Klumme : ​Ytringsret, pligt eller larmende tavshed ?

Hvor går grænsen for hvad der kan eller bør siges, når vi diskuterer forsvarets fremtid eller bare almindeligt kendte eksisterende problemstillinger?

For nogen, og det er måske nok et specielt fænomen for dem i karrieren, er der nul tolerance, hvilket vil sige ”vi tier stille om alt, også selvom vi ved at den er gal”.

For andre er der ingen hæmninger, og der bliver uden filter lukket sandheder ud, måske endda til tider uden at de sikkert velmente tanker er tænkt til ende.

Annonce
Annonce

Debatten om forsvarets rigide evne til at diskutere problemområder er velkendt, og man bør derfor benytte den først kommende lejlighed til at etablere en platform hvor tanker, ideer og forbedringer kan drøftes, uden at man som enkeltperson risikerer at sidde i Københavns byret sigtet for dette og hint.

Alle soldater har en mening og gerne flere. De fleste meningsudvekslinger sker ind over kaffen, i IKK´en, i rotationsflyet eller ved et af de utallige møder forsvaret dagligt afholder.

I forhold til mange andre arbejdspladser er de daglige udfordringer, der er ved at arbejde i en så stor og kompleks organisation som forsvaret, med til at skabe gnidninger der til tider luftes som brok.

Langt de fleste diskussioner ender i ingenting og godt det samme, men de gode tanker og ideer der skabes kommer sjældent videre, da der aldrig har været tradition for at samtale og refleksion skulle være en del af den grønne elefant.

Alting har dog en grænse, og diskussioner bør aldrig udmønte sig i at vi får en konsensus hær, hvor alle skal være enige om alt, for så når vi aldrig videre. Der skal være en synlig general med mod og mandshjerte til at holde fokus på vores kernekompetence, og ikke en management orienteret stab der mister følingen med tingenes rette tilstand på jorden.

Udfordringen som består, er at finde en balanceret tilgang til det faktum, at der er udfordringer i forsvaret og at det sjældent er god løsning at lægge låg på diskussioner, ved at affærdige enhver kritik eller tiltag til forbedringer, der ikke lige passer ind i den ledelses skabte virkelighed.

Hensynet til operationssikkerheden, pårørende, leverandører og andre kritiske faktorer skal indtænkes i helheden, men det må ikke blive en hæmsko for at systemet som helhed udvikler sig grundet en fraværende evne til lære.

Læreprocessen kommer først i gear, når empatien indføres og der lyttes til det lødige argument, hvilket i udpræget grad ikke sker i dag.

For at kunne tage nogle af udfordringerne i opløbet, kunne det være hensigtsmæssigt at indføre et system i retning af ombudsmanden.

En instans hvor et uvildigt panel kunne vurdere en sags værdi, affeje den hvis den ryger i kategorien brok, kigge den efter i sømmene hvis en mulig sag kan bremses i opløbet, og i direkte kontakt med forsvarschefen løfte akutte sager der ikke egner sig til offentliggørelse.

Som systemet fungerer i dag er ”kommandovejen” ikke nødvendigvis den rigtige vej, da et uendeligt antal led på vej til toppen, kan ændre, sinke eller helt lade sager drukne i bureaukratiets uendelige hav. Hvis indført korrekt ville instansen forhåbentlig kunne fjerne en række sager fra radaren, ved at tage dem i opløbet og samtidig være katalysator på de mange ideer, der findes i hele systemet uanset niveau.

Der findes rigeligt med sager, hvor forsvarets pressetjeneste i misforstået loyalitet har opfundet en virkelighed der enten er i gråzonen eller i værste tilfælde er i strid med sandheden. Når soldaten, der sidder midt i den virkelige verden, læser en officiel meddelelse der ikke afspejler dennes reelle miljø, mister han tilliden til systemet, hvilket er det værst tænkelige scenarie.

Den første knast der dog skal høvles af systemet er tvangstanken om, at det enten kun er for egen vindings skyld eller for at få sine ”15 minutes of fame”, enkeltpersoner lufter deres kritik eller ideer.

Langt de fleste med deres daglige gang i forsvaret har en konstruktiv tilgang til tingene, og hvis perceptionen ændres til at det er for at forbedre den fælles arbejdsplads og sikre en bedre dag i morgen end i går, er vi kommet et godt stykke videre.

Måske endda faget informationssikkerhed skal udvikles til at indeholde en kontinuerlig diskussion om hvad man er pligtig til at sige, har ret til at sige og hvornår der partout skal klappes i.

Regler for hvornår der skal klappes i og hvilke medier der ikke må anvendes, skorter det ikke på, men det omvendte scenarier er stort set ikke eksisterende, og det giver alt andet lige en usædvanlig ringe platform for dialog og udvikling.

Næste knast der skal skæres bort, er angsten for at fejle. Begår vi en fejl, og det gør vi alle, er der en udpræget tendens til at sende aben videre til næste skrivebord eller forhale sagen til man alligevel skal skifte stilling.

Når vi på et tidspunkt er klar til at erkende at vi måske en gang imellem laver en brøler, kunne næste skridt så passende være, at vi lærte af dem og efterfølgende sørgede for ikke at falde i samme fælde igen.

Modsat en del af mine kollegaer, mener jeg at det er vores pligt at gøre opmærksom på forhold, der enten risikerer at få økonomiske følger, fataliteter eller forringer arbejdsforholdene på graverende vis. Igen skal dette naturligvis ske under hensyntagen til de tidligere nævnte faktorer, men hvis alle forhold dysses ned bliver de først interessante for pressen og skaber samtidig den uønskede distance mellem top og bund i forsvaret.

Ovenstående bunder i et ønske om at ændre systemets tilgang til diskussion, og dermed evne til at lære ud fra et naivt håb om, at nogen vil tage tråden op og begynde at kigge på årsagerne til nogle af de fejl vi begår.

Jeg har bevidst undladt at nævne konkrete sager, der alligevel ikke er interessante for civile, men udelukkende bør vendes internt men står omvendt i det dilemma ikke at have et sted at placere et stykke papir, der beskriver en problemstilling uden en uforholdsmæssig stor risiko for at blive kaldt illoyal eller det der er værre.

– Af Klaus Kroll

Klaus Kroll

Skrevet by Klaus Kroll

Gæste/ kronikskribent, kaptajn af reserven, forfatter, selvstændig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *