15. januar holdt den danske styrke under KFOR i Kosovo afskedsparade, og sagde dermed farvel til hærens indsats i landet, der har varet siden 1999. Men der siges ikke samtidig farvel til danske soldater i det tidligere borgerkrigsramte land, for allerede i februar måned er danske soldater igen repræsenteret i Kosovo.

Denne gang er der tale om hjemmeværnssoldater, der påtager sig bevogtningsopgaver efter ønske fra NATO og i tæt samarbejde med Hærens Operative Kommando. Opgaven bliver at bidrage til bevogtning af NATO-lejren i Novo Selo. Ud over bevogtningsdelinger skal der udsendes op til fem stabsofficerer til NATOs hovedkvarter i Kosovo.

Foreløbig gælder aftalen fra februar 2011 og 12 måneder frem. I den nævnte periode skal hjemmeværnet i samarbejde med Hærens Operative Kommando opstille og uddanne delinger på cirka 30 personer omfattende både frivilligt og fast personel. De enkelte delinger vil være udsendt i op til tre måneder.

Landsdækkende medier, herunder tv 2 News og DR nyheder, har vist indslag fra afskedsparaden i Kosovo. Herved fremkom det indtryk, at der efter 15. januar ikke længere er danske soldater i Kosovo. Det er således ikke korrekt.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

EFTERLAD ET SVAR