Krigsudredning deler stadig de politiske vande

I starten af februar kommer den undersøgelse af Danmarks krigsdeltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak, der erstattede den undersøgelseskommission, som Folketinget under Helle Thornings Schmidts (S) regeringsperiode nedsatte.

Undersøgelsen, kaldet Krigsudredningen, har siden 2016 skilt vandene. Enhedslisten ønsker en ny kommission, Venstre håber på et punktum.

– Vi har hele tiden ment, at det var vigtigt, at få det historiske perspektiv. Så det forventer vi at få svar på. Og så håber vi ikke mindst på at blive klogere.

– Og så håber jeg, at den evindelige diskussion slutter nu, og at rapporten sætter et punktum for en meget historisk betinget debat. Og at vi nu snart kan begynde at se fremad, siger udenrigs- og udviklingsordfører hos regeringspartiet Venstre Michael Aastrup Jensen.

At der er tale om en historisk udredning og ikke en decideret kommission, der kunne indkalde vidner under ansvar og placere et eventuelt juridisk ansvar, gør dog, at Enhedslisten ikke mener, at den på nogen måde kan sætte et punktum for den danske krigsdeltagelse.

– Jeg vil læse udredningen med stor interesse. Men lige meget hvor dygtige, de forskere, der har lavet undersøgelsen, har været, så er det ikke godt nok, at vi ikke fik en kommissionsundersøgelse.

– Vi har brug for at kunne placere et eventuelt juridisk og politisk ansvar for de her angrebskrige. Det ville en reel undersøgelseskommission kunne gøre. Det kan en historisk redegørelse ikke, siger Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm.

Hun fortæller, at Enhedslisten vil have svar på, hvad daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og andre ministre under ham vidste, da de informerede Folketinget forud for Danmarks krigsdeltagelse.

– Sandheden skal frem, når man taler om noget så vigtigt som menneskers liv og krigsdeltagelse. Så det er stadig et ønske for os at få genstartet en grundig kommissionsundersøgelse, siger Eva Flyvholm.

Venstres Michael Aastrup Jensen mener dog ikke, at der er noget at komme efter.

– Vores konklusion er klar. Et flertal i Folketinget vedtog en lovlig beslutning. Vi har domstole i Danmark til at kigge på den slags, og der har ikke været det mindste i den retning.

– Så jeg synes ærligt tal Enhedslisten skal se fremad, siger han.

Krigen i Irak kostede otte danske soldater livet, mens 43 døde under den langvarige tilstedeværelse i Afghanistan. En enkelt dansk soldat døde i Kosovo.

/ritzau/

 

Omstridt udredning af Danmarks krigsdeltagelse på trapperne

 

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer