KRONIK AF PALLE RASMUSSEN, HISTORIKER. Cand mag. Statskundskab og Historie.

Hvis historieforskning skal have en værdi, skal vi som historikere pege på tendenser i tiden man kan lære af. Det er i mine øjne tilfældet lige nu.

Tyskerne producerede 46.937 kampvogne under Krigen (heraf 1.347 Tiger I, som dette skal fokusere på og 5.500 Panther), russerne 106.104 og amerikanerne 102.253.

De amerikanske og russiske fabrikker var sat op som industriel masseproduktion af noget lavere kvalitet, de tyske som masseproduktion af håndværksmæssig kvalitet.

Produktionslinjen - Tiger 1. Foto: Bundesarchiv
Produktionslinjen – Tiger 1.
Foto: Bundesarchiv

I USA og USSR var det politikerne, der afgjorde specifikationerne på kampvognene, i Tyskland var det militæret (som naturligvis ønskede høj kvalitet).

Tigeren blev konstant udsat for nye krav og specifikationer, konstant ændret og gennemsnitligt var der nye ændringer på hver sjette! Ligesom produktionen af den var baseret på en højt specialiseret arbejdsstyrke.

Annonce

Parshall illustrerer det ved at sige, at Tigeren lige så godt kunne være håndlavet af dværgenes smede i Morias miner, og det er ikke meget galt.

En Sherman kostede derfor $ 33.500 og tog 10.000 mandetimer at bygge, mens en T-34 tog 35- 50.000 mandetimer at bygge (pris ukendt i den sovjetiske planøkonomi).
En Tiger kostede $320.000 og tog 300.000 mandetimer at bygge.

Ganske vist var sagdes det at en Tiger var fem Sherman/T-34 værd, en Panther tre, men det var ikke nok, når den koster 10 gange så meget og tager ti gange så lang tid at bygge.

Der var, som de tyske soldater klagede over, altid flere fjender i en uafvendelig strøm. Tyskerne lavede et teknologisk kompliceret højkvalitetsprodukt, med meget høje krav og meget lavt output.

LÆS OGSÅ :  Statsrevisorer: Ministerium ser for optimistisk på kampfly

Det samme gjorde sig gældende for Panther og Pz IV i mindre og mindre grad henholdsvis.

Pantheren var billigere (Ca. $ 45-50000), men plagedes af de samme flaskehalse og problemer i produktionen. Ligeledes plagedes både Tigeren og Pantheren af børnesygdomme, da de avancerede design var vanskelige at få til at fungere.

Læren fra Yom Kippur

Sjette oktober 1972 angreb ægyptiske og syriske enheder, støttet af andre arabiske lande og USSR, det amerikansk-støttede Israel i et forsøg på at generobre tabt land og opnår æresoprejsning.

I de følgende tyve dages intense krig led begge sider store tab. Også Israel og også det israelske luftvåben; mellem 102 og 128 fly, afhængigt af hvilke kilder man går til. Disse fly kunne Israel kun få erstattet og dermed undgå nederlag og vende krigen, ved hjælp fra USA.

Et USA hvis militær-industrielle kompleks fandt ud af, at de ikke kunne bygge nye i det tempo de blev mistet.

En supermagts rustningsindustri, der ikke kunne erstatte tabene i en relativt begrænset højintensitets-krig.

Lad os lige tygge på den; USA’s rustningsindustri under Den Kolde Krig kunne ikke erstatte tabene i en lille regional krig med høje tab. Bl.a. fordi amerikanske fly var avancerede teknologiske vidundere.

F-35 JSF var allerede fra tegnebordet og inden overskridelserne og ekstrabevillingerne det dyreste våbensystem nogensinde.

Kravene til den er, at den skal kunne afløse F-16, A-10, F-18 og AVB-8 og altså både fungere som jagerfly og dedikeret ”Ground Attack Plane”, ligesom den skal kunne lande vertikalt såvel som operere fra hangarskibe.
Uden her, at tage stilling til i hvor høj grad den faktisk opfylder de krav (hvad mange eksperter ikke mener, at den kan), må man objektivt iagttage at det er en meget bred vifte af krav og derfor kræver et meget avanceret og dyrt våbensystem.

LÆS OGSÅ :  Statsrevisorer: Ministerium ser for optimistisk på kampfly

Et der er svært at designe, få til at virke, og er kompliceret at producere. Og som kræver en specialiseret arbejdsstyrke (Lockheed-Martin fremhæver dette som positivt på flyets hjemmeside).

Alt dette giver sig udslag i indtil videre syv års forsinkelse og en voldsom fordyrelse af systemet.

Produktionslinjen F-35. Foto: United States Department of Defense
Produktionslinjen F-35. Foto: United States Department of Defense

F-35 er kompliceret og ekstremt dyrt (samtidig med at vi lider under en økonomisk krise).

Ligheden med Tigeren er slående, og produktionstallene på et fly om dagen ifølge defencenews.com er ikke imponerende når man tager læren fra Yom Kippur i betragtning.

USA og NATO står derfor i tilfælde af en intens konflikt i samme situation som tyskerne gjorde i 1943; Vi kan måske nok producere et teknologisk supervåben (forudsat man- modsat undertegnede- tror på Lockheed-Martins salgstaler), men vi kan ikke producere dem hurtigt og billigt nok, og som israelerne i 1972 vil vi løbe tør for fly da vores produktionsapparat i endnu lavere grad end det amerikanske dengang, kan følge med ”forbruget”.

Lige nu, med efterspørgslen meget høj, produceres et om dagen. I en højintensitetskrig vil NATO uafvendeligt miste mere end et om dagen (er historien en lektie vil tekniske problemer og uheld koste mere end et om dagen), og vi mangler en plan for, hvordan tabet skal dækkes.

LÆS OGSÅ :  Statsrevisorer: Ministerium ser for optimistisk på kampfly

Det interessante er endvidere, at mens USA’s BNP i 1938 var ca. det dobbelte af hovedfjenden Tysklands, er i hvert fald én potentiel fjende; Kina, i dag ved at indhente dem på den front. Amerikanerne har ikke råd til at betale og ”bytte” fly for fly.

Jeg er opdraget til forsvar af mine værdier og mit fædreland, og holder meget af det danske Forsvar og dets personel. Jeg mener vi skal have et kampfly; ”alle lande har et militær, deres egen eller naboens” er en sikkerhedspolitisk grundsætning; og netop derfor mener jeg vi skal sikre os det virker, og det er vigtigt, at ikke kun de traditionelle forsvarskritiske røster, rejser kritik hér.

Den lyttes der alligevel ikke til, vi kender alle historien om Peter og Ulven.

Så selv hvis vi tror på Lockheed-Martins salgsmateriale mangler de ”ansvarlige” politikere altså at forklare befolkningen, hvordan de vil løse det gennemgående problem. De mangler en langsigtet plan; en strategi.

Historien viser, at problemet vil opstå…

 

– PALLE RASMUSSEN, HISTORIKER

 

Indhold i artikler og klummer/ kronikker der er indsendt, er alene udtryk for skribentens egen holdning og er ikke nødvendigvis udtryk krigeren.dk’s holdninger.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

4 KOMMENTARER

  1. Er alle vestlige fly ikke “Tigere? Hvor mange Eurofightere produceres der om dagen? Hvor mange F’18’ere?

    Og så var dey altså i 1973, ikke 1972, Ægypten og Syrien gik til angreb på de områder som Israel havde besat ved blitzkrigen i 1967.

  2. En anden ting er at USAs forsvar har ikke mothball´d deres A-10. De hart sat den i hangar, skifter stadig “filtre” og smører, de flyver dem blot ikke i træninger længere.

    De holder dem klar.

  3. F-16I – “ny” F-16 med ca. 70 % komponentfællesskap med “gammel” F-16. Leveret til Israel i starten av 2000’erne til støtte for og som supplement til F-15E – for at kunne neutralisere hele det iranske atomvåpenprogram. Har DK råd til flere IC-4 historier? Hvis det bliver en ny IC-4 historie, vil det gældsætte og ruinere alle andre aktiviteter i Forsvaret i generasjoner.

  4. Ak, så stop dog med al den angst.
    Som ansat i forsvaret er man nød til at leve med, at politikerne dikterer ens hverdag. Der er visse beslutninger der ikke kan ændres ved.
    Selvfølgelig ville det være ønskeligt med et mere gennemprøvet kampfly, men sådan blev det desværre ikke. I sidste ende er det forsvarsministeriet der har bukserne på.
    Improvise, adapt and overcome.

EFTERLAD ET SVAR