fra Armadillo/Budwan i foråret 2010’. Mange ting pegede på, at det gjorde, andre – som du også har beskrevet – pegede på, at det måske ikke gjorde. Det var en meget kompleks situation, og vi skal huske på, at man ikke i sådanne scenarier kan foretage en kovending fra den ene dag til den anden. Det tager tid at opnå en ønsket effekt.
        Ikke for at rose mig selv, for det er selvfølgelig en del af jobbet, så synes jeg, at vi i 1. brigade i rette fora med førere på alle niveauer bidrog (og nok også fortsat bidrager under den nye brigadechef) til en åben diskussion om de taktiske dispositioner, og det vil vi fortsat gøre i Hæren. Vi skal nok brede diskussionerne lidt ud, så flere inddrages, med lad os undgå, at det bliver for overfladisk uden et klart genstandsfelt – for så kommer vi måske til at drage uheldige konklusioner.
        Michael Lollesgaard

        • Kære Michael, tak for dit svar.
          Jeg deler nu ikke din “frygt” for at diskutere taktiske beslutninger i fuld offentlighed, og jeg er overbevist om at vores medborgere i Danmark er kloge nok til forstå de komplicerede, såvel som de simple, aspekter af vores krigsførelse, hvis bare der er nogen som ærligt og redeligt vil forklare dem det.
          Du skriver hvad du mener vi ikke kan diskutere i det offentlige rum. Jeg vil så gerne spørge dig hvad du mener, at vi kan diskutere i det offentlige rum?
          Hvis vi ikke kan diskutere taktiske beslutninger, kan vi så diskutere de strategiske beslutninger, eller mangel på samme?
          Kan vi diskutere, at vores militære indsats på jorden, ikke giver den ønskede effekt på den lange bane, hvis aktiviteterne ikke er koordineret med den civile indsats. At det ikke nytter noget som helst at lægge al fokus på taktik, når der ikke er en holdbar strategi. At det ikke nytter noget at skifte fokus og opgaver hvert halve år når en ny oberst sætter sig i chef-stolen. At genopbygning og stabilitet kræver langsigtet planlægning og en vedholdende indsats. At det er essentielt at man analyserer og identificerer den lokale kultur, magt- og samfundsstruktur i de områder hvor man vil lægge tyngde. At det nogle gange kan betale sig IKKE at bruge militære midler, så man ikke gør mere skade end gavn. At det ikke nytter noget at udføre store militære operationer mod en svært definerbar fjende eller imod lokalt funderede oprørere?

          Var der ikke en eller anden som slog op i Feltreglement I, kapitel 8 (OPERATIONER MOD IRREGULÆRE STYRKER) og sagde “hmm…det ser da meget fornuftigt ud, lad os prøve det”? Eller var der så stor fokus på at vi skulle bevise vores værd i kamp, at det fuldstændig overskyggede de reelle problemstillinger. Forstået på den måde at når man står med en hammer i hånden, så ligner alle problemer lige pludselig søm. Vi pløjede jo bogstaveligt talt op og ned igennem Green Zone, på jagt efter en fjende vi selv skabte hvorend vi rykkede frem.

          Bedste hilsner
          Mads

One Ping

  1. Pingback:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *