Året der gik i Forsvaret 2016
Året der gik i Forsvaret 2016

KRONIK af Klaus Kroll, kaptajn af reserven

Kaptajn af reserven, Klaus Kroll
Kaptajn af reserven, Klaus Kroll

Et begivenhedsrigt 2016 er sluttet for det danske forsvar og 2017 banker på døren, med udsigt til en international sikkerhedspolitisk situation der kommer til at byde på ganske store udfordringer.

Dansk forsvar er vores rygdækning i forhold sikkerhedspolitikken, når diplomatiet giver op, hvorfor det er rimeligt at kigge lidt på hvordan 2016 udartede sig.

Den store overskrift blev kampfly indkøbet, hvor vi landede på et historisk lavt antal, til et historisk højt beløb. 21+6 blev antallet.  Ifølge den daværende regering et robust antal, der fint kan afløse de eksisterende F16´ere, vi for ganske få år siden havde 48 af.

Den ikke-færdigudviklede teknologi, i samarbejde med et Flyvevåben der bare skal arbejde dobbelt så hurtigt, er prisen for det lave antal.

I en sjældent set jubeloptimistisk rapport udfærdiget af Christiansborgs favorit konsulenthus, blev det konkluderet at Flyvevåbnet i skrivende stund er håbløst ineffektivt og kan afløses af et superoptimeret system hvor sagsbehandling og administration fint kan foregå i et cockpit, når man alligevel keder sig, et sted over skyerne.

Annonce

Købet var med al sandsynligvis afgjort på forhånd, og det usædvanligt hurtige slutspil vidner om en beslutning, der blot skulle legitimeres, snarere end oprigtigt afsøge mulighederne for alternativer.

F35 er sikkert et højteknologisk vidunder, der er fremtidssikret og kan levere netop den vare der er efterspurgt i dansk sikkerhedspolitik, men det lave antal og den relativt høje pris, vil hænge ved indkøbet i mange år, ligesom forudsætningen om at holde indkøbet indenfor forsvarets, i forvejen, usædvanligt stramme budget, kan betyde en yderligere udhuling af militsen.

“…det ydmyge håb er, at styrkeforholdet mellem Bjørn og Hjort afspejles i naturens magtfordeling.“

Værnepligten

Værnepligtsspørgsmålet blev igen i 2016 aktuelt og kan ende med at blive et af de helt store temaer i 2017 når de indledende fægtninger om et nyt forsvarsforlig går i gang. Mytedannelserne om den samfundsnyttige værnepligt er godt i gang med at blive udbredt og dem kan vi jo starte med at aflive.

Værnepligten er først og fremmest et værktøj til opbygning af en mobiliseringshær, en reserve der kan trækkes ud af skabet når den stående styrke ikke er rigelig i kvantitet. Den bør samtidig være en grundpille i forsvarets rekruttering af nyt personel i form af konstabler, befalingsmænd, officerer, piloter og officerer.

Værnepligten sikrer en bred folkelig fundering i en forsvarsvilje, der er svindende, samtidig med at den samfundsnyttige effekt af en værnepligt, langt opvejer den omkostning den er.

Værnepligten kunne i øvrigt, sagtens være kønsneutral, og udvides til en mere bred tolkning, herunder særlige værnepligtsenheder til Politiet, Beredskab m.v.

LÆS OGSÅ :  Ombygning af Flyvestation Skrydstrup bliver 200 millioner dyrere

Værnepligten er hverken dyr eller ineffektiv.

Et stort indtag af værnepligtige sikrer derimod en gennemgang af personel i Forsvaret, der aldrig selv havde taget initiativ til at møde frivilligt op, ligesom bredden i Forsvaret sikres ved at have en reserve, der kan mobiliseres hvis behovet opstår. Udfordringen med et rent professionelt, stående forsvar er at man får hvad man ser, uden udvidelsesmuligheder. Når sidste mand er nedkæmpet slutter festen.

Set i lyset af forsvarets reformation til en militsstørrelse, er det nok en usædvanlig god ide at opgradere kvantiteten, uden at gå på kompromis med professionalismen i de stående enheder.

Bekymringen er, at fortalerne for en værnepligt ser det som en discountmulighed, hvor man konverterer stående enheder til værnepligtsenheder og dermed prøver at klemme mere ud af mindre. Den øvelse vil ikke gå godt, og en kraftig forøgelse af værnepligten vil også kalde på en markant styrkelse af Forsvaret generelt.

“Når man en gang imellem får forvildet sig ind på et tjenestested slår det en, hvor mange papirer og sagsmapper der flyttes rundt, og hvor få soldater der er.“

Ytringsfriheden

Ytringsfriheden blev et andet markant tema i 2016, hvor hensigten om at sparke folk ud af systemet der gjorde som flertallet af befolkningen, ved at blive brænde sammen bag skærmen på de sociale medier, blev truet med en fyreseddel. Hvis det så bare været den egentlige baggrund.

Den, nu tidligere, forsvarschefs, besynderlige adfærd på bagkant af en kritik han selv skulle have rejst, skal nærmere ses i lyset af en række HR målinger der peger i den forkerte retning.

Personelflugten fra Forsvaret har været markant og en mundkurv på kritikere er næppe den rigtige model.

Ytringsfriheden er en svær størrelse at takle, for nogen åbenlyst umulig, da den har to sider. Den ene er hensynet til sikkerheden for soldaterne og landets ve og vel, og den anden, muligheden for at trække i snoren når en udfordring ikke bliver løst internt.

Løsningen er ikke at beordre personellet om at klappe i, ligesom det ikke giver den fjerneste mening at lade ministeriet udfærdige et sæt regler om ansattes muligheder for at ytre sig, da de allerede findes.

Offentligt ansattes ytringsfrihed skal ikke drages i tvivl og truslerne om fyring er både i modstrid med gældende lov, men ikke mindst kvælende for at der bliver sat langt lys på udfordringerne.

Når kampvognene ikke kan køre fordi der mangler reservedele, øvelser ikke kan gennemføres fordi kassen er tom, eller man politisk ønsker en Ferrari, men budgettet kun tillader en Polo, er det rimeligt at bringe synspunkterne til torvs.
Der findes naturligvis en bagatelgrænse, men hellere fem bagateller end risikoen for at den ene vigtige sag dør i censurhavet.

LÆS OGSÅ :  KRONIK: Forlig anno 2017 - Fis i en hornlygte

Den politiske scene

På den politiske scene lancerede man en 800 millioner kroners pulje, ”sikkerhedspuljen” som kan anvendes til sikkerhed, hvilket også dækker over Politi, Beredskab og efterretningstjenester. I betragtning af at man ved sidste forlig fjernede 2.7 milliard årligt er det lidt patetisk.

Når politiets overarbejdspukkel er betalt og cybersikkerheden oprustet, kan Forsvaret tilgodeses med en ny messingklokke til fregatterne og et sæt alufælge til kampvognene.

Vores fortsatte uvilje mod at levere et solidt NATO bidrag bliver snarligt mødt af en manglende amerikansk interesse for at tilgodese de lande der ikke leverer det aftalte.

Vi kan ikke blive ved med at kalde en spade for en gravemaskine, blot ved at skrive Caterpillar, på siden.

Akademiseret forsvar

Bureaukratiseringen af Forsvaret fortsatte i 2016. Labyrinten af styrelser findes stadig og med en ny officersuddannelse og befalingsmandselever på SU, er vi på vej mod et fuldendt akademiseret forsvar, hvor regneark slår håndværk.

Akademiseringen skal ses som et forsøg på at effektivisere Forsvaret, ud fra en betragtning om at det er en civil virksomhed, hvor man bare skal løbe lidt hurtigere, bruge færre ressourcer og i øvrigt levere en lidt bedre vare.

Når man en gang imellem får forvildet sig ind på et tjenestested slår det en, hvor mange papirer og sagsmapper der flyttes rundt, og hvor få soldater der er. Måske findes der en ligning hvor et svindende antal soldater og enheder, giver en lodret stigende papirbunke.

Set lidt fra sidelinjen er akademiseringen og bureaukratiet nået alt for langt ned i systemet og heri ligger måske kimen til en del af utilfredsheden.

Internationalt

Internationalt har vi igen kastet os ud i en konflikt i Mellemøsten, hvor en absolut fraværende exitstrategi er udgangspunktet.

”Vi skal have nedkæmpet IS” lyder det igen og igen, men absolut ingen taler om tiden efter.

Når krudtrøgen over Mosul har lagt sig og kurderne, shiitterne og sunnierne skal dele territoriet starter balladen for alvor, godt hjulpet af et Tyrkiet der spiller på stort set samtlige heste.

IS skal nedkæmpes, men det er en blåøjet illusion at tro konflikten ender der. Vi har valgt at deltage på et halvkvædet mandat, uden en egentlig strategi og hvad værre er, måske hjælper vi ubevidst nogen af de grupperinger der, før IS, var på listen over mest eftersøgte.

LÆS OGSÅ :  K vil fordoble værnepligten for at få en større hær

Forsvaret har deltaget i et antal opgaver og det store spørgsmål er, om det overhovedet er vores krig.

Svaret er; at det vil det være, så længe vores NATO medlemskab er bundet op på at levere udsendte enheder – i stedet for at levere et forsvar der er velpolstret.

Politisk kompenserer man for de manglende bevillinger ved at udsende uforholdsvis mange enheder og bidrag, så vi stadig er en del af det gode selskab og derved parkerer vi vores selvbestemmelse.

Ny forsvarschef

Dansk forsvar fik tidligt i 2017 desuden en ny forsvarschef, da den gamle skal vogte ytringsfriheden på Jyllandsposten.

Den nye står i udgangspunktet i samme situation som den tidligere, hvor hans råderum er stærkt indskrænket og virkemidler begrænsede.

Departementet og styrelserne har defacto strippet landets øverste militære figur for reel indflydelse og det interessante bliver at se om han har modet til at tage det tilbage.

Med mange års erfaring og tjeneste i topbureaukratiet, er der faktisk et lille håb om, at netop han magter den opgave. En opgave der er afgørende for at Forsvarets basale problemer kan adresseres.

Adskillelsen af ministeriet og forsvarets øverste ledelse, bør stå øverst på dagsordenen og både adresseres politisk og internt i ministeriet.

Den utidige sammenblanding af ministerie og kommando, ender ud i en mudret politisering, der rækker langt ned i Forsvaret og det ydmyge håb er at styrkeforholdet mellem Bjørn og Hjort afspejles i naturens magtfordeling.

Håbet for 2017

Håbet for 2017 er at man politisk vågner op til et stadigt mere diffust sikkerhedsbillede, hvor vi er udfordret på grænserne og i stigende grad vil se konflikterne i Mellemøsten og Nordafrika give os ganske store udfordringer.

Den russiske skakspiller i Moskva vil desuden også give krusninger på overfladen, når der opmarcheres divisioner på grænsen til de baltiske lande og mellemdistanceraketter sættes op i Kaliningrad.

Uanset om det er et svar på russisk opfattelse af NATO som værende aggressivt, eller det er en del af voksende russisk selvforståelse, så kalder det på, at vi rettidigt bør indrette dansk forsvar efter den nye verdensorden.

Polen, Norge, Storbritannien, Tyskland og Sverige, alle lande vi normalt sammenligner os med, har konkluderet at nedrustningen har svækket dem i en grad, at det kalder på massive investeringer.

Håbet er vi har en regering og folketing der har modet til at prioritere vores sikkerhed og ikke forfalde til sognerådspolitik, hvor allokeringer til sikkerhed stilles op mod velfærd.

Godt Nytår

Klaus Kroll

Kaptajn af reserven, forfatter, og folketingskandidat, Nye Borgerlige


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

1 KOMMENTAR

  1. Hen ad vejen er jeg meget enig med dig.Mit synspunkt er kortfattet, at de beskedne resourcer,som det danske forsvar er tildelt og vil blive tildelt, skal anvendes til opgaver i Danmark og Rigsfællesskabet.Hvis vore mere eller mindre fornuftige engagementer( f.eks. UNTSO og Korea) i fjerne lande,som i øvrigt i den store sammenhæng desværre kun har symbolsk vægt trækkes hjem,vil der naturligvis kunne frigøres kræfter til Forsvarets egentlige opgave, og ikke at tilfredsstille folk på den anden side af Atlanterhavet ,og hvis disse vil blande sig i stridigheder mellem kamelklappere og dab-dab-krigere så må de selv rode sig ud af det igen.Vi kan ikke både blæse og have mel i munden med de yderst beskedne værktøjer der er til vor rådighed.

EFTERLAD ET SVAR