Kronik: Kampen er i fuld gang

Arkivfoto : HOK
Andreas Reckeweg Godfrey - Veterancentret
Andreas Reckeweg Godfrey – Veterancentret

Mandag den 31. marts 2014 bragte Mads Silberg på Krigeren.dk en kronik med overskriften ”Kampen er kun lige begyndt”. Kronikken indeholder bl.a., en kritik af Forsvarets og Veterancentrets indsats på veteranområdet – en kritik som vi i Veterancentret gerne vil give vores syn på.

Når det er sagt, er ingen kritik uvæsentlig. Og da slet ikke, når den kommer fra nogle af de frivillige kræfter, som kæmper en brav kamp til stor gavn for veteranerne og deres pårørende. Ligesom vi også kæmper i Forsvaret. For det er – uagtet om meninger brydes – en fælles kamp, som deles af først og fremmest dem, det hele handler om; veteranerne og de pårørende. Men også af de frivillige og faglige organisationer, af staten, af regionerne og kommunerne. Og sådan må det være – en fælles kamp, som er i fuld gang, og som vil og skal fortsætte. Det er sådan, både I som frivillige og vi som Forsvar bliver endnu bedre i vores fælles arbejde for at anerkende og støtte de mange danske mænd og kvinder, der som udsendt for Danmark, yder og har ydet en værdifuld indsats på vores lands vegne.

Kronikken indleder med, at ”Veterancentret ikke er gearet til at løfte en opgave, der vokser med samme hastighed som antallet af veteraner” og ”at Veterancentret ikke bliver tillagt den store prioritet”.

Annonce
Annonce

Forsvaret – med Veterancentret som afsæt – arbejder for at anerkende og støtte både veteraner og pårørende. Hver dag løfter Veterancentret opgaver, der er stillet med veteranpolitikken fra 2010. Og hvis ikke hver dag – så ofte – med veteraners og pårørendes positive vidnesbyrd som respons. Veteranområdet er prioriteret – og vil fortsat være det. Med et årelangt internationalt engagement som erfaringsbase er Forsvaret aldeles bevidst om vigtigheden i dels at forebygge skader hos de soldater, vi sender ud, dels at yde støtte ved behov såvel under som efter udsendelse. Den indsats, som vores veteraner og deres pårørende yder og har ydet, vejer tungt i Forsvaret, og vil ikke blive glemt.

Kronikken beskriver også, hvordan Veterancentret har lidt under en række organisatoriske forhold: ”I dets meget korte levetid har chefen været skiftet tre gange, og i januar fik Veterancentret fem påbud i en rapport fra arbejdstilsynet”.

Kritikken går her på interne, organisatoriske forhold, der har påvirket Veterancentrets medarbejdere. Det har det i forskelligt omfang utvivlsomt også. Men det er samtidig forhold, som selvsamme medarbejdere – på trods – har arbejdet hårdt for ikke skulle ligge veteranerne og de pårørende til last. En anerkendelsesværdig bedrift, som efter vores bedste overbevisning glædeligt er lykkes. I Veterancentrets levetid på snart tre år har der siddet to chefer for bordenden, ikke tre. Og det med et chefskifte der havde sin baggrund i personlige årsager (sygdom), ikke faglige. Det er rigtigt, at Veterancentret for nyligt har fået fem påbud af Arbejdstilsynet på det psykiske arbejdsmiljø. Fem påbud som Veterancentret åbent har lagt frem og erkendt alvoren af. Og vi er naturligt – med allerede ét påbud imødekommet – i god gænge med at bruge det supplerende fokus, som påbuddene sætter på arbejdsmiljøet, til dels at fortsætte og dels at igangsætte konkrete tiltag som forbedrer og forebygger forholdene på området.

I kronikken rejses endvidere en kritik af Forsvarets rehabiliteringsarbejde med tilskadekomne veteraner, bl.a. omtalt som ”et iskoldt håndgreb”.

Vi taler her om et rehabiliteringstilbud, der henvender sig til de af Forsvarets medarbejdere, der har pådraget sig så alvorlige skader med tabt erhvervsevne til følge – fysiske som psykiske – i forbindelse med deres udsendelse, så de eksempelvis ikke længere kan udsendes som kampsoldater igen. Lad det være sagt med det samme; det er utvivlsomt en særdeles udfordrende situation for den enkelte soldat. For at støtte bedst muligt skal tilbuddet om rehabilitering sikre, at veteranen inddrages i at opnå mulighed for selvforsørgelse enten i eller uden for Forsvaret. Udgangspunktet er, at veteranen gennem tålmodig rehabilitering støttes i at komme videre i forhold til de erhvervs- og uddannelsesmæssige forudsætninger, han/hun havde før tilskadekomsten. En sådan omstillingsproces kan være svær. Det ved vi godt. Identitet og selverkendelse er naturligt på spil, når vi som mennesker skal til at tænke helt nye tanker for fremtiden, både professionelt og personligt. Det handler om at tage mennesker alvorligt og tage udgangspunkt i deres situation. Hvis en veteran aldrig mere kan udsendes, så mener vi i Veterancentret, at tilbud om rehabilitering er en respektfuld måde at hjælpe den pågældende videre i sit liv på – hvad enten det er i eller uden for Forsvaret

Forsvaret kritiseres også for at skubbe en ”stor del af arbejdet for veteranernes ve og vel over på frivillige organisationer”, ligesom Forsvarets donationer til andre aktører på veteranområdet bl.a. kaldes ”utilstrækkeligt” og ”principielt forkert”.

Forsvaret ønsker på ingen måde at skubbe opgaver over på de frivillige aktører på veteranområdet – hverken med baggrund i det tætte samarbejde eller den økonomiske støtte. Tværtimod. Det tætte samarbejde Forsvaret og de frivillige imellem samt den økonomiske støtte, som Forsvaret giver til mange gode veteraninitiativer hvert år, skal ses som et ønske om at supplere hinandens arbejde, at gøre nettet så finmasket, så ingen veteran eller pårørende falder igennem. For sagen er, at det offentlige og det frivillige hver især kan forskellige ting. Forskellige ting som gensidigt styrker hinanden – og som på veteranområdet har samme, fælles mål; nemlig at anerkende og støtte veteraner og pårørende. Lad os gøre nytte af hinanden, hvor vi kan og hvor det giver mening.

Slutteligt kritiserer kronikken, at det alene er veteraner udsendt efter 2007, som er i målgruppen for Veterancentrets indsats.

Alle veteraner er i målgruppen for Veterancentrets indsats. Det skal der ikke herske tvivl om. Forsvaret sendte i 2007 ca. 20.000 breve til tidligere udsendte. Formålet var bl.a. at gøre opmærksom på den livslange mulighed for støtte fra Forsvarets psykologer. 200 veteraner ønskede efterfølgende at gøre brug af tilbuddet. I dag står tilbuddet stadig ved magt: Alle veteraner og deres pårørende – uanset udsendelsestidspunkt – har til hver en tid mulighed for at få en samtale med en psykolog og en socialrådgiver, så længe behovet er relateret til udsendelse. Og det i erkendelsen af, at mulige efterreaktioner på en udsendelse kan vise sig endda mange år efter hjemkomst.

Som sagt indledningsvist er veteranindsatsen fordelt på mange hænder. Og heldigvis for det. Hænder – professionelle som frivillige – som alle kæmper for, at vi behandler vores veteraner og deres pårørende, som de fortjener, nemlig med anerkendelse og støtte ved behov. Den kamp skal vi fortsat kæmpe.

Vi skal til stadighed arbejde på at løse vores opgaver bedre – at udvikle vores indsats. Så tak for kampen, indtil nu og i tiden frem.

 

Af fuldmægtig Andreas Reckeweg Godfrey/Veterancentret
Ringsted, den 2. april 2014

 

Mads Silbergs kronik  kan læses her : Kampen er kun lige begyndt

8 kommentarer

Skriv et svar
  1. En sludder for en sladder. Det han skriver er sikkert korrekt, men det siger ikke ret meget om noget som helst. Måske vigtigere er det han ikke skriver, nemlig indsatsen for de veteraner som ikke længere er ansat i Forsvaret. Han bruger mange ord på at beskrive hvad man gør for de skadede i systemet så de kan få et nyt arbejde, men ikke et ord om hvad man gør for at de veteraner som er hjemsendt bliver holdt øje med og fulgt op på. Han nævner heller ikke med et eneste ord hvad Veterancenteret har gjort for at hjlæpe veteraner som har kæmpet med at få anderkendt deres skader overfor Arbejdsskadestyrelsen. Ikke et ord om hvad Forsvaret eller Veterancenteret har gjort for at tale veteranernes sag overfor diverse uforstående og fodslæbende civile myndigheder. Måske fordi der ikke har været nogen nævneværdig indsats…?

  2. En sludder for en sladder. Det han skriver er sikkert korrekt, men det siger ikke ret meget om noget som helst. Måske vigtigere er det han ikke skriver, nemlig indsatsen for de veteraner som ikke længere er ansat i Forsvaret. Han bruger mange ord på at beskrive hvad man gør for de skadede i systemet så de kan få et nyt arbejde, men ikke et ord om hvad man gør for at de veteraner som er hjemsendt bliver holdt øje med og fulgt op på. Han nævner heller ikke med et eneste ord hvad Veterancenteret har gjort for at hjlæpe veteraner som har kæmpet med at få anderkendt deres skader overfor Arbejdsskadestyrelsen. Ikke et ord om hvad Forsvaret eller Veterancenteret har gjort for at tale veteranernes sag overfor diverse uforstående og fodslæbende civile myndigheder. Måske fordi der ikke har været nogen nævneværdig indsats…?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *