KRONIK af Klaus Kroll, kaptajn af reserven

Kaptajn af reserven, Klaus Kroll
Kaptajn af reserven, Klaus Kroll

Lige om lidt bliver det 2018, et år hvor den substantielle kløft bliver til virkelighed.

2017 har været brugt på at lade batterierne op til et forsvarsforlig, hvor man skulle få et marginalt beløb til at se substantielt ud, hvilket måske kan lade sig gøre i rammen af Microsoft Office, men ikke på vaskepladsen i Oksbøl, havnekajen i Korsør eller flyvepladsen i Karup.

Prisen for at oversælge det endnu ikke indgåede forlig går ubestridt til de konservative, der proklamerede at man egenhændigt havde sikret forsvaret 4.8 milliard årligt, hvilket så først sker i sidste år af forligsperioden, der behændigt er udvidet til 6 år, da man så slipper for at skulle diskutere forsvar så længe.

Forliget, der kommer på baggrund af en usædvanlig fantasifuld budgetanalyse, vil betyde markante forandringer i det danske forsvar, og meget få om nogen af dem bliver videre positive.

Sidemandsoplæring er et ord der i budgetanalysen fik luft under vingerne og begrebet vil givetvis få samme styrke som de ”66 tiltag”, der stadig fremstår som et af de mest bizarre forsøg på at lukke munden på koret af nej-hatte.

Hvor man i dag trækker lidt på smilebåndet når tanken henføres på de to, senere et, stykke frugt om dagen der skulle redde firmaets medarbejdertilfredshedsundersøgelse, bliver sidemandsoplæring givetvis den fremtidige stående vittighed når eftertidens kurser afløses af en trial & error tilgang, lidt i stil med at samle et Ikea skab uden brugsanvisning, dog supporteret af naboen, der engang fandt en løsning på Youtube.

En ny (Tordenskjolds) brigade

Tordenskjolds brigade er ligeledes en opfindelse i Microsoft universet, da hverken tallet eller beløbet der er afsat giver mening. Forsvaret selv anbefalede 5500 mand i en stående brigade og med en gennemsnitlig pris pr. soldat på 1 mio. hænger midlerne ikke sammen i forhold til forligsrammen.

Man kan selvfølgelig bare oprette brigaden, sætte soldaterne i dobbeltfunktioner og lade som om det er en ny brigade, det hed for nogen år siden Den danske internationale brigade, (DIB) . Men det får vi ikke flere soldater af eller en mere robust struktur.

Når brigaden i samme åndedrag bygger på en ide om at skulle være ”selvforsørgende” uden et efterretningscenter eller kampskole bliver vi vidne til et en selvdestruktion der bliver grim at følge.

Da vi lukkede Danilog, der endelig var begyndt at virke, hældte vi værdifuld erfaring ud med badevandet og det samme kommer til at ske med lukningen af de to kapaciteter. Men et par tab i den spidse ende koster ikke særligt mange stemmer, så hellere end god nyhed om 4000 ekstra mand, der måske alligevel ikke er ekstra, men et dejligt rundt tal, der i stil med Papes campingvognene på Nørrebro sælger billetter.

Støtte til Politiet

2017 var også året hvor forsvaret gradvist afløser politiet på bevogtningsopgaver. Vi startede med grænsen og er nu indsat på udsatte terrormål og mon ikke listen bliver længere, når man nu får øjnene op for de ressourcer der tydeligvis ligger uberørte hen, på landets kaserner.

Magtmonopolet er derfor ikke længere politiets og det må give anledning til bekymring hos politiet, at de tidligere har brugt flere år på at uddanne betjente, når forsvaret selv kan gøre det på få måneder.

Måske kan det udvidede samarbejde politi og forsvar imellem udvides til de beredne enheder, hvor politiet kan eskortere dronningen igennem byen og husarerne nedkæmpe hooligans til fodboldkampe.

Eller også skulle vi bare anvende enhederne til deres oprindelige formål og undlade at blande pærer og bananer i et panisk øjeblik, hvor virkeligheden rammer og illustrerer hvor sårbar vores sikkerhed er, når der ikke er nok i reserve.

22 (+5) nye kampfly

Og så har vi fået en aftale om fly. 22 plus 5 for at være nøjagtig. De fem kommer vi aldrig til at se da de bliver en del af uddannelsespuljen i USA, men 22 er jo også et fint tal, når man fifler lidt med forudsætningerne. De larmer lidt vel rigeligt, men det opdager beboerne i det Sydjyske nok først når de lander og ekstraregningerne kan vi lade indgå i forsvarets eksisterende ramme, det opdager de nok heller ikke.

Indledningsvis betragtede jeg, som lægmand og alt andet end flysagkyndighed, F35 som en rettidig investering i fremtidens flyvevåben, men efterhånden som tiden går, bliver metodikken i indkøbet mere og mere anstrengt.

Særligt overraskende var det måske at der som chef for kampflykontoret i en længere periode sad en tidligere koncerndirektør fra DSB, der koblet med en baggrund fra McKinsey, skulle føre de politiske tanker om nyt kampfly ud i livet. Parallellen til IC4 findes, omend indkøbet af F16 også indledningsvis var problemfyldt men endte med et af de mest succesfulde indkøb i forsvarets historie.

Bundlinjen kan derfor sagtens være at flyet er fint, men personerne omkring indkøbsprocessen håbløse. Når man manipulerer med sandheden og prøver at skjule fakta burde det have en konsekvens, uanset om man er tidligere eller nuværende minister, embedsmand eller på anden måde ansvarlig.

Værnepligten

Værnepligten har igen været oppe og vende. De meget liberale samt røde betragter det som slaveriets genindførelse, hvor de mere besindige ser værnepligten som en mulighed for at bevare en reserve, der kan anvendes i det tilfælde vi får skudt tom for stående enheder.

De 4000 mand får hurtigt ben at gå på i en skarp situation og så skal vi enten ringe til dem der stadig har værnepligtige, lægge sikkerheden i amerikanernes hænder eller bare acceptere at friheden alligevel ikke var det hele værd. Det gik jo godt sidst, hvor vi bare skulle vente fem år, holde lidt lav profil og tillægge os en sydtysk accent.

Værnepligten for værnepligtens skyld giver ikke ret meget mening og hele forudsætningen for en værnepligtsuddannelse bør være en mobiliseringsenhed, hvor man styrkeuddanner årgange til reelle reserveenheder, der kan genaktiveres ved behov.

Flere værnepligtige er en fin tanke, men at uddanne dem ud i det blå giver ingen mening, særligt ikke i tre måneder, der blot er et forlænget praktikophold. Opret en reservestruktur i alle værn, hvor bredt uddannede, lav specialiserede enheder kan erstatte de stående og specialiserede enheder, der fortsat bør være den knyttede næve i forsvaret.

Flere værnepligtige uden en anvisning om hvor de skal stå i reserve, er symbolpolitik uden virkning, på niveau med fortalerne for en professionel hær, der endnu ikke er lykkedes med at forklare hvor man skal trylle genfrisknings enhederne op af jorden, når de andre er opbrugt.

INTOPS

På den internationale scene har vi stadig et bidrag i Irak, der pudsigt nok fortsat vokser, til trods for at den irakiske hær, med støtte fra luften, allerede har nedlagt Islamisk stat i landet.

Officielt er vi stadigt inviteret til at hjælpe med genrejsningen af de irakiske sikkerhedsstyrker, men det vil samtidig risikere at betyde en indirekte hjælp til den irakiske centralregerings ønsker om at mindske kurdernes regionale selvbestemmelse.

Måske er islamisk stats exit fra Irak en kærkommen lejlighed til at vinke farvel til Irak og tvinge dem til at stå på egne ben, inden vi igen bliver en del af en ny konflikt. Så slipper værnsfælles kommando også for at skulle udgive kreative direktiver for momental døvhed og blindhed i danske soldaters omgang med deres irakiske partnere.

Næste gang vi skal afsted kunne direktivet måske være det helt simple at vi melder om det vi ser, skriver det ned råt for usødet, og lader politikerne om at vurdere om de fortsat vil være en del af en konflikt, hvor vores moralske kompas konstant er udfordret.

Er der så slet ingen positive takter på forligsområdet? Findes der ikke bare et lille halmstrå af håb i dyngen af effektiviseringer, nyttiggørelser og reduktioner, eller er det hele bare embedsmandsdiktatur, talmanipulation og planøkonomisk indkøbspolitik?

Flere kampvogne, mere artilleri og panserværn til hæren, missiler til fregatterne og nye fly til luftens helte er små isolerede lyspunkter i det store hav af sorte huller. Vi kommer ikke meget nærmere Natos styrkemål på 2 % eller bliver markant rustede ovenpå flere årtiers konsekvent afvæbning, hvilket er påfaldende set i lyset af hvor ivrige vi ellers er for at implementere FN mål for ulandsbistand, EU krav, Co2 krav og alle mulige andre internationale forpligtelser.

Til jer få tilbageværende tjenestegørende i landets væbnede styrker, lad historierne om systemets forfald blive offentligt kendt, beskriv jeres hverdag for det politiske niveau, både når i gør en forskel men ikke mindst når hverdagen ikke hænger sammen.

Skulle en tilfældig overordnet mene at i bør klappe i, så henstil venligt men bestemt til ombudsmandens redegørelse for offentligt ansattes ytringsfrihed, eller måske rettere pligt og få samtidig henstillingen på skrift.

Den interne kamp for et solidt og velfinansieret forsvar bliver tydeligvis langt hårdere end de kampe vi har været sendt ud i verden for at kæmpe.

Godt nytår

Klaus Kroll

Kaptajn af reserven, forfatter og forsvarsordfører, NyeBorgerlige.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

EFTERLAD ET SVAR